Gæsteskribent

Marianne fortæller mere…

marianneo15

Marianne har så meget at fortælle, at hun har fået et indlæg mere. Her skriver hun om en weekendtur til Tiniteqilaaq. Tekst og foto: Marianne Olsen.

Vi starter ud lørdag ved middagstid. Det er anden gang, at Henning og jeg skal på denne tur. Den første gang var en super oplevelse, og da vi har fået Mikael på besøg fra Danmark, beslutter vi at gentage succesen, denne gang med nye legekammerater fra byen, Claus og Hans-Erik, som er henholdsvis nuværende og tidligere lærere i byen og Jens Peter fra kommunen.

Isfjord og pukkelhval

Vi sejler af sted i høj sol og efter en times sejlads, lægger vi til ved den nedlagte bygd Qernertivartivit. Da vi var der 14 dage tidligere, flød det overalt med gammelt skrald og ragelse, men den mellemliggende weekend har der været oprydning i bygden, bl.a. med hjælp fra de indsatte i Anstalten! Så denne gang fremstår bygden med de få huse, der fortsat er i brug som fritidshuse, pæn og ryddelig. Det er dog nok kun en stakket frist, fjeldet er desværre overfyldt med skrald mange steder. I gamle dage smed man alt affald ud af vinduerne, da det som udgangspunkt var organisk affald, og hundene sørgede for at rydde op. Denne vane har man desværre ikke helt lagt af sig i det plastik-fantastik samfund, som Grønland også er en del af i dag.

isfjord

Efter en halv times ophold sejler vi videre ind i fjordsystemet. Vi ender med at sejle hele vejen rundt om Ammassalik øen, og første dag sejler vi halvvejen til Tiniteqilaaq. Da vi når frem, går vi et stykke udenfor bygden op af fjeldet, hvor den hytte, som har plads til 8 overnattende gæster, ligger. Fra hytten er der en enestående udsigt ud over Sermilik (is) fjorden. Den hedder isfjorden, da der er mere end 10 aktive gletsjere, som hver dag afleverer utrolige mængder is til fjorden, og alle disse isfjelde kan man slet ikke blive træt af at kigge på.

Tiniteqilaaq

MarianneO1

Vi bliver hurtigt installeret i hytten, og sammen med Dines, vor grønlandske skipper, som jeg har omtalt i et tidligere blogindlæg, nyder vi udsynet på terrassen, da der er en, der råber: hval. Dines tilbyder straks, at hvis vi smider, hvad vi har i hænderne, vil han sejle os ud for at se hvalen på tættere hold. Det gør vi, og selv om der går i hvert fald en halv time med at komme tilbage til båden og sejle ud, så finder Dines hurtig hvalen, og vi får den mest utrolige oplevelse med en pukkelhval, som kommer op flere gange og viser os sin flotte hvidpigmenterede hale, inden den dykker igen.

Fortællinger og meditation

Vel tilbage i hytten får vi gang i grillen, og under middagen diverterer Dines os med fantastiske fortællinger om isbjørnejagter og sælfangst. Man er ikke en rigtig grønlænder, hvis man ikke kan fortælle en god historie! Bagefter sætter jeg mig ud på terrassen i min sovepose og mediterer over alle de fantastiske isfjelde, der glider forbi. Der er ingen problemer med at falde i søvn, og enten er der ingen, der snorker, eller også hører jeg det ikke. Er nok for bedøvet af indtryk og måske også af et enkelt glas vin, der, når nu det er slæbt helt op ad fjeldet, ikke må gå til spilde.

MarianneO11

Næste morgen starter vi tidligt ud. Vi skal nå at besøge Hann gletsjeren i Johan Pedersen Isfjord, inden den storm, som er annonceret på yr.no, melder sin ankomst. Det er høj klar sol og ikke til at fatte, at dagen vil ende med storm og regn. Vi bliver sat i land et stykke fra gletsjeren, og Dines samt riffel (der er jo isbjørne i området) viser en sikker vej op på den isbræ, som er en udløber af indlandsisen. Jeg har gået på gletsjer før og også på indlandsisen, men ingen af de gange kan måle sig med denne oplevelse. Vejret og stilheden bidrager nok hertil, men måske også den totale glæde, jeg længe har været opfyldt af over at være på dette dejlige sted i sommer.

MarianneO5

På turen tilbage skulle vi have besøgt endnu en nedlagt bygd, Ikkateq, men stormen er på vej, og Dines finder det ikke forsvarligt at bruge tid på dette besøg. Henning og jeg har jo også været der to uger tidligere, så vi har allerede oplevet denne nedlagte bygd, hvor jeg navnlig vil fremhæve kirken, som er bygget sammen med skolestuen i lighed med, hvad den er i mange små bygder. Men kirken i Ikkateq er fortsat i brug, kan man se, og står helt intakt, hvorimod skolestuen er totalt vandaliseret.

Det sidste stykke vej mærker vi, at båden hopper lidt på vandet, men dog ikke mere end, da Dines spotter en hval i det fjerne, optager han straks forfølgelsen. Men denne gang kommer vi ikke så tæt på, som inde i Sermilikfjorden, til gengæld når vi hjem, inde stormen bryder rigtig løs.

Rejsetidspunkt: sommer