Små og store eventyr

Plockton – højlandets juvel

Vi havde længe snakket om hvad efterårets ferie skulle bruges til. Skulle der være en vandretur i Spanien? Eller måske Italien? Begge dele havde længe været på tegnebrættet. Og hvad endte det så med? Skotland!?

Vi er rigtig glade for Skotland, og elsker den vindomsuste natur, den dejlige skotske accent og gæstfriheden. Så Skotland, nærmere bestemt den lille by Plockton, blev udgangspunktet for vores ferie.

The Kyle Line

Efter en overnatning i Inverness, afhentning af billetter og køb af kaffe, er vi klar. Klar til at tage toget til Plockton, der ligger på den skotske vestkyst. Den lille by, med bare 378 indbyggere, har fået tilnavnet “The Jewel of the Highlands”, og er et meget populært turistmål, især om sommeren.

Vi har købt og reserveret billetter hjemmefra, men der er masser af plads i toget. Så vi finder et par gode pladser, og gør os klar til en 2,5 times togtur. Selv på en gråvejrsdag, hvor skyerne hænger helt nede i knæhøjde, er det en smuk tur. Vi nyder udsigten (når den er der) og glæder os til ti dage i ro og fred, med naturen lige udenfor døren.

Plockton

Next stop Plockton! Tid til at få pakket sammen og hanke op i rygsækkene. Vi står af og går ned til byen, der ligger en kvarters gang fra stationen. Nu er det ikke længere tåget, det støvregner. Vejret viser sig fra sin allermest skotske side. Efter at have dumpet vores rygsække i The Anchorage, hvor vi skal bo, er det blevet tid til en sen frokost. Den får vi baren på Plockton Hotel. En plads lige ved kaminen og et par super lækre fiske-anretninger. Nu begynder det at ligne ferie…

   

Vi ankommer mandag den 5. november, hvilket er Guy Fawkes Night eller Bonfire Night. Så aftenen bruges på bål, fyrværkeri og mulled wine på havnen sammen med resten af byen.

Sov og spis i Plockton

Vi har lejet underetagen hos Fiona og Alexander i The Anchorage via Airbnb. Det ligger helt perfekt lige midt på “hovedgaden”, og har en fantastisk udsigt ud over vandet. Det er et hyggeligt, gammelt nyistandsat fisker-hus, og vi føler os straks hjemme. Der er også masser af B&B i området, og så er det også muligt at bo på Plockton Hotel eller Plockton Inn.

Når man bor i Plockton, er der ingen grund til at gå sulten i seng. Heller ikke hvis man ikke gider at lave mad. Her er nemlig flere rigtig gode muligheder for at spise ude. En del af menu-kortet består af friskfanget fisk og skaldyr, hvilket er dejligt og helt naturligt, når man tænker på, at spisekammeret findes lige uden for døren.

Vi fik virkelig dejlig mad på både hotellet og the Inn. Vi vil dog særligt fremhæve en Seafood Platterthe Inn. Tilsæt et rigtig godt glas hvidvin, og “Bob’s your uncle!”

I sommerperioden er der live musik flere gange om ugen på Plockton Inn, om vinteren er det kun om torsdagen. Ud over musik og god mad har the Inn også et stort udvalg af whisky. Plockton Hotel ligger næste lige ved siden af vores hus, så det bliver vores “lokale pub”. Baren virker mere hyggelig, og de har et bedre øl-udvalg end the Inn.

Der ligger også en lille købmandsbutik/café, Plockton Shores. Her kan du købe det mest nødvendige, og nyde en scone til kaffen. Normalt er det også en restaurant (der skulle være rigtig god), men den del var desværre lukket, mens vi var der.

Livet i Plockton

Det sker ikke meget i Plockton i november. Og så alligevel. Der er plads til overraskelser, når man har Fiona og Alexander som værter. Et bank på døren, og vi står med to stykker lækker fødselsdagskage. Et andet bank gør at aftensmenuen straks bliver ændret. Pludselig står vi med en hel spandfuld friskfangede muslinger. Af sted til The Shores for at købe en flaske hvidvin, og ind og spørge Google om en opskrift…

Noget andet der er godt, er at gå en tur op til Rowan Barn.  En gårdbutik hvor man kan købe friske landæg, sæsonens grøntsager, hjemmelavet chutney og meget lækkert syltetøj, hvilket er ganske vist og prøvesmagt.

Husk vandrestøvler!

Der er masser af muligheder for at vandre i det smukke område, hvilket var en af grundene til at vi valgte Plockton som base. Det giver selvfølgelig mange flere muligheder, hvis man lejer en bil. Men vi er ret glade for at gå og tager helst lokale tog og busser, for det er en del af rejsen for os.

Vi vil i de næste par indlæg, se nærmere på nogle af de fantastiske ture vi gik.

Links:

Bestil billetter til The Kyle Line hos ScotRail.

Læs mere om området på Visit Plockton.

Rejsetidspunkt: november

BONUS-INFO: Hvis du så BBC tv-serien Hamish Macbeth i midten af halvfemserne, så har du også set Plockton. En del af serien er nemlig optaget i byen, hvis fiktive tv-serie navn var Lochdubh.