Nordamerika, Små og store eventyr

Manuel Antonio: Strandliv og pelikaner

strandliv

Groundhog day – og så alligevel ikke. Vi bliver igen vækket af brølaber klokken fem, men denne morgen kommer vi op af sengen og hurtigt af sted. Planen er at være i parken, præcis når den åbner. Vi vil være de første på de fantastiske strande – opleve junglen og strandene helt alene i det fine bløde morgenlys. Eller så alene som det nu er muligt. Der går Robinson Crusoe i denne morgen. 

Robinson Crusoe i et par timer

På slaget syv vandrer vi som nogen af de første ind i parken. Den brede grusvej er helt øde, og det er en fantastisk fornemmelse at være her helt alene. En stor blå sommerfugl, Mophe Helenor, kommer flaksende imod os. Gruset under vores klip klapper knaser lidt, mens skoven omkring os vågner op. Da vi kommer ned på Playa Manuel Antonio, ligger sandet ubrudt, og vi er her alene. OK, der er to andre, men de er langt foran, og har ikke ikke været nede på stranden, men fulgt stien der går oppe langs palmerne.

Her er skønt. Tyste små bølger, smukt sollys og ja, følelsen af at være Robinson Crusoe er helt intakt. Vi nyder stranden med øjet og med kameraet. Halvvejs nede af stranden er der mulighed for at krydse over til stranden på den anden side af palmebæltet. De to strande danner en tange, der går ud til en junglebeklædt pynt. Stranden på den anden side, Playa Espadilla Sur, ligger i skygge og har en ganske særlig stemning. Vi er ved at blive sultne og bestemmer os for at gå tilbage til morgensolen og spise vores medbragte morgenmad. Vi finder et sted hvor vi kan sidde og nyde bananer, kiks og müslibar med udsigt ud over havet.

Det rasler i underskoven og så dukker to vaskebjørne op. Så søde, mor og unge. Det viser sig at bananer åbenbart også er vaskebjørnes livret. Den store bliver meget nærgående og VIL have Helles banan. Haps siger det, og så er hendes hånd inde i munden på en vaskebjørn. Hej, det er ikke en banan! Panikken er hurtigt overstået efter lidt råberi, og vaskebjørnene lusker slukørede af.

Pelikan parade

Så er vi klar til at bade i Stillehavet. Her i bugten er vandet næsten uden bølger, og stranden er omgivet af høje træer og palmer. Pludselig peger Toni op mod himlen. Super Jurassic Park moment! Det risler os ned ad ryggen, da en flok på mere en 100 brune pelikaner glider ud over bugten. Bølgende og hele tiden i skiftende formationer. Samtidig starter en koncert for brølaber inde i skoven. Så stort! 

Vi er strandløver for en tid. I løbet af formiddagen kommer der flere og flere strandgæster. Vi bliver også lidt rastløse, og for enden af stranden begynder en kort vandretur, der følger pynten rundt. Jungle vi endnu ikke har udforsket. Turen rundt mod den anden strand byder på flotte udsigter ud over Stillehavet, vilde kaffebuske, træer med pigge og “nitter”, flere aber, en enkelt helt grøn slange, agutier, masser af sommerfugle og fugle.

  

Vi kommer om på den side og ned på stranden, der nu bages af eftermiddagssolen. Herfra kan vi se over til den lille by, Manuel Antonio, og her er der både bølger og strøm. Sandet er mørkere, mere vildt og her er næsten ingen badegæster. Vi går langsomt frem og tilbage, nyder pelikanerne og de mange små øgler, der ligger oppe i kanten af skoven. På vej tilbage til den anden strand får vi endnu et dovendyr i kikkerten. 

Monkey business

Vi må lige have en sidst badetur inden parken lukker. Tilbage til Playa Manuel Antonio. Stranden er nu et levende bånd af mennesker. Helt anderledes end om morgenen, og især lige ved nedgangen til stranden er der mange mennesker. Her er der også picnic-borde og masser af aber og vaskebjørne. De frække aber og vaskebjørnene har en fest. Aberne napper hvad som helst. Vupti så forsvinder der en juicebrik. Aben suser op i træet.  Behændigt og med kender-mine hiver den sugerøret op af juicebrikken, og drikker juicen lige fra kartonen.  

Manuel Antonio Nationalpark

Det er underholdende at se på, men giver også stof til eftertanke. Parken er grundlæggende uberørt, men hvor der er mange mennesker, er der også dyr, der lærer at turisterne har lækkerier i deres tasker. Ved indgangen får man gennemsøgt sin taske, for det er forbudt blandt andet at tage chips med ind, og det er forbudt at fodre dyrene. Hvilket de fleste også overholder. Men det kan være svært at holde ivrige og hurtige aber ude af sin rygsæk. 

Rejsetidspunkt: januar

BONUS-INFO: Nationalparken Manuel Antonio er oprettet i 1972 og er den mindste i Costa Rica. Her er et fantastisk dyreliv og her findes 184 slags fugle og mere end 100 slags pattedyr.