Europa, Små og store eventyr

En lang dag i Dolomitterne

Dolomitterne byder på vandring i verdensklasse. Når du står og kigger ud over kanten oppe ved Seceda, kan du se langt. Helt ud til sneklædte Alper i horisonten. Du kan også rettet blikket ned – hvis du tør. Langt under de takkede bjergtinder ved Seceda strækker der sig et stort fladt plateau, hvor en lang vandrerute løber på tværs.

Vores nysgerrighed bliver hurtigt vakt. Frem med kortet og en rute bliver lagt til en lang dag i smuk natur. Du får lige rutenumrene, for det bliver til en del på kryds og tværs. Vi starter på 35, skifter til 10, så et langt stykke på 31, og går længe på 35, så på 5, på 4, på 3 og slutter af med 17 lige hjem til hotellet.

 

Gode ben og vilde heste

Udgangspunktet for den lange tur bliver den lille by Ortisei/St. Ulrich længere nede i dalen. Vi snupper bussen i det tidlige morgensolskin, fulde af forventninger og “gode ben”. For at komme op til turens start, uden at skulle vandre op selv, tager vi den fine, røde skinnebus op til Raschötz i 2094 meters højde.

Herfra går det hurtigt op ad den brede sti gennem åben fyreskov og ud på plateauet. Det er en let stigning, som forsætter op til Refugio Resciesa i 2170 meters højde. Vi har udsigt udover dalen, og kan se over på Sassolungo, der ligger som en imponerende kæmpe med sine spidse takker.

Da vi nærmer os Refugio Resciesa, glemmer vi næsten, at vi er i Dolomitterne. Det er nu lidt som at være i det vilde vesten. Her græsser flokke af “vilde” heste og milka-køer. Et par af hestene står ved indgangen til refugiet, og bliver nusset af en flok hesteglade børn.

Efter en forfriskning, går det op til Rasciesa di Fuori. Først passerer vi et lille kapel, inden vi når toppen, hvor der står en kristusfigur, og herfra er der en 360 graders udsigt. Totalt kodak-moment! Vi kan se ud til de snedækkede bjerge og over til Seceda’s stejle tinder, der knejser mod den knaldblå himmel.

En mellemstation i Dolomitterne

Herfra kommer vi til det lange stræk over plateauet, som vi kunne se oppe fra Seceda. Det er en smuk tur. Det åbne landskab med blomster, små-krat, græssende får og køer. Vi går mod Rifugio Malga Brogles. Planen er at vi derfra tage den stejle stigning op til Seceda ad rute seks.

Men da vi kommer til nedgangen til refugiet, og kan se stigningen op til Seceda, overvejer vi om ikke det er tid til at tage en anden beslutning. For det er allerede sidst på eftermiddagen, og de gode morgenben er lidt trætte. Vi bestemmer os for at ændre rute. 

dolomitterne

Istedet for stejlt op, går vi nu rundt om og lidt ned. Vi sætter kursen mod kabelbane-stationen, Mittelstation Furnes, halvvejs oppe ad bjerget. Ikke ligefrem en smutvej op til Seceda, men noget nemmere at overskue.

Det viser sig heldigvis at være en rigtig smuk tur, gennem duftende fyreskov og over flere vandløb der blinker i solens bløde eftermiddagslys. Vi når den sidste vogn op, og vender støvlesnuderne i retning af Col Raiser. Det går ned ad bjerget, og her utroligt stille. Kabelbanerne er stoppet, og der er ikke flere vandrere på bjerget.

Verdens bedste wienerschnitzel?

Vi går helt alene i aftenlyset, og det dufter af blomster og nyslået hø. Det er helt magisk. Vi er sultne, da vi når Col Raiser, og ville egentlig spise på Almhotel Col Raiser, inden den sidste etape på et par timer tilbage til hotellet. Men køkkenet er lukket, så vi kan få en sandwich. Det er ikke lige det, vi har sat næserne op efter.

Heldigvis ligger Rifugio Firenze kun små 20 minutter herfra, og der er køkkenet åbent. Klokken er blevet halv syv, og vi er mere end klar til wienerschnitzel, pommes frites og et godt glas øl, da vi lander i Firenze. Nok den bedste schnitzel vi nogensinde har fået – nydt med udsigt til bjergene.

Det sidste stykke mod hotellet går af den for os nu velkendte rute 17. Solen forsvinder langsomt, og der er stille i skoven. Stien har vi helt for os selv, altså ud over de hjorte vi møder undervejs, der nu kommer frem i det begyndende tusmørke.

Det er fantastisk og en skøn tur tilbage til Selva di Val Gardena. Vi lander mætte og med trætte ben, men fyldt til bristepunktet af alt det bedste fra en dag i Dolomitterne.

Rejsetidspunkt: juli