Gæsteskribent

René Ljunggren fortæller…

Som vi lovede i et tidligere indlæg, giver vi nu ordet til René Ljunggren, der tager os med på fjeldvandring i det nordligste Sverige. Tekst og foto: René Ljunggren.

Højt mod nord i Lapland ligger Sveriges højeste fjeld, Kebnekaise, sådan cirka 72 kilometer fra Ábesko i nord og 19 kilometer fra Nikkaluokta i øst. Et vældigt fjeldområde omkranser fjeldet, der er 2014 moh.

Jeg har vandret i området siden 1969, og ser man på antallet af ture, jeg har foretaget i fjeldområdet, så er vi oppe i tal, jeg slet ikke mere kan huske. Siden den første tur hvor jeg vandrede alene ad Kungsleden fra Ábesko til Nikkaluokta, er det bare blevet ved, og den dag i dag kan jeg faktisk ikke undvære det, og vender tilbage år efter år.

På jagt efter nye fjeldoplevelser

Kungsleden går som nævnt lige forbi fjeldet, og Kungsleden kender næste alle som en til tider ret befærdet vandrerute, så den vandrer jeg naturligvis ikke hvert år, selvom det er en flot rute.

Udenfor Kungsleden findes en mængde mere eller mindre markerede vandrestrækninger og et utal af umarkerede men mulige ruter, og det er dem jeg går efter. Igennem mange år har det været mit mål at finde samtlige mulige ruter på kryds og tværs i fjeldområdet, hvilket har givet mange enormt flotte og spændende fjeldoplevelser.

En af de spændende afkroge af fjeldområdet fandt jeg faktisk ved et uheld, idet min kammerat og jeg faktisk gik forkert. Forkert lyder måske for nogle som en katastrofe i fjeldet, men det er det ikke nødvendigvis, som vi skal høre om i det følgende.

Planen var at starte i Ábesko Östra som er en lille by på jernbanen og vejen lige før Ábesko turiststation og som vi kom til med toget. Herfra ville vi vandre ud gennem Lapporten og videre over Moarhmma-passet til Visttas og derfra mod Kebnekaise fjeldstation. (Se kortet).

Den grønne rute er den planlagte, og den røde sådan som det gik.

Det gik fint gennem Lapporten og videre frem og op i slugten mod Moarhmma, hvor vi teltede et par hundrede meter under plateauet, hvor den lille hytte ligger.

Vi havde haft fint vejr hele vejen og velvidende at plateauet ved hytten er et stenhelvede, teltede vi på en lille afsats ved et klukkende vandløb, der kom oppefra via et lille vandfald. Et perfekt sted der var plant og med rindende vand og en strålende udsigt ned gennem kløften.

Da vi kryber ud af teltet er vandet forsvundet, så det må have været så koldt i højderne, at vandet er frosset deroppe. For her hvor vi lå, var der ikke en dråbe. Vand var der jo nede i kløften, hvor gletsjerstrømmen buldrede ned mod dalen langt under os, men det kunne vi ikke nå på en sikker måde. Den morgen blev det ikke til morgenmad, så vi pakkede sammen og fortsatte de sidste par hundrede meter op, i håbet om at vi kunne nå vand ved gletsjerne deroppe.

Plateauet er ligesom et fladt område, med flade skiferblokke der dækker det hele, og selvfølgelig var der vand, så vi kunne få morgenmad. Solen skinnede stadig og alt var fint. Vi tog rygsækkene af ved hytten for at gå rundt og fotografere. Der er flot heroppe, hvor gletsjerne er lette at nå og hvor deres blågrønne farvespil stod i kontrast til den blå himmel.

Vi er gået forkert

Vejret kan skifte utrolig hurtigt i fjeldet, og pludselig driver meget lavthængende skyer ind over passet, og det bliver fuldstændig tåget. Sigtbarheden reduceret på få minutter til få meter, og så står vi der!

Nå! Vi havde jo været der før, og vi skulle jo blot ned mod Visttashytten. Vi fandt hytten, hvor vi havde sat rygsækkene, og fik dem på igen, hvorefter vi søgte nedad. På vej ned syntes jeg ikke at det så ud som det plejede, men det var jo tåget og vi kunne være en smule afsporet og derfor kommet ind i et blokområde, men nedad gik det, og så kunne vi altid orientere os, når vi atter var under skyerne.

Da vi var helt nede i dalen, så det godt nok noget anderledes ud end forventet, men man har en tendens til at få tingene til at se ud som de skal og bør, så vi gik videre – det blev nok mere kendt længere fremme. Det gjorde det ikke, og vi måtte erkende, at vi var gået forkert. Et nærstudie af kortet viste at vi lige havde ”glemt” passet fra hytten og op, inden vi gik nedad. I stedet var vi gået ned i en kløft til dalen Leavasvággi. En lidt flad fornemmelse kan jeg huske at vi stod med, og tilbage gad vi ikke gå for at fange det rigtige spor igen.

Frem med kortet

Vi skulle være på fjeldet i alt i tre uger, og vi havde stadig proviant til over en uge, så det var sådan set lige meget hvor vi vandrede, og nu havde vi jo fundet et helt nyt område, der så spændende ud. Leavasvággi var i hvert fald flot og letvandret, men vi skulle jo helst finde ud af præcis hvor vi var. Kort og kompas kan man godt glemme alt om når det er gået galt, for at pejle skal men kende noget at pejle til, og da vi ikke havde nogen rigtig anelse om hvor vi var, var det bedre at vurdere ud fra kortet.

Leavasvággi

Vi var ret sikre på at Leavasvággi var det rigtige, så gik vi mod vest, ville vi kunne se enten ned i Laddjuvággi eller i Visttasvággi. Så det gjorde vi, og pludselig stod vi i strålende sol og kikkede over mod Kebnekaises gletsjerklædte toppe og vidste at dalen under os var Visttasvággi!

Nu kunne vi lige så godt bruge de resterende dage på at udforske vores nye område og så vandre ned til landevejen og bussen mod Kiruna, når vi skulle nå toget hjem.

Opdagelsen af det område jeg nu kalder Levasområdet, har efterfølgende givet anledning til flere ture, hvilket jeg godt kan anbefale.

BONUS-INFO: Du kan læse meget mere om René’s oplevelser på hans hjemmeside, Outside Stories. Vi skrev for kort tid siden lidt om René’s nye bog “Vandring i Skandinavien”. Det indlæg finder du her.