Mykines – et paradis for lunder og godtfolk

Vi skal til Mykines, og vi glæder os. Med os har vi telt, forplejning til et par dage samt store forventninger, for vi skal ud og se lunder. Forhåbentlig masser af lunder. Turen starter med Bus 300 fra Torshavn, der kører os ud til den lille færgehavn Sørvágur. Herfra skal vi med båd ud til klippeøen, der er Færøernes vestligste punkt. Øen er ganske lille, kun cirka 10 km², og med bare 14 fastboende (pr. 1. januar 2017).

Busturen tager en lille time, og det går hurtigt. Der er masser at kigge på og landskabet skifter hele tiden. Noget andet der også ændrer sig ustandseligt, er vejret. Sådan er det på Færøerne. Vi starter med tåge i Torshavn, og når frem til Sørvágur i smukt solskin. Undervejs laver vi en gættekonkurrence om hvilket vejr vi kommer ud til, efter at have været gennem en af de lange tunneller, der er en del af Færøernes infrastruktur.

Sørvágur

Der lugter af fisk i Sørvágur!  -og vi er glade for at vi har bestilt vores færgebilletter online og i god tid. Der er mange, der gerne vil med, og der er ikke plads til alle. Vi står tæt på dækket og uden at vide det har vi fået pladser på første parket. Lige i solen og i læsiden så vi slipper for den meget friske vind og bølgesprøjtene, der undervejs får flere til at søge ly i salonen under dæk. Vi kan til gengæld nyde turen og udsigten til lodrette klippesider, takkede skær og en uendelig blå horisontlinje, der brydes af dykkende måger.

Enter Mykines

Vi har solen med ud til Mykines, og lægger til i den lille bitte havn, hvor der på den ene side er lodrette klippevægge og på den anden en lang trappe op til øen. Der er også en liftanordning, der kan transportere tung bagage og varer op. Vi har ikke travlt, og fornemmelsen af Mykines kryber ind undervejs op ad trappen. Der er ingen biler på Mykines – øen er alt for lille – til gengæld er der masser af trillebøre, der tages i brug, når noget skal transporteres. Hvis det er rigtig tungt, er der også en gravko, som kan tage et par tunge tasker med den korte tur op til den lille bygd. Det er svært ikke at blive bare lidt forelsket ved første øjekast.

Der er ingen egentlig campingplads, men vi kan slå teltet op på en græs-eng i udkanten af bygden. Det er en af de bedste teltpladser, vi nogensinde har haft. Udsigten er perfekt. Nedover bygden, ud over havet og med frit udsyn helt ud til fyrtårnet på spidsen af Mykineshólmur. Her er stille. Kun lyden af får, fugle og vandets brusen fra vandløbet, der deler pladsen i to. Om formiddagen var der bare to andre telte, men i løbet af dagen dukker endnu et par stykker op.

Af sted til lunde-land

Teltet er oppe, en hurtig kop te, frokost og dagstursrygsækken pakkes. Nu af sted mod fjeldet og se på lunder! Det er der også mange andre der skal. I løbet af formiddagen kommer der flere både med lunde-turister. Vi afpasser vores opstigning, så vi kan gå lidt i fred. Vi har jo al den tid i verden, der skal til, for vi skal ikke retur med båden samme dag. Beslutningen om at blive på Mykines i to dage er allerede mere end godkendt. Det er skønt med teltet, for når dagsturisterne tager hjem med den sidste båd sidst på eftermiddagen, er der helt stille og vi har Mykines og lunderne for os selv, næsten. Freden varer lige til næste formiddag, hvor den første båd lander med næste hold fugle-entusiaster og turister.

De allerfleste af lunderne, eller søpapegøjerne som de også kaldes, bor ude ved Mykineshólmur, som det alleryderste af Mykines hedder. Man kommer derud via en bro på 35 meter, der fører over et smalt sund mellem klipperne. Men til vores store begejstring er der allerede lunder på vej op ad fjeldet, og da vi når toppen af den lange fjeldkam, er der rigtig mange. De står tæt på kanten af de lodrette klipper, parate til at tage hovedspring og som små optrækkelige legetøjsfugle flyve ud over havet efter fisk.

Det er mere end fantastisk! Lunderne virker forholdsvis upåvirkede af at vi og de andre lunde-turister stimler sammen og fotograferer i et væk. Nogen har bare deres mobil, men mange er seriøse fugleentusiaster. De har det helt store udstyr med, og man kan høre, at der bliver knipset igennem.

Det er en rigtig flot tur ud til den yderste spids, hvor fyrtårnet ligger. Solen skinner, græsset er grønt og vi har det blå hav dybt under os. Lyden af tusindvis af fugle følger os på vej. Stien er nem at følge. Et enkelt sted går stien stejlt ned på ydersiden af klipperne og bølgerne brager under os. Det er flot, dramatisk og vi er glade for rækværket og de velanlagte hårnålesving, der gør turen mindre stejl.

Vel nede og tilbage på fjeldets mere ‘flade’ side venter der tusindvis af lunder. De bor i små huler, de har gravet, og der er huler og lunder overalt. Både på skråningen og i svirrende flokke i luften. Og ja, tag ikke søndagstøjet på, for du vil højst sandsynligt blive ramt af en lundeklat eller to…

Mykineshólmur

Vi kommer ned til broen, der fører os over til Mykineshólmur. Den er fint dekoreret med utallige fugleklatter. Ude ved fyrtårnet er der udsigt ind over Mykines, havet og alle fuglene. Svimlende langt nede ligger to markante klipper fyldt med fugle. Sulerne suser tæt forbi, og det er altså ikke en lille fugl.

