Op ad Rio Negro i Amazonas 

Det er verdens største regnskov, Amazonas, og vi havde bestilt seks dage i skoven med 100% luftfugtighed, insekter og unikke oplevelser. Vores indgang til denne fantastiske verden var fra Cusco i Peru, og ved første øjekast på kortet var der ikke sååå langt. Men det tog alligevel det meste af halvanden dag at komme helt ud i den vildeste natur. Der hvor kun de indfødte indianere (som heldigvis var vores guider) kunne finde vej.

Vi kørte af sted tidligt om morgenen fra Cusco i jeeps mod Rio Negro, som er en af Amazonflodens store bifloder. Vi var et lille sluttet selskab, og ud over os og to guider var der kun den ene chaufførs italienske kæreste med. Jeeps var det helt rigtige køretøj, for ikke længe efter vi havde forladt Cusco, snoede vi os gennem bjergene ad smalle grusveje. Det var i den sidste eftermiddagssol, vi kørte ind i Manu Pillcoppata, hvor vi skulle sove, inden vi næste dag skulle sejle op ad floden. Der var en helt speciel stemning i denne sidste outpost, inden regnskoven. Vi blev indlogeret på et lille lodge, der ikke havde den store luksus at prale med. Simple køjesenge i træ og fælles bad og toilet.

Det var også her vi mødte “cigaren” for første gang. Den sad på moskitonettet, der hang over køjerne. Et kæmpe insekt i cikadefamilien!! “Hjælp hjælp”. Vores guide, Ronald, kom straks ilende, og grinede, da han så grunden til panikken. Han fangede “cigaren” og forklarede at da han var dreng og boede i regnskoven, havde de store insekter været deres legetøj, og de var helt ufarlige. Welcome to the Jungle! siger vi bare…

Op ad Rio Negro

Næste morgen sejlede vi ud på den store Rio Negro. Regnskoven var tæt på begge sider af den brede flod, og undervejs spottede vi flodsvin, aber og papegøjer. Sidst på eftermiddagen var vi fremme ved vores første lejrplads, en rydning i regnskoven. Her skulle vi sove de to første nætter, inden vi begav os videre ud i regnskoven for at sove et par nætter i telt.

Vi sov faktisk også i telt de to første nætter. I lysningen var der bygget et par simple platforme i to etager med palmetag. På platformen var der lige plads til et tomandstelt og et par fede hængekøjer. Sikke en udsigt. Den første aften sad vi der med benene dinglende ud over kanten og så solen gå ned over Amazonas trækroner.

Morgenvækningen var ikke mindre fantastisk. Vi kravlede ud af teltet – og er det ikke et par tukaner, der sidder der i det træ? Jo da. Før vi fik spist morgenmaden, havde vi også set en flok amazonpapegøjer, der fløj ind over lejren.

Dagen blev brugt i gummistøvler, hvilket er det mest fornuftige fodtøj i regnskoven. For der er vand, sump og slanger. På turen ind i regnskoven var håbet, at vi måske ville få set en tapir eller to. Dem så vi desværre ingen af, men vi så små aber, fugle og mærkelige larver. Vi lærte også hvordan man hugger en lian over med sin machete, så det er ligesom at åbne for vandhanen, når rent drikkevand fosser ud.

Ind i mørket

Om aftenen skulle vi på nat-tur ud i skoven – hvilket gav os totalt kriller i maven. Der er kulsort i Amazonas, når solen er gået ned. Vi begav os af sted i en række udstyret med lommelygter og pandelamper. Hvilket var en meget lille trøst i det altomsluttende mørke. Ved lyden fra tusindvis af larmende insekter fulgte vi en lille flod, hvor vi skulle se om vi kunne finde nogle alligatorer.

Det blev ikke til alligatorer men til en et-kilos tudse og en fugleedderkop i køkkenet, da vi kom retur. Vi kravlede op for at sove, men inden vi var kom så langt, blev vi overrasket af to drenge, der havde fanget to alligatorunger i floden, og dem skulle vi da lige se.

Grillet piratfisk

De to dage vi sov i teltet dybt inde i regnskoven på en flodbanke var fantastiske. Det vrimlede med store sommerfugle, der kom ned til den lille og rolige biflod for at nyde solen i den lille lysning. Der blev fisket efter piratfisk, og der blev også fanget et par små eksemplarer, der senere blev grillet over åben ild. Det var unikt at sidde der omkring bålet, langt væk fra alt, midt i regnskovens nattemørke og bare lytte til regnskoven.

Det var en helt uforglemmelig tur, og her mere end ti år efter, står den stadig som noget af det mest fantastiske vi har oplevet.