Små og store eventyr

Et par varme dage i Split

Split

Kroatien har længe været et ret populært rejsemål, hvilket vi godt kan forstå. Her er smukt, masser af spændende, historiske byer og monumenter, dejlige strande og kroaterne er venlige. Vi kommer nok også igen, bare ikke om sommeren.

For da vi var i Split her i august, var det som om at ALLE havde fundet vej til denne forholdsvis lille by. Der var mennesker = turister alle vegne. Hele den gamle bydel var pakket med mennesker, og den består overvejende af restauranter, barer og souvenir-butikker. Ligesom den fine havnefront, Rivaen, om aftenen forvandler sig til et ægte turistcirkus. På trods af alt turist-hurlumhejet fik vi et godt indtryk af Split. Der er nemlig også små lommer, hvor tempoet er et andet, hvor man ikke bliver forstyrret af nogen med en mobil på en selfiestang.

Det man bare må se sammen med alle de andre

Der er meget at se. På trods af mylderet er den gamle bykerne en fin oplevelse. Små torve, smalle gader og sjove klokketårne. Halvdelen af den gamle bydel er egentlig den romerske kejser Diocletian’s Palads, og er på UNESCO’s verdenarvsliste. Her kunne vi sætte vores første hak ved en Game of Thrones lokation. Under paladset finder du nemlig Daenery’s tronrum, eller i hvert fald rummet der lagde mure til på tv.

 Split  Split

Vi kan anbefale, at du går en tur langs hele havnefronten, både til højre og venstre for centrum. Det er hyggeligt og fint at gå langs havnen. Går du til højre ligger lystyacther og småbåde side om side, og går du til venstre, ligger der den ene lille bystrand efter den anden, flankeret af strandbarer. Standene tættest på centrum er klart de travleste, her er der sandbund og mulighed for at leje vandcykler og lignende. Når du kommer længere væk fra centrum er strandene af hvide småsten.

Vi nåede desværre ikke selv forbi Marjan Hill, der ligger lige ved siden af centrum. Men der er gode muligheder for at cykle og vandre nogle ture, og udsigten fra toppen skulle være rigtig flot.

Uden mad og drikke…

Der er som nævnt rigtig mange restauranter og barer i Split. Her er et par af dem, vi kan anbefale at besøge.

  • Italien ligger som en tæt nabo til Kroatien, og der er rigtig mange pizza/pasta-restauranter i Split. På Pizzeria Galija får du super betjening og rigtig god italiensk mad. Galija ligger også lige lidt væk fra hovedstrøget og bykernens mylder.
  • I en snæver gade i den gamle bykerne finder du Marvlvs Library Jazz Bar. Her er så hyggeligt. Der bydes på jazz, øl og andre drikkevarer. Drinkskortet er udover oversigten over drikkevarer fyldt med fine litterære citater, og et helt lille kunstværk i sig selv.
  • Vil du prøve at smage på Kroatien, og er du til tapas, kan vi anbefale Paradox Wine & Cheese Bar.  Vin, ost og skinke produceret lokalt. Paradox er i to etager hvor andensalen er en skøn tagterrasse, hvor man kan sidde ude under stjernerne.
  • Trænger du til at komme lidt op, og se Split fra oven, så er Rooftop BarenCornaro Hotel et godt bud. Slæng dig i de bløde stole og nyd en kold drink og udsigten ud over Split, havnen og havet.

Split

Tid til lidt action

Nogle gange får vi bare nok af bylivet, og trænger til at komme ud og røre os. Heldigvis er der masser af muligheder for det omkring Split. Alt fra vandreture, rafting og kajakture. Vi valgt en solnedgangs kajaktur med Red Adventures, hvilket var skønt. Dejligt at komme på vandet og få gang i padlen.

I Split er de bare vilde med deres fodboldhold. At gå til kamp når den lokale klub, Hajduk Split, spiller, er en måde at komme helt tæt på kroaterne, for det er en familiebegivenhed. Flere timer før kampstart møder folk op uden for stadion, hvor der er opstillet boder, der sælger grillmad og selvfølgelig iskolde øl. Her hygger fans og familier sig med en slags frikadelleburgere og pølser inden kampen. Vi havde sammen med mere end 25.000 tilskuere købt billetter til Hajduk Split – Steaua Bukarest, en kvalifikationskamp til Europa League. Heldigvis opvejede oplevelsen af de meget medlevende tilskuere næsten den gabende kedelige 0-0 kamp.

Split

Hajduk Split

Derudover var vi en eftermiddag i havnebyen Trogir, og kunne sætte endnu et hak ved en Game of Thrones lokation, da vi besøgte fortet i Klis. Det kan du læse mere om i vores kommende indlæg.

Rejsetidspunkt: august

BONUS-INFO: Split er Kroatiens næststørste by, og har cirka 180.000 indbyggere.