Det er samme vej ud og hjem. Tilbage ved lundekolonien, sætter vi tiden helt i stå. Vi nyder øjeblikket, finder en siddeplads på stien og kigger på lundelivet. Det er fascinerende og de snakker løs. Der er en blød brummen af lunder overalt. De lyder som en blanding af en gammel motorsav og en knallert tilsat en god sjat gekko.

“Lundefilmen” bliver taget, og vi vandrer langsomt tilbage. Det tager sin tid, for der er lige en lunde eller en ny udsigt eller farven på havet har skiftet farve, og det skal ses og fotograferes.

Det er sidst på dagen, da vi kommer ned fra fjeldet. Nogen har helt bestemt fortjent en kold øl, og det kan man faktisk få. Trods øens og bygdens lidenhed er der hele to caféer, The Locals og Café Mykinesstova. De ligger dør om dør, men har ikke samme ejer og heller ikke helt samme udvalg på hylderne. Vi vælger The Locals. Her kan man udover drikkevarer også få sig en rullepølsemad eller et stykke lagkage. Dåseøllen er fra Færøernes lokale bryghus, Föroya Bjór, og koster 40 kroner. Vi holdt os til en enkelt omgang.

Aften sluttes af foran teltet med en god gang Pasta Carbonara, direkte fra posen. Det smager fint og desserten er (som altid) Single Malt whisky og marcipanbrød. Alt er så godt.

Øretæver i luften

Næste morgen er vejret lidt mere gråt, men egentlig fint. Vi begiver os op i fjeldet, inden de første turister dukker op, og følger klippekanten i modsat retning fra i går. Vi kan kigge ind mod Mykines’s højeste punkt, Knúkur, der dog er dækket af lave skyer. Her er også lunder, men slet ikke så mange som på Mykineshólmur. De virker heller ikke så vant til at få besøg. Stien fører til sidst ned ad fjeldet, over græsenge fyldt med gule ranunkler og små lyserøde blomster og støder til den ujævne grusvej, der går fra bygden op i fjeldet og ud til fårenes forskellige indhegninger.

Fugleskrig. Vi bliver ‘overfaldet’ af havterner, de flyver tæt forbi os. De har deres koloni her oppe, og de hader at få besøg og er meget territoriale. Det første stykke af vejen bliver vi jagtet af sted. I sikker afstand fra ternernes koloni holder vi en pause med udsigt, vand og et par stykker lakrids fra posen med Skipper Mix.

Færøsk solnedgang

Det er først på eftermiddagen, da vi kommer retur til bygden, og vi har bestemt os for at tjekke den lille købmand ud. Den ser hyggelig og old school ud med borde og stole udenfor. Der er kun åbent mellem 15-17, velplanlagt efter turisternes rytme, og det er der lidt tid til endnu. Hvad er så mere naturligt end at fordrive tiden med at tjekke den anden café ud. Den er klart mere café-agtig, med kager og vafler på menuen. Altså er det tid til kaffe, varm kakao og kage. Her er en rigtig hyggelig stemning, og det er nemt bare at blive siddende.

Købmanden er fin, men mere en lille “turist-antik-butik”. Efter et kort kig og en fototur gennem bygden er vi tilbage på fuglefjeldet, hvor eftermiddagen bliver fordrevet med lundekiggeri og et studie af fugleentusiaster. Begge dele er meget fascinerende.

Det er vores sidste aften på øen. Det klarer op og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Vi bestemmer at en aftentur og en mulig solnedgang er oplagt. Det er næsten blevet helt vindstille og vandet er blankt som et spejl – havblik. Det er så smukt og stille her ved verdens ende, på den der helt perfekt måde. Vi suger det hele til os, mens vi venter på at solen synker, hvilket sker sent så langt nordpå. Det bliver ikke sådan en klassisk solnedgang, den bliver færøsk, med skyer og drama. Så flot.

En tur i helikopter

Der er ikke tid til at ligge og fise den af, for vi skal pakke sammen og være klar til afgang med helikopteren klokken 9.56. Ja, vi skal flyve tilbage. Prisen er beskedne 145 kroner pr. person, for det er en del af den færøske politik, at der ikke skal være et “udkants Færøerne”. Bestil plads i god tid. Det er en stor helikopter, men der er altså ikke plads til mere end 12 passagerer.

Det er så håndholdt det hele, men det fungerer, og inden vi ved af det, er vi på plads i helikopteren. Turen ind til lufthavnen på Vágar tager bare 10 minutter, men hvor er det super fedt at se hele Mykines og kysten i fugleperspektiv. Absolut et must, hvis du har muligheden.

Vi er tilbage i lufthavnen, men vores færøske eventyr er slet ikke slut. Nu venter en tur med bussen til Klaksvik og så med færgen til Kalsoy. Vi glæder os, og samtidig kunne vi godt være blevet på Mykines bare en enkelt dag mere…

Rejsetidspunkt: juli

BONUS-INFO: For at komme til Mykines kan man sejle med båden fra Sørvágur, men kun i de fire sommer-måneder, eller tage en helikopter fra Vágar, der afgår 3-4 gange om ugen. Det er en god idé at bestille billet i god tid. Vær dog opmærksom på at transporten kan blive aflyst, hvis vejret er dårligt.

Der er ikke nogle egentlige campingfaciliteter ud over selve græsengen, hvor man må slå teltet op. Men der er et fint toilet i bygden, som er åbent 24/7. Her kan man hente vand og børste tænder, og der er rent faktisk også mulighed for at tage et brusebad.