Rejseguide, Små og store eventyr

Rejseguide: Oktoberfest i München

oktoberfest

Går du med en drøm om at tage til Oktoberfest i München, men ikke lige kan overskue hvordan og hvorledes? Så sæt dig ned og læs denne lille guide. Når du er færdig, kan du roligt pakke dine lederhosen eller din dirndl, (eller købe når du kommer frem), for så er du klar til fest.

Oktoberfest

Find en 420.000 m² stor plads. Her opsætter du 14 store og små øltelte, der sælger stærk øl, og anlægger et tivoli med forlystelser og madboder rundt om. Vær opmærksom på at det største telt har plads til 8.450 siddende gæster, så det er STORE telte, vi snakker om. Nu har du nogenlunde en idé om, hvordan der ser ud.

Pladsen hedder Theresienwiese, og i år var der cirka 6,2 millioner gæster, og der blev drukket omkring 7,5 millioner liter øl. Det var 184. gang der blev afholdt Oktoberfest, og det var 8. gang, jeg var af sted.

Transport

Det er ingen sag at komme til München, og det tager ingen tid, hvis man flyver. Du kan nemlig flyve direkte fra København med SAS og Lufthansa. Efter lige over halvanden time står du i lufthavnen, der officielt hedder Franz Josef Strauss International Airport.

Jeg anbefaler at man tager videre med offentlig transport. Fra lufthavnen kan du tage S-bahn lige ind til centrum.  Tag enten linje S1 eller S8. Det tager 35-45 minutter, alt efter hvor du skal hen og hvilken vej du kører rundt.

Fra flere af stationerne kan du skifte og tage videre med U-bahn. Det er nemt at komme rundt med offentlig transport i München. Man kan rent faktisk tage U-bahn lige til pladsen. Stationen “Theresienwiese” ligger på linje U4 og U5. Så bliver det ikke meget nemmere…

Overnatning

Der er rigtig mange mennesker i München under Oktoberfesten. Derfor er det vigtigt, at du bestiller hotel i rigtig god tid. Især hvis der er et specielt hotel, du vil bo på. Der er mange overnatningsmuligheder, så der er noget for enhver smag og pengepung.

Vil du bo helt tæt på pladsen, så kan jeg anbefale Hotel Seibel. Det ligger lige på den anden side af gaden, så det er nemt og hurtigt at komme til og fra pladsen. Vær opmærksom på at der også findes en Pension Seibel, som ligger inde midt i byen.

Et andet godt og nemt alternativ er InterCityHotel, der ligger lige op ad Hovedbanegården.

oktoberfest

Øl

I hverdagene åbner teltene klokken 10.00. I weekend’erne åbnes der allerede klokken 09.00.

Der serveres seks forskellige slags øl i de 14 øltelte til Oktoberfesten. Priserne (2017) ligger mellem 10,60 – 10,95 Euro for en liter øl, og de stiger lidt hver år. Du kan vælge mellem:

  • Augustiner (6 %)
  • Paulaner (6 %)
  • Spaten-Franziskaner (5,9 %)
  • Löwenbräu (6,1 %)
  • Hofbräu (6,3 %)
  • Hacker-Pschorr (5,8 %)

I de fleste af teltene er der sidste udskænkning klokken 22.30, og teltene lukker en time senere, klokken 23.30. Dog har Käfer Wiesn-Schänke og Weinzelt åbent til klokken 01.00, og har sidste udskænkning klokken 00.30.

oktoberfest

Mad

Rundt på pladsen er der masser af madboder, hvor du blandt andet kan købe pølser i lange baner. Ud over pølser er der også Leberkäse, en af mine favoritter. En slags farsbrød der kommer i en bolle med stærk sennep.

Det er også muligt at få noget at spise i teltene. Her er favoritterne grill-kyllinger og platter med ost, skinke og pølse. Men der er meget mere at vælge imellem, og hver telt har et menukort.

Diverse

HUSK KONTANTER! Du kan ikke betale med kort på pladsen. Jeg anbefaler derfor at du hæver/veklser, inden du kommer ned på pladsen. Der er godt nok nogle hæve-automater, men der er næsten altid kø.

Hver tirsdag er det Familiedag. Det betyder at der er rabat på nogle af de børnevenlige forlystelser. Om tirsdagen ser man derfor mange små skoleklasser, der er taget på udflugt.

oktoberfest

Hvor mange dage?

Ja, det er jo så et godt spørgsmål. Vi er normalt af sted to-tre dage, og det passer meget godt. Så har man fået danset på bænkene, sunget med på “Ich War Noch Niemals In New York” og “Take Me Home, Country Roads” og den værste tørst er blevet stillet.

Gode links:

Den officielle hjemmeside for Oktoberfesten

Information om transport i München, Münchener Verkehrs- und Tarifverbund

Oversigt over stationer på S-Bahn og U-Bahn (pdf)

Rejsetidspunkt: september

BONUS-KARRUSEL-INFO: Jeg anbefaler en tur i weissbier-karrusellen, hvor du kan dreje stille rundt, mens du nyder en halv liter Münchner Weisse fra Hofbräu. PROST!

BONUS-INFO: Der er mange mennesker på pladsen og i teltene hver dag. Et godt råd er at undgå fredag og lørdag, da det er tæt på umuligt at komme ind i teltene om eftermiddagen/aftenen. Der er masser af gang i festen i hverdagene også…

Oktoberfest 2018 kommer til at foregå fra den 22. september til og med den 7. oktober.

/Toni