Små og store eventyr

You’ll Never Walk Alone

Liv7

Jeg har holdt med Liverpool Football Club i snart fire årtier. Heldigvis viser de tit Liverpool i fjernsynet, men der er nu ikke noget som en tur på stadion. Det legendariske Anfield Road, der har været hjemmebane for Liverpool FC siden 1892, er absolut et besøg værd. Jeg er taget til Liverpool for anden gang. Klar til at få gåsehud når der synges You’ll Never Walk Alone. Klar til en pintThe Albert. Klar til kamp! BOOM! We go again!

Liverpool FC har en lang og glorværdig historie, selv om specielt de sidste mange år har været uden sølvtøj. Sidste gang de blev mestre var i sæsonen 1989/90, og fans hungrer efter at ”the reds” igen vinder titlen som det bedste hold i England. I oktober overtog den karismatiske tyske træner Jürgen Klopp tøjlerne. Humøret er steget og optimismen blomstrer atter blandt klubbens fans.

Liverpool

Vi ankom lørdag, og da kampen var blevet flyttet til om søndagen, kunne vi jo så bruge tiden på et besøg i shoppen (hvor et par nye t-shirts, et halstørklæde og et par Klopp-kopper, kom med hjem) og en rundtur på stadion. Det anbefales at man booker rundturen på forhånd, da de ofte er fuldt booket. Heldigvis havde de plads på en af dagens sidste ture.

Efter denne sæson, skal den gamle hovedtribune rives ned, og en ny opføres. Dermed kan der være plads til cirka 54.ooo tilskuere på Anfield (en forøgelse på cirka 8.500). En stor del af Liverpools historie ligger her i The Main Stand, og vores tur rundt var den anden sidste. Fremover vil det se helt anderledes ud, når man kommer rundt. Spillertunnellen med det legendariske This is Anfield skilt, omklædningrummene og The Boot Room, hvor trænerne efter sigende lagde taktikken i storhedstiden i 70’erne og 80’erne, forsvinder.

En stor del af sæderne er træsæder, og der er absolut IKKE meget plads til benene.

Liv8

I den ene ende af stadion ligger The Kop. Det er her de mest dedikerede fans sidder, og det var her vores rundtur sluttede. På disse pladser har man levet, jublet og grædt med legender som Steven Gerrard, Robbie Fowler, Ian Rush og ikke mindst Kenny Dalglish. Det er hjertet på Anfield. Det er her sangene starter. Det var her jeg fik noget afklippet græs fra banen. YES! All You Need Is Love!

Der er en masse forskellige stadionture, hvor man blandt andet kan møde nogle Liverpool Legends. Se mere om de forskellige ture og priser her på Liverpool FCs hjemmeside. Det er også muligt at besøge LFC Museum, hvor du kan se pokaler og en masse fodbold memorabilia.

Liverpool

Liv9

Tre point og videre på pub

Ingen fodboldtur til Liverpool uden et besøg på pubben The Albert, der ligger lige ved siden af stadion. Gæsterne kommer fra hele verden, og før en kamp er her altid fyldt. Der er en fantastisk stemning, og pubben er fyldt med billeder af Liverpool-legender, fodboldtrøjer og halstørklæder. Overfor Anfield ligger pubben The Park, som er et glimrende alternativ. Her er også fyldt med Liverpool tilhængere.

Selve kampen er der ikke så meget at sige om. En sejr på 2-0 og tre point. Skal de ud og spille i Europa, så ligner den eneste mulighed efterhånden, at de skal slå Sevilla i Europa League finalen, der spilles i Basel den 18. maj. Gør de det, så er der en plads i Champions League klar til efteråret.

Der mangler nu kun en runde i sæsonen, og jeg kan godt afsløre at de heller ikke vinder mesterskabet i år. Men næste år, så bliver det godt…

Liv5

Nå ja, og udover alt det der fodbold, så byder Liverpool by også på ting som Albert Dock, det berømte museum Tate Liverpool og noget halløj med nogle langhårede fyre der spillede musik engang.

Rejsetidspunkt: maj

BONUS-INFO: Et af de faste indslag til en Liverpool kamp er sangen You’ll Never Walk Alone. En sang der oprindeligt blev skrevet af amerikanerne Rodgers & Hammerstein til musicalen Carousel i 1945, men senere blev fortolket af den engelske gruppe Gerry and The Pacemakers i 1963. I 60’erne blev de mest populære hits spillet før kampene på Anfield Road, og folk sang med. Når YNWA blev spillet, fortsatte publikum med at synge selv om sangen var slut. Da sangen ikke længere blev spillet før kampene, sang publikum den alligevel og en tradition var født…

Rejse-facts: Vi brugte Thomas Cook Sports, og bestilte kampbillet og en enkelt hotelovernatning, men der er også flere bureauer der arrangerer pakkerejser. Hvis du gør det selv, så er det nemmest at flyve til Manchester og tage toget til Liverpool. Togturen tager 1-1,5 time. Hvis du lige vil snuppe en kamp i London-området også, så tager det cirka 3 timer med toget fra Liverpool til London.

/Toni