GR221 – etape 5 – Fra Deiá til Valldemossa

Ca. 10 kilometer – 6,5 timer.

Dagens etape viste sig at blive turens mest udfordrende. Første udfordring var overhovedet at finde starten på ruten. Men vi skulle ud af Deiá og op til Hotel Molini, bagom hotellet og efter at være gået opad et lille stykke kom vi til et meget hjemmelavet skilt, der pegede ind i krattet mod Valldemosa. Så langt så godt.

Dette var klart den dårligst afmærkede del af turen. Her var ingen officiel afmærkning på hele den første halvdel af turen, som gik op og lidt mere op af bjerget. Heldigvis var der mange varder og andre ”grønspætte-tegn”, som vandrere lægger ud, for at hjælpe de næste der kommer forbi. Det gik op og op i godt et par timer, først gennem krat på en smal sti, og senere gennem skov. Vi begyndte til sidst at blive helt usikre på om vi var gået rigtigt, for det blev ved med at gå op og vi kunne ikke få det til at passe med kortet. Vi havde heller ikke mødt en eneste, med eller uden rygsæk. Det havde vi de andre dage, måske ikke mange, men dog nogen.

 Mallorca  deiá Mallorca

Toni måtte ud og rekognoscere, og kom tilbage med nyheden om at han havde set nogen der kom mod os fra den anden side. Vi besluttede os for at vente på dem, så vi kunne spørge dem om vi var på rette vej. Det var vi heldigvis. Vi skulle bare lige op og mere op et kvarters tid endnu. Sikke en udsigt og sikke et dramatisk landskab der udfoldede sig på toppen. Spitzenklasse!

Det næste stykke tid fulgte vi Cami de s’Arxiduc, hvor man på den ene side har et lodret fald på et par hundrede meter og udsigt over Middelhavet, og på den anden side folder hele Mallorca sig ud. Først med bjerge og så udsigt ned over dalen og det flade land helt ud til Palma. Storslået. Fra toppen går det kortvarigt ned, inden man lige skal op igen,og så går det for alvor nedad hele vejen til Valldemosa.

Deiá

Vi spiste derfor en meget velfortjent sen frokost, da vi kom frem til Valldemosa. Det er meget hyggeligt at vandre på Mallorca og selv på GR221 er det muligt at afpasse mange af etaperne med en snack eller frokost  i de små byer man går igennem undervejs.

Efter Valldemosa var det egentlig meningen at vi skulle have forsat til fods mod Esporles. Men efter den lange tur, der tog noget længere end vi havde regnet med, blev vi enige om at det måtte være ok at tage bussen det sidste stykke til Esporles. GR221 eller ej. Her tjekkede vi ind på Hostal D’Esporles, et super lille hotel. Aftensmaden spiste vi på Nou de Sant Pere, som vi tilfældigvis snublede over. Vi fik forskellige oste og pølser, og blev til sidst budt på et lille glas, for lige at skylle maden ned. Hvis du kommer forbi Esporles og ”trænger” til tapas, så er det stedet.

Læs mere her:

1. Etape – Pollenca til Lluc

2. Etape – Lluc til Font des Noguer

3. Etape – Font des Noguer til Port de Sóller

4. Etape – Port de Sóller til Deiá

6.Etape – Esporles til Estellencs

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *