Små og store eventyr

Fart og frostsne

Sne1

Det kan nogen gange være svært at sige hvorfra et ønske kommer. Jeg har, siden jeg var ganske lille, drømt om at køre hundeslæde og bo i en lille bjælkehytte langt ude i de Canadiske skove. Jeg læste alt om livet i vildmarken, ulve og om slædehunde. En tur ud over snedækkede vidder med et spand hunde i front har derfor altid stået højt på min oplevelses-agenda. Så da vi i marts 2013 pakkede rygsækkene for at tage til Sisimiut i Grønland, var det med særlige forventninger og sommerfugle i maven.

Vi boede privat hos familien Lund, der gavmildt lod os invadere deres hjem i en uge. De var meget hjælpsomme, og hjalp med at arrangere en køretur med hundeslæde og et span på 12 hunde. Inden vi tog af sted, fik jeg lov til at låne en varm Canada Goose jakke, hvilket jeg, især sidst på dagen, var meget glad for.

Fuld fart og hundeprutter

Det blev en helt forrygende dag i strålende solskin og knitrende frostsne. Noget af barndoms romantikken blegnede dog undervejs, for det er ikke bare at læne sig tilbage på ren-skindene og nyde landskabet. Af og til måtte vi af slæden for at skubbe, når det gik stejlt op, eller bare for at få varmen. Det var også en udfordring at holde slæden, mens vores ”chauffør” prøvede at rede skaglerne ud på de meget ivrige hunde. Endelig var det en udfordring ikke at falde af slæden, når det gik i susende fart ned ad fjeldsiderne, mens lugten af utallige ildelugtende hundeprutter af og til spredtes efter hundene.

hundeslæde

Det var en helt fantastisk tur. Det er forhåbentlig ikke sidste gang at vi pakker termokanderne og det varme tøj, og kører af sted over snevidderne med et hundespand i front. Hundeprutter og minus grader til trods.

Du kan se en kort video fra vores tur her.

Rejsetidspunkt: marts

/Helle