Små og store eventyr

På tur langs isfjorden

”Giv mig sne og giv mig hunde, så kan I beholde resten”, sagde Knud Rasmussen en gang. Ja, ja, men en kop varm kakao på Hotel Icefiord i Ilulissat, med en fantastisk udsigt ud over Disko-bugten, er nu heller ikke helt skidt. Vi var taget til Ilulissat for at se isbjerge og vandre langs med isfjorden og verdens hurtigste gletsjer Sermeq Kujalleq.

Rygsækken var pakket, og vi fulgte den gangsti der er bygget, for at alle kan komme ud og se isen. Vi kiggede på vores kort, drejede til venstre, væk fra gangstien, og fulgte isfjorden ind mod indlandsisen. Vi var 300 kilometer nord for polarcirklen og de eneste lyde der hørtes, kom fra isen, der knagede og bragede ved siden af os. Her var helt fantastisk smukt, og man følte sig meget lille midt i al den storslåede natur. Turen gik gennem sparsom arktisk vegetation, op og ned ad klipper og fra sten til sten over små floder.

Hen ad eftermiddagen begyndte vi at lede efter et sted at slå teltet op. Vi fandt et godt sted, hvor jorden var plan, der var rindende vand og vi kunne se isbjerge. Perfekt! Midnatssolen sørgede for lyse nætter, så det eneste der kunne drive os i soveposen, var de sværme af myg, der fulgte os rundt. Længe leve myggenet! Før vi kravlede i poserne, var det tid til en single malt og et stykke marcipanbrød. En super måde at slutte dagen af på, som vi har indført på alle vores vandreture.

 Tur12  Tur10

Dagen efter bragte vores vandrestøvler os forbi en lille ”strand”, hvor store stykker af is var gået på grund. Det var som at gå rundt i en skulpturpark, hvor alle skulpturerne var lavet af is og Moder Natur var den store kunstner. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, så isen glimtede i et utal af nuancer af hvidt, blåt og turkis.

Fint besøg til maden

Teltet var atter slået op, og vi havde varmet vand til aftensmaden. Vi sad helt stille på klipperne, nød den friske luft og kigger ud over den utrolig smukke isfjord. Pludselig var der noget der bevægede sig i udkanten af synsfeltet, og vi opdagede at vi havde fået besøg. En lille polarræv var blevet lokket forbi ved lugten af mad, og skulle nu have stillet sin nysgerrighed. Den stak dog hurtig af igen. Måske havde den bare ikke lyst til Pasta Bella Italia den dag.

Tur2

Det var i juni 2009. Når vi ikke sov i telt, sov vi på vandrehjemmet i Ilulissat, hvilket klart kan anbefales. Her vrimler det med folk, der også er kommet for at gå ture, og tips og gode råd flyver hen over bordet i fællesrummet.  Siden har vi været i Sisimiut, for at køre hundeslæde og opleve Grønland i al sin vinterpragt. Kalaallit Nunaat, vi kommer snart tilbage igen…

BONUS-INFO: Isfjorden er fredet og en del af UNESCO’s verdensarv. Ilulissat er Grønlands tredje største by (Nuuk og Sisimiut er de største). På dansk hedder den Jakobshavn, opkaldt efter Jakob Severinsen der grundlagde byen i 1741. Polarforskeren Knud Rasmussen blev født i Ilulissat den 7. juni 1879.

Link: Læs meget mere om Ilulissat isfjord på denne hjemmeside.