Causey Pike er med sine 637 meter ikke en af de højeste toppe i Lake District, men var en rigtig god vandretur, der kan forlænges til andre af de omkringliggende toppe uden problemer. Turen tog cirka 4 timer, men så var der også tid til at tage billede og nyde udsigten.
Dagen startede grå og kold. Vejrudsigten havde lovet opklaring senere, så der var ikke nogen undskyldninger. Vi havde planlagt turen sådan at vi havde samme start og slutpunkt. En klassisk rundtur. Vi fulgte en sti der først førte os op mod Rowling End. En tur der hurtig gav varmen, da den var ret stejl. Vi var hurtigt nødt til at have hænderne i brug også, da der skulle klatres flere steder mellem sten og klipper. Da vi kom op, var solen også kommet frem. Så var der ikke meget mere, vi kunne forlange af en decemberdag i England. Fra Rowlings End fulgte vi den lyngbeklædte højderyg hen mod Causey Pike, der stod og ventede med sin lille pukkel på toppen. Denne del af turen var nem, og det var først når man nåede helt hen til selve pukkelen, at det blev lidt af udfordring. Det sidste stykke skulle man nemlig klatre op. Ikke noget vanvittigt, men man skulle stadig have tungen lige i munden, og se hvor man satte hænder og fødder. Vi klarede det i fin stil og på toppen var det tid til en snack og en tår vand.
Fra Causey Pike fulgte vi højderyggen indtil vi kom til Scar Crags. Kort her efter gik der en sti ned til højre, som førte tilbage til vores udgangspunkt. Fortsætter man ligeud, kan man, hvis man har tid og lyst, bestige Sail (773 m) og Craig Hill (839 m). Vi gik tilbage mod vores turens udgangspunkt, da vi ikke havde så lang tid tilbage før solen gik ned. Den sidste del af turen ned, var på en virkelig god bred vandresti, en ren “motorvej”, og vi stod snart nede på vejen igen. Klar til nye udfordringer eller en tur på pubben.
Der er flere ruter til og fra toppen. Vi anbefaler at man starter turen med at klatre op til Rowling End, og derfra gå videre langs højderyggen ind til Causey Pike, som beskrevet her. Det er især en god idé, hvis det har regnet eller sneet, da der er en del klipper og sten, der skal forceres i starten, og det er nemmere at klare op ad med friske ben.
BONUS-INFO: Husk altid at medbring et kort, også selv om du har din GPS-dims med. Vi havde OS Explorer Map OL4, der dækker det nord-vestlige område af The Lake District, med på turen.