Cuba, Små og store eventyr

Havana

Havana

Havana. Bare navnet oser af atmosfære og det er ikke kun cigarerne der sender blå røgskyer ud i Havanas gader. Byens mange gamle amerikaner-biler, de fleste fra 1950’erne og 1960’erne, kører bestemt heller ikke blyfrit. Vi lander i Havana sidst på eftermiddagen en meget varm dag i juli, og på vej ind fra lufthavnen er det netop bilerne der sætter scenen. Det er næsten som om vi ikke har rejst med KLM over Atlanten, men har været en tur med en vis DeLorean fra filmen “Tilbage til fremtiden”. “Great Scott! Vi er i Cuba…”

Cuba28

Vi skal bo midt i byen på Hotel Parque Central, som ligger i gå-afstand til alle Havanas sights og fornøjelser. Så snart kufferten er deponeret på værelset, går turen op på hotellets tagterrasse, hvor der er en fin udsigt over hele byen. Der er, ud over en swimmingpool, også en bar, hvor vi bestiller en omgang Cuba Libre og nyder varmen, solnedgangen og forventningens glæde til de næste dages oplevelser i byen.

Havana   Cuba24

Morgen i Havana

Vi vågner tidligt, og med kameraet i hånden går vi ud i den fine morgenlys. Det er dejligt at være ude inden varmen for alvor rammer. Havana er en by med udpræget patina, og vi går på opdagelse i de forfaldne gader. Nogle steder er husene næsten ruiner, og der står kun en tom skal eller bare facaden tilbage.

Byens indbyggere er på vej til arbejde, mens de mange små butikker og kaffebarer åbner. Barerne og de små butikker er ofte bare en døråbning og en luge hvor kaffen eller maden serveres fra. Flere steder sidder ældre mænd og læser avis på trappestenene og de gamle biler holder parkeret overalt. Nogen er i tip top stand, mens andre, lige som husene, er i meget dårlig stand. 

Havana

Vi finder hurtigt ud af at cigarer og salsa-musik er svært at komme uden om. Vi bliver ofte stoppet og tilbudt cigarer, og overalt strømmer der salsarytmer ud fra caféer og restauranter.  Midt på dagen, mens det er varmest, nyder vi at sidder i skyggen og få en iskold Bucanero (en cubansk øl der går under navnet Cubanero, når den købes uden for Cuba), og der er altid et band i nærheden, der giver den fuld gas med maracas, trommer og guitar. Vi kommer til at kende “Guantanamera” og andre klassikere ganske godt under vores fire dage i Havana.

En lille del af Havana er blevet restaureret til tidligere tiders storhed. Det er især gaderne omkring torvet Plaza Vieja. Her er husene nymalede, og udsmykningen i form af stuk og vinduesmosaikker i farvet glas står som nye. Det er flot og det er ikke svært at forstille sig hvor fantastisk byen har været i sin storhedstid, mens sukkerbaronerne herskede. I denne ende af byen finder vi også et rigtig godt spisested, hvilket ikke er det nemmeste i Havana. Paladar los Mercaders er en familie-restaurant, der ligger på første sal i en smuk istandsat lejlighed.

Daiquiri og en tur i Cadillac

Vi gik også forbi baren Bodeguta del Medio, som efter sigende var her forfatteren Hemmingway drak mojitos – og vi gik forbi, for her var stuvende fuldt. Hele gaden var fyldt med turister, der lige skulle “klikke attraktionen” af. Vi går til gengæld ind på La Floridita hvor Hemmingway drak sine daiquiris. Så kan vi også lige “klikke” en turistfælde af, og der er ikke lige så mange gæster.

Cuba Havana Cadillac

Tilbage til bilerne. De er bare så flotte, og selvfølgelig skal vi have en køretur i en af disse fantastiske “tidsmaskiner”. Det er ikke nemt at vælge. Skal det være en petroleums farvet Buick, en smuk Havana-blå Dodge eller…? Valget falder på den flotteste knaldrøde Cadillac cabriolet, og vi cruiser Havana og omegn rundt i en times tid. Turen slutter med at motoren spinder, mens vi i det tidlige aftenlys, med vind i håret, kører ud ad Malecónen med det uendelige blå hav på den ene side og Havanas havnefront på den anden.

Rejsetidspunkt: juli