Vandretur: Klintekongens Rige
Vi har igen været på tur med vores gode venner, René og Lene. Denne gang gik turen til Møn, hvor vandreturen “Klintekongens Rige” ligger og lokker med en 14,5 kilometer lang rundtur gennem Høje Møns fineste natur.
Møn er fin
“Klintekongens Rige” åbnede i 2022, og blev på daværende tidspunkt kåret til Europas bedste vandrerute af det tyske Deutsches Wanderinstitut. Det er måske lige at strække den, men der er absolut ingen tvivl om, at det er en utrolig flot og afvekslende vandretur.
Vi startede fra parkeringspladsen ved Jydelejet i fuld sol. Ruten er godt opmærket med små grønne skilte med en rød krone, men vi havde også lagt den ind på telefonen for en sikkerheds skyld. Naturstyrelsen var ved at fælde træer i den sydlige ende, og ruten var derfor omlagt. Så var det dejligt med et kort, så vi kunne finde et par alternative ruter.
Vættelys og frokostpause
Den nordligste del af ruten førte os gennem Jydelejets bakkede overdrev op til den idylliske park ved Liselund. Her kiggede vi ind gennem vinduerne på det lille lystslot og vandrede gennem park-anlægget med sine pænt friserede græsplæner og fint anlagte søer. Meget i kontrast til det mere vilde og rå landskab langs klinten.
Vi gik ned på stranden ved Djævlekløften. Det nederste af trappen var godt nok ødelagt, men det var muligt at komme ned alligevel. De fleste af trapperne langs Møns Klint har været ødelagt efter en voldsom stormflod i 2023, og flere af dem er stadig ikke mulige at benytte.
Nede på stranden kan man rigtig fornemme klinten, der på sit højeste sted er 128 meter høj og dermed er Danmarks højeste klint. Øjnene spejdede efter fossiler på stranden, og vi fandt da også nogle vættelys og et forstenet søpindsvin.
Da vi nåede trappen ved Jydelejet Fald, gik det opad igen. Kort efter kom vi til et par bænke, der nærmest skreg “frokostpause”. Solen skinnede stadig og der var fri udsigt ud over havet. Frem med brændere, vand og frysetørret mad – og snart var der fire varme retter klar. Luksus!
Kaffe på GeoCenter Møns Klint
Herefter fulgte vi stien gennem skoven og langs kanten af klinten. Nogle steder er der ikke så meget udsigt, men andre gange åbner det op, og man får nogle fantastiske kig ud over det imponerende område.
Ruten går selvfølgelig lige forbi GeoCenter Møns Klint, hvor vi besluttede os for, at det var tid til en velfortjent kaffepause, inde de sidste 4,5 kilometer. Vi vendte dog tilbage næste formiddag, hvor vi tilbragte et par timer blandt rav, flint og danekræ på centret – der i øvrigt har rekorden for verdens største samling af vættelys.
Få hundrede meter derfra drejede stien væk fra klinten, og resten af turen var ren skovtur. Da vi nærmede os parkeringspladsen ved Jydelejet igen, gik ruten over Aborrebjerg, der med sine 143 meter er det højeste punkt på Møn. Vi holdt en kort pause og nød den storslåede udsigt, inden vi gik de sidste par hundrede meter.
Op og ned, bakker og trapper. “Klintekongens Rige” er en rigtig flot og spændende vandretur, og så var det helt perfekt at kunne slutte turen af med en Klintekongens Klassik, da vi kom tilbage.
Villa Huno
Vi boede i en lejlighed på Villa Huno. Alle lejlighederne ligger med udsigt ud over Hunosøen, og det var virkelig en fornøjelse at sidde indenfor ved det store panormavindue, mens solen gik ned, og efterlod himlen til alle stjernerne og Møns “Dark Sky”.
René og Lene havde forberedt en gryderet hjemmefra, så efter en hel dag ude i den det dejlige efterårsvejr, var der dømt mad, rødvin og hygge om aftenen. Og de første spæde idéer til nye eventyr kom på tegnebrættet…
“Klintekongens Rige” ligger lige på den anden side af vejen, så det bliver simpelthen ikke nemmere. Det er forøvrigt også en fin, lille tur at følge den cirka 1,2 kilometer lange sti rundt om Hunosøen.
Links:
- Møns Klint, Naturstyrelsen.
- Turfolder (pdf), kort over vandreruter på Møns Klint og Klintholm Gods fra Naturstyrelsen.
- Visit Sydsjælland og Møn.
Tidspunkt: oktober
BONUS-INFO: Ifølge de gamle myter var Klintekongen et overnaturligt væsen, der var Møns beskytter. Han skulle efter sigende bo i Møns Klint, og herske over de tre klinter, Møn, Stevns og Rügen.