Små og store eventyr

Fuldstændig fantastiske Færøerne

Færøerne? Er det ikke bare tåge, snaps og kædedans? Det er det også, men det er så meget mere. Vi har lige tilbragt en uge på Færøerne, hvor vi besøgte øerne Mykines og Kalsoy og hovedstaden Torshavn.

Dette indlæg er blot en aperitif til vores kommende indlæg om turen, så du ved hvad du har at glæde dig til. Vi havde selvfølgelig pakket vandrestøvlerne, for Færøerne byder på noget virkelig smuk natur, der bare venter på at man kommer ud i fjeldet til alt det grønne, de fabelagtige udsigter og havfuglene i store flokke.

Hvad kan man nå på en uge?

At ligge i telt på magiske Mykines, hvor de helt store trækplastre er tusindvis af lunder og kolonier af kongen blandt fugle på Færøerne, sulen. Hvis du er interesseret i fugle og/eller natur, så er Mykines bare en drømme-destination. Og en kæmpe, kæmpe oplevelse kan vi godt afsløre.

Færøerne

Oplevelsen af at være langt fra alt fik vi på Kalsoy. Her havde vi lejet en hytte i den lille bygd Syðradalur, hvorfra vi udforskede resten af øen. Her bor 76 mennesker (pr. 1. januar 2017) og der er fire bygder, fem tunneller en bus og en kiosk. Resten er storslået natur.

Først og sidst på turen fik vi lidt bystemning i Torshavn. Vi gik på museum, kunst-udstilling, café og restaurant inden vi sluttede ugen af med fællessang og kædedans til Færøernes nationaldag, ólavsøka, der på dansk bliver kaldt Olaifest.

Summa summarum

Det har været en uge med masser af fantastiske oplevelser, og vi glæder os rigtig meget til at dele dem med dig. Du kan blandt andet blive klogere på hvad en dørsnaps er, og få en anbefaling til en super lækker restaurant i Torshavn. Følg med her på bloggen eller på vores Facebook-side, så du ikke går glip af noget.

Til sidst skal der lyde et stort tak til Alika, Sigert og resten af Patursson-klanen, der har været helt utrolig gæstfri. Tak for husly, mad, snaps, fødselsdagsfest, mere snaps og godt selskab. Vit síggjast

Gode links:

Visit Færøerne

Visit Nordoy

Visit Torshavn

Hiking in The Faroe Islands

Bus- og færgeplaner

Rejsetidspunkt: juli