Costa Rica, Fem Gode Grunde, Små og store eventyr

Fem Gode Grunde: Costa Rica

Fem gode grunde Costa Rica

Costa Rica er et utrolig dejligt land at rejse rundt i. Vi oplevede rigtig meget, og kunne sagtens have brugt et par uger mere. Her giver vi fem rigtig gode grunde til at besøge det lille mellemamerikanske land, der ligger mellem Nicaragua og Panama.

Dyrelivet

En af grundene til at vi valgte at tage til Costa Rica, var det fantastiske dyreliv. Og vi blev på ingen måder skuffede. Allerede på vores første dag, hvor vi var taget til Manuel Antonio Nationalpark, så vi dovendyr, egernaber, kapucineraber og en masse andre dyr.

Den nok største oplevelse fik vi, da vi så små Ridley skildpaddeunger på stranden i Santa Teresa. En morgentur langs stranden og pludselig vrimlede det med små skildpadder. Santa Teresa bød også på en anden af de helt store dyreoplevelser, da en flok brølaber slog sig ned i et træ lige ud for vores altan, og blev der en dags tid.

Strandene langs Stillehavet

De lange, brede sandstrande indbyder til at slentre af sted i vandkanten, mens flokke af brune pelikaner flyver forbi. Vandet er varmt, og Stillehavets bølger er klar til leg. Uanset om du skal hoppe rundt i bølgerne eller sidder på dit surfbræt og venter på den perfekte bølge. Når dagen går på hæld, tager de utrolig smukke solnedgange over, og farver sand og vand i de dejligste gyldne farver.

 Costa Rica  Costa Rica

Pura Vida!

Pura Vida betyder meget løst oversat “slap af og nyd livet”. Det er ikke svært, for de lokale (Ticos) er utrolig søde og hjælpsomme. Så du kan bare nyde vejret, naturen, stranden eller hvad du nu ønsker.

Costa Rica ligger da også nummer et på The Happy Planet Index 2016 (pdf). Det er et fredeligt land, og siden borgerkrigen i 1948 har der ikke været en hær. Pengene bruges i stedet på uddannelse og sundhed.

 Naturen generelt

Vi elsker at komme ud, og Costa Rica har simpelthen så meget at byde på, når det kommer til natur. Vi har allerede nævnt stranden, men også regnskovene, tågeskovene og vulkanerne er værd at nævne. Der er 112 vulkaner i Costa Rica, hvoraf 10 af dem stadig er aktive.

Den aktive vulkan, Arenal, er ofte dækket af skyer. Når skyerne letter og man kan se hele keglen, er det bare med at nyde synet. Det sker nemlig ikke hver dag. Vi gik op på toppen af den inaktive vulkan, Cerro Chato, der ligger lige ved siden af. Et virkelig fantastisk vandretur. Da vi nåede toppen, var der fuld udsigt til toppen af Arenal vulkanen. Så bliver det ikke meget bedre…

   

Habanero Beachfront Bar

Kommer du til Santa Teresa, så må du ikke snyde dig selv for en tur på strandbaren Habanero. Kom sidst på eftermiddagen, find et bord, bestil en Habanero Vice (halv Pina Colada og halv Strawberry Daiquiri) og nyd den smukke solnedgang. Det må simpelthen være essensen af Pura Vida! 

Rejsetidspunkt: januar