Små og store eventyr

Op på toppen af Sgorr Ruadh

Munro bagging er meget populært i Skotland. Der findes i alt 282 Munros, bjergtoppe over 3000 fod /914,4 meter, og så gælder det ellers om at bestige så mange af dem som muligt.

Toppene er spredt rundt i Skotland og selvfølgelig koncentreret i højlandet, og flere af dem ligger lige i området omkring Plockton. Vi havde udset os en top, inden vi rejste, og holdt godt øje med vejret til en top tur. For vejret i bjergene skal man aldrig spøge med og slet ikke på vinterdage i det skotske højland.

I 2002 “baggede” vi vores første Munro, Bla Bheinn (928 meter), der ligger på Isle of Skye. Det tog os så 16 år at nå nummer to. Med den hastighed kan vi vist godt afsløre, at vi ikke når dem alle sammen. Men nu vi fik da fordoblet antallet.

Du kan læse meget mere om alle de skotske Munros hos Walkhighlands.

Kolde fødder

Klokken 6.27 steg vi på toget i Plockton. Vi skulle til Achnashellach, et trinbræt ude midt i ingenting. Herfra er det muligt at gå lige ud i det smukke skotske højland. Der er tre Munros i området, og vi havde udset os Sgorr Ruadh på 962 meter. En tur på cirka 16 kilometer, og en 7-8 timer i guds fri natur.

Der stod vi i morgentusmørkets stilhed med et eventyr foran os. Det første stykke var gennem skov, men snart åbnede landskabet sig op. Det var en utrolig følelse at gå der i stilheden, mens solen langsomt kæmpede sig op over bjergene. De første stråler ramte bjergtoppene, og farvede dem og himlen i dybe gyldne og rosa farver.

Stien var god og tydelig, og vi var i vældig højt humør, lige indtil vi kom til en lille flod. En mindre forhindring. Normalt har vi fundet et sted at krydse floderne, ved at hoppe fra sten til sten, men det kunne vi ikke her. Floden var for bred, og der var flere steder godt fart på vandet.

Efter at have gået op og ned langs floden for at finde et godt sted, blev vi enige om, at vi var nødt til at starte dagen med at få våde fødder. Af med strømperne, støvlerne og bukserne rullet op under knæene. Og så var det ellers bare med at komme ud i vandet, og over på den anden side.

  

Efter en kold men meget opkvikkende tur gennem floden, fandt vi stien igen, og fulgte den op ad bjerget mod passet mellem Sgorr Ruadh og Fuar Tholl (der med sine 907 meter lige præcis ikke er en Munro).

Da vi kom over en bakkekam, stod en lille flok rådyr, og holdt øje med os. De løb dog hurtigt, da vi kom nærmere, og snart havde vi igen det hele for os selv. Det er altså helt fantastisk at være ude i den kæmpe store natur, og ikke et menneske så langt øjet rækker.

En Munro til statistikken

Vi forlod stien og fulgte ruten på kortet. Nu blev det mere udfordrende, og vi måtte klatre op ad et stort, stejlt område med nogle store sten for at komme videre. Det gav sved på panden og udfordrede balancen. Herefter fladede det ud, og det var meget nemmere at komme frem. Et par enkelte steder, hvor solens stråler ikke kunne nå, lå der driver af sne.

Vi klarede den! Ofte er der en varde på toppen, men her var der bygget en læ-skærm af sten. Vi krøb i læ og spiste sandwich og marcipanbrød for at fejre, at vi nu havde to Munros på kontoen. Det blæste og varmt var det ikke, så selv om udsigten var helt forrygende, blev det bare til en kort pause.

Munro Sgorr Ruadh

På den anden side af toppen, var der en slags sti, som vi fulgte ned. Det første stykke måtte vi bruge både hænder og fødder, da det var ret stejlt. Men derefter blev det nemmere, og snart stod vi i bunden af dalen. Havde solen været oppe længere, havde vi nok snuppet Beinn Liath Mhor (926 meter) også. Opstigningen starter nemlig lige der, hvor vi kom ned.

Men et mix af korte dage, og et tog vi skulle nå, gjorde at vi istedet fulgte stien, der løb i bunden af dalen, og gik mod stationen i det skønneste solskin. En tur gennem skotsk højland, når det er allerbedst.

Retur til te og sækkepibe

Godt trætte efter en lang dag, kom vi retur til trinbrættet. Vi havde ikke mødt et eneste menneske siden konduktøren ønskede os en “cracking day”, da vi forlod toget om morgenen. Der var en halv times tid, til toget skulle komme. Så vi tog brænderen frem, og varmede vand til et par meget velfortjente kopper te.

Vi sluttede dagen af på The Plockton Inn, hvor der hver torsdag er live musik. Guitar, violin, fløjte og sækkepibe. En glimrende afslutning på en fantastisk dag.

Sov vi godt den nat? Det kan du lige regne med…

Rejsetidspunkt: november

BONUS-INFO: Du kan læse mere om ruten vi gik på Walkhighlands hjemmeside, hvor du også kan downloade ruten og bruge den på din GPS eller telefon. Vi har app’en Topo GPS på telefonen, hvor man kan købe små udvalgte områder af kort, og det fungerede helt perfekt.

Vi havde naturligvis også medbragt et helt almindeligt kort, hvis nu elektronikken skulle svigte.