Knuds hus – et glimt af Grønland

Måske er det varmen, der har sat ekstra gang i drømmene om endnu en tur til Grønland. Op til isfjeldene, indlandsisen og den storslåede natur. Derfor pakkede vi rygsækken og tog til Hundested. Ja, og hvor er så koblingen mellem Hundested og Grønland, tænker du. Den er Knud Rasmussen, den store danske polarforsker.

Vi har i mange år snakket om at besøge Knud Rasmussens Hus i Hundested. Nu skulle det være. Vi pakkede en god madpakke, fyldte termoflaskerne med koldt vand, snørede skoene og så afsted. Ud til en rigtig fin oplevelse i Sommerdanmark.

Knuds hus

Knud Rasmussens Hus ligger en kort gåtur fra Hundested station eller havnen, og det ligger utrolig smukt. I et bakket område med en storslået udsigt over Kattegat.

Huset stod færdigt i 1917, og fungerede som arbejdssted. Det var her, der blev planlagt ekspeditioner og skrevet bøger. Nå man går rundt i huset, mærker man historiens vingesus. Det er nemt at forstille sig Knud sidde ved sit arbejdsbord, og lade blikket glide ud ad vinduet, ud over havet. Drømme sig til Grønland, ud på tur med hundeslæden.

Knud Rasmussen døde i 1933 og i 1939 overdrog hans enke, Dagmar Rasmussen, den cirka 25.000 m² store grund og huset til kommunen. Herefter har det fungeret som mindestue og museum.

På en bakke tæt på huset står en stor mindevarde, der blev opført i 1936. De sten der er brugt til varden, er blandt andet samlet i grønlandske bosteder.

Ved siden af indgangsdøren hænger der en tavle, hvorpå der så smukt står skrevet: “Her var hans hjem, og herfra drog han ud / Den dristigste i flokken: Danmarks Knud. En livsomfavner – som blev favnet selv / af lyse himle og af snegraa hvælv. Saa tav hans hjerte som et standset spil / Hans sidste slædespor føg langsomt til. Men som et nordlys over Danmarks savn / staar skæret fra hans smil, hans daad, hans navn”.

Det koster 60 kroner at besøge museet. Børn og unge under 18 er gratis.

Huset i Grønland

Knud Rasmussens fødehjem ligger i Ilulissat, Grønland, og er i dag byens museum. Vi var så heldige at være forbi i 2009, på dagen hvor Grønlands Selvstyre blev indført. Der var fest og glade dage i hele Ilulissat, med danseopvisning på pladsen foran Knuds fødehjem. Huset ligger med en fantastisk udsigt ud over havet, hvor isfjeldene, i de mest utrolige blå-grønne nuancer, driver langsomt forbi.

Når vi nu snakker om Ilulissat, så kom vi til at tænke på en anden historie. I bakkerne lige uden for byen, lå et lille stykke, som egentlig er et ret stort stykke, af en grønlandshval. Indbyggerne valfartede til hvalstykket, og skar store lunser af, som de efterfølgende tog med hjem til køkkengryderne. Det var første gang siden totalfredningen i 1932, at det var tilladt at fange grønlandshvalen, og det skulle fejres.

Ifølge skik og brug kan også man bare skære et lille stykke spæk af og tygge det som slik, hvilket nok er en tilvænnings sag. Vi skar et par stykker af, tyggede og tyggede og må nok indrømme, at det ikke bliver en del af vores fredagsslik.

Læs om vores tur langs isfjorden i Ilulissat her.

Nordkyststien

Nordkyststien er en afmærket vandrerute, der går fra Hundested til Helsingør (68 kilometer), og blandet andet lige forbi Knud Rasmussens hus. Det er nemt at dele turen op i mindre stykker, da både tog og busser holder i flere af de små byer undervejs.

Du kan eksempelvis vandre fra fra Hundested til Tisvilde, en strækning på cirka 20 kilometer, hvilket egentlig var vores plan. Men da vi desværre var kommet lidt sent afsted, besluttede vi os for kun at gå til det gamle fiskeleje, Kikhavn. Her nød vi til gengæld en dejlig medbragt frokost med udstigt ud over vandet, inden vi gik retur, og sluttede dagen af med et par fadøl fra det lokale bryggeri, Halsnæs Bryghus, på havnen i Hundested. Hvilket bestemt også kan anbefales.

Links:

Læs mere om museet og Knud Rasmussen på museets hjemmeside.

Du kan finde kort og foldere online på Naturstyrelsens hjemmeside.

Rejsetidspunkt: juli

BONUS-INFO: Hvis du vil læse/lære mere om Knud Rasmussen, kan vi anbefale bøgerne “Den Store Slæderejse” af Knud Rasmussen og “Vinterens Hjerte” af Kirsten Hastrup.