Små og store eventyr

Milano, mad og mode

Det er kun fire uger siden jeg kom hjem fra min sidste tur til Italien. Kontrasten er dog til at føle på, da jeg suser med metroen fra lufthavnen i Malpense, ind mod Milano. Det er langt fra Abruzzos grønne dale og klare bjergluft som var sidste måneds rejsemål. Men Milano viste sig at være en rigtig dejlig storby, hvis man er til mode, design og kunst. Som bonus er der det fantastiske italienske køkken, man selvfølgelig også finder her.

mil10

Tre dage med storbyliv og kulturoplevelser i Milano. Forventningerne var i top og blev til fulde indfriet. Milano er ikke den klassisk smukke italienske by, men en hektisk storby, hvor ny og gammel arkitektur mange steder står side om side. Efter at have tjekket ind på Enterprise Hotel ved middagstid, var det straks ud i byen. Planen var stille og roligt at krydse gennem byen, “lande” i Milano. Til slut ville vi ende på Diana H, på Sheraton hotel, til en eftermiddags-drink.

Vi fik drinks sidst på dagen, men ikke på Diana H. Jeg er sikker på at det er et alletiders sted om aftenen eller på en rigtig varm dag. Selve baren er flot, men attraktionen skulle dog være haven, som ligger i forlængelse af barens lounge. Men denne eftermiddag var det lidt af en skuffelse, betjeningen var næsten ikke-eksisterende og i dagslys var alting en smule nusset. Så i stedet endte vi på Café If til prosecco, hvilket var meget hyggeligt og helt rigtigt timet. For der gik ikke længe før en tordenbyge fik himmel og jord til at stå i et.

 mil4  mil3

Næste dag var pakket med kultur og design. Først gik turen til Palazzo dell’Arte Triennale, til “XX1T – 21 st. Century Design, After Design”. I designmuseets underetage var der en fin udstilling om rum og arkitektur, samt en udstilling om design fra blandt andet Sydkorea. Derfra gik det gennem Parco Sempione via Castello Sforzesco til Pinacoteca di Brera. Undervejs blev der tid til frokost og senere kunne vi slå to fluer med et smæk ved at nyde en forfriskning på l’arabesque, inden vi gik indenfor i den super stylede mode/bolig forretning der er en del af konceptet. Vi sluttede dagen af med et besøg i Duomo katedralen lige inden lukketid. Domkirken er imponerende både udefra og indefra. Og med eftermiddagens sidste sollys strømmende gennem de flotte mosaikvinduer, var det en rigtig fin oplevelse.

mil5

Sidste dag i Milano, inden vi skulle rejse hjem næste formiddag, satte vi kursen mod Corso Como. En gade fyldt med modeforretninger og caféer og et butikskoncept opkaldt efter gaden. Corso Como ligger i en fabriksbygning i to etager, hvor der i underetagen er mode og på overetagen galleri og en fantastisk boghandel. Det er et helt særligt sted for mode, bøger og tilhørende galleri. Når man træder ind i Corso Como forlader man det travle Milano og kommer ind en grøn gård med blomsterkrukker og caféborde, inden man træder ind i modens “hellige” haller.

 mil7  mil8mil9

Gaden Corso Como støder op mod et helt nybygget og næsten futuristisk område. Flot ny himmelstræbende arkitektur i glas og stål. Det er imponerende og i total kontrast til det vi lige er kommet fra. Maven rumler, og kun et par gader herfra ligger Eataly. Fire etager viet til alt det bedste fra hele Italien. Der er fire restauranter med hver deres fokus. Vi snupper en snack, frisk brød med den lækreste bøffelmozzarella, olie, frisk basilikum og selvfølgelig et glas prosecco. Så var vi klar til at krydse gennem byen gennem Brea kvarteret, for at lade os imponere af alle de flotte flagstore modebutikker i Quardrilatero della Moda. Priserne er ikke til at komme i nærheden af for almindelige dødelige, men det er inspirerende. Sikke vinduesdekorationer og sikke priser.

 mil1  mil2

På vej tilbage mod Enterprise skal vi lige ordne morgendagens hjemtur. For det viser sig at de svenske SAS piloter strejker. Vi ombookes – og pludselig har vi næsten en ekstra dag i Milano. I stedet for et morgenfly, skal vi først afsted om aftenen. Hvad gør man med en ekstra dag i Milano i fuld sol? Vi tog til Porta Genova med sporvognen, gik en tur langs kanalerne og fik brunch på en lille café. Vi  nød søndagsstemningen på via Vincenzo Monti med en is og kaffe på Piazza Sempione med udsigt til triumfbuen. Så var det farvel til Milano for denne gang, men der bliver bestemt på gensyn!

BONUS-INFO: I hele byen finder du hyggelige, moderne og spændende resturanter, caféer og barer. Vi vil anbefale disse, hvor vi fantastisk aftensmad:

Premiato Forno Cantoni. Det var et rigtig hyggeligt sted, og hvis man er til bøf, er det lige det helt rigtige sted.

La Posteria di Nonna Papera. Menukortet byder på lækre italienske specialiteter og klassikere som bland andet risotto. Her er der også udendørsservering.

Osteria Pietre Cavate. Traditionelt og rigtig godt. Her er også en gårdhave, man kan sidde i.

Taglio. Her spiste vi brunch – hyggeligt og moderne.

/Helle

Rejsetidspunkt: juni