Små og store eventyr

Essaouira

Essaouira11

Essaouira, der tidligere hed Mogador, ligger små 200 kilometer (cirka tre timer i bus) fra Marrakech. Det er en lille charmerende by med en dejlig, afslappet stemning. Vi nød at gå rundt i de smalle gader, og lade byens dufte, farver og indtryk trænge ind. Her var også masser af hyggelige steder, hvor vi drak (endnu) en the a la menthe, den meget lækre marokkanske mynte-te med masser af sukker, og mange gode restauranter.

Essaouira kaldes også ”den hvide by”, da alle husene i byen er hvide. Om aftenen, når solen er ved at gå ned, gløder byens mure i varme nuancer, og skaber en nærmest magisk stemning.

Riad Mimouna

Vi boede for nogle år siden på Riad Mimouna. Det ligger i den gamle bydel, medinaen, der blev en del af UNESCO’s verdensarv i 2001. Morgenmaden blev serveret på tagterrassen med en fantastisk udsigt ud over Atlanterhavet og byens tage. I den sammenhæng skal det måske lige nævnes, at mågerne kan være meget nærgående. De to gæster ved vores nabo-bord blev i hvert fald meget overraskede, da en måge landede på deres bord, og snuppede en croissant.

Riad’en ligge helt ud til havet, og fra vinduet i vores værelse kunne vi både se og høre bølgerne, der slog mod klipperne.

 Essaouira3  Essaouira5

Byen er bygget i 1700-tallet, og det var en fransk arkitekt der blandt andet stod bag fæstnings-værket, der omringer den gamle bydel. Et byggeri der, som mange andre i Essaouira, forener en europæisk og en afrikansk arkitektur.

Et af byens helt store sights er den fotogene fiskerihavn, hvor især de små, blå fiskerbåde er et helt fantastisk syn og et meget yndet foto-motiv. I selskab med de mange måger, blev man budt på alt fra sardiner til happy cakes, når man gik rundt.

Essaouira9

Essaouira8

Fik man ikke stillet sin nysgerrighed og lyst til at tage billeder i havnen, var der en masse spændende og anderledes butikker i medinaen. De bugner af tæpper, tørklæder, farvepulver, krydderier og tøfler. Alt sammen i flotte og indbydende farver.

 Essaouira14  Essaouira15

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne blev Essaouira ”invaderet” af hippier og kunstnere. Blandt andet lagde Cat Stevens og Jimi Hendrix vejen forbi. En historie i byen går på at ”sand-slottet” Bordj El Berod, et gammelt vagttårn der ligge på stranden lige syd for byen, inspirerede Hendrix til at skrive ”Castle Made of Sand”. Det er desværre ikke sandt, da sangen udkom i ’67 og Hendrix først besøgte byen i ’69. Men det er da en god historie…

Essaouira

Stranden er en lang, bred sandstrand, og indbyder til slentreture. Hvis man mere er til en strandtur på en turist-kamel, så kan det også lade sig gøre. Vi takkede pænt nej, og brugte fødderne. Da det ofte blæser, er området i perioder meget besøgt af surfere fra hele verden.

Man kan sagtens bruge en lille uges tid i byen, hvis man er opsat på at slappe af og gå nogle lange ture langs stranden. Vi nød i hvert fald den uge, vi tilbragte i Den hvide by.

Bonus-info: På grund af et helt specielt lys, er der rigtig mange kunstmalere i Essaouira. Sådan en slags Skagen i Marokko. Her ligger også et galleri, der blev åbnet af danskeren Frederik Damgaard, Galerie d’Art Damgaard, hvor lokale kunstnere viser deres værker frem.

 

Rejsetidspunkt: april.