Anbefalinger

Hoi An

Hoi An

Hoi An (Vietnam) er nok mest kendt som lampernes by og for sine utallige skrædderier. Det er en hyggelig lille by, med mange gamle bygninger og masser af kultur. Den gamle bydel er meget smuk og har en dejlig afslappet atmosfære. Vi tilbragte mange timer med at gå rundt i de smalle gader, og bare lade byens stemning indfange os. Er man glad for at fotografere, så er Hoi An et slaraffenland. Som en lille bonus er bil-trafik forbudt i den gamle bydel.

Man må ikke snyde sig selv for en tur langs floden om aftenen, når der kommer lys i alle de kulørte lamper.

HoiAn04  HoiAn03

Der er masser af steder at spise og drikke. Vi blev især glade for White Marble Restaurant and Wine Bar, hvor vi tilbragte et par eftermiddage, med at se livet gå sin gang .  Derudover fik vi fantastisk aftensmad på Miss Ly. Den er ikke så stor, så det anbefales at reservere bord…

Har man lyst til en tur til stranden, så ligger Cua Dai stranden kun 4-5 kilometer fra byen. Vi lejede cykler, og kørte forbi til en frokost og en slentretur.

Hoi An

Så kommer du på disse kanter, så er et par dage i Hoi An absolut at anbefale. Vi var her i 2011 og ja, vi havde en lampe med hjem…

Bonus-info: Hoi An er med rette udvalgt til UNESCO’s Verdensarv.

Rejsetidspunkt: august