Costa Rica, Nordamerika, Små og store eventyr

Costa Rica: Sådan en slags indledning

Vi er kommet retur efter små tre uger i det mellemamerikanske land, Costa Rica. Trætte, men fyldt helt op med dejlige eventyr og gode oplevelser.

Turen startede super lækkert. Vi blev opgraderet til SAS plus, og så var der ellers masser af plads på flyve-turen. Vi fløj via New York, og hvad der skulle have været en mellemlanding på tre timer, blev pludselig til en overnatning på gulvet i Newark lufthavn. Vulkanen Turrialba havde spyet aske ud, og flyet blev derfor aflyst. Ikke lige den start på ferien, vi havde drømt om. Vi kom heldigvis af sted mod Costa Rica allerede tidligt næste morgen.

Indledning på næsten tre uger i Costa Rica

I de næste tre uger besøgte vi Manuel Antonio, Monteverde, La Fortuna og til sidst Santa Teresa. Vi vandrede rundt i Nationalparker og tågeskove, nød udsigten til vandfald og vulkaner og badede i bølgerne og trissede af sted langs de endeløse sandstrande.

Pura Vida!

Det kan man vel kalde en Best of Costa Rica! Billedet herunder er fra Playa Santa Teresa, hvor vi gik lange ture og hver aften kunne nyde de smukkeste solnedgange. Pura Vida, som costaricanerne siger. Et udtryk der blandt andet betyder noget i retning af “slap af og nyd livet”.

Costa Rica

Vejret bød på alt fra strålende solskin til stormende regnskyl. Naturen var varieret og fantastisk og dyrelivet helt utroligt. Vi så blandt andet aber, papegøjer, tukaner, pelikaner, et par dovendyr og ikke mindst en hel masse (utrolig søde) små baby havskildpadder.

Alt det kan du læse meget mere om de næste par uger, hvor vi vil fortælle om vores eventyr. Det her, det er bare sådan en slags indledning…

Pura Vida!

Rejsetidspunkt: januar