Små og store eventyr

Koldt med koldt på

Skyerne var forsvundet i løbet af dagen, og natten blev kold. MEGET kold. Med temperaturer ned til -33 grader, er det klart det koldeste jeg har oplevet.

I 2008 var jeg på tur i Nord-sverige sammen med en gruppe, der alle arbejder med udendørsliv. Programmet bød på kørsel  på snescooter og overnatning i tentipi-telte. Vi kørte gennem snedækkede skove og over frosne søer, indtil vi kom frem til vores lejrplads. Så var det tid til at sætte teltene op, og indrette sig. Vi havde rensdyrskind med, som vi skulle sove på, og ellers eget grej. Resten af dagen gik med lidt is-fiskeri og ræs på snescooter. Om aftenen nød vi en enkelt øl, der var tøet op over bålet, inden det blev tid til at sige godnat. Det var helt stjerneklart, og en af de smukkeste stjernehimler jeg har set, også selv om man skulle gå frem og tilbage hele tiden, for ikke at fryse.

koldt

Det blev ikke til mange timers sammenhængende nattesøvn. Soveposen var snørret helt til, men hver gang jeg fik stukket næsen lidt frem, blev jeg gjort opmærksom på hvordan det er at sove i en dybfryser. Om morgenen var der is på alt. Det tøj man ikke havde taget med ned i soveposen, var så godt som stivfrossent og det tog lige lidt tid at få sparket liv i sine støvler. Men snart var dagen i gang, og solens stråler varmede dejligt. Næste nat havde vi fået “installeret” en brændeovn. Vi lavede en “vagtplan” for natten, og så havde man et par timer hver, hvor man skulle holde sig vågen og holde gang i ilden. Ikke at det blev tropiske tilstande af den grund, men det tog da lige det værste.

Efter et par dage i det kolde nord var vi klar til at tage hjem. Vi fik gang i snescooterne, og kørte snart mod civilisationen igen. En kæmpe oplevelse rigere…

Sverige