Europa, Færøerne, Små og store eventyr

Konni, kunst og kædedans

Vores eventyr på Færøerne startede egentlig i Tórshavn – med en dørsnaps naturligvis. Vi bor privat hos venner i udkanten af Tórshavn, og det med dørsnaps, når der kommer gæster, er en færøske tradition, som vi kom til at opleve et par gange i løbet af vores tur.

Den første aften er vi inviteret med til 40 års fødselsdag hos Guðrið. Her er der både dørsnaps, rabarberøl, mere snaps og en kæmpe buffet med en masse færøske specialiteter. På nær noget fermenteret kød, som ikke lige var noget for os, er det lutter lækkerier. Velkommen til Færøerne, hvor fødselsdagen bare var den først flig af den gæstfrihed vi mødte.

Kaffe og kunst

Dagen efter vågner vi op til en tyk “ærtesuppe” af en tåge, der ligger over hele Tórshavn. Det giver ekstra atmosfære til vores gåtur i havnen og rundt i den gamle bydel. Tågen bliver til regnvejr og tid til at søge indendørs. Vi går ind på Kaffihúsið. En rigtig hyggelig café der ligger med udkig til bådene i småbådshavnen.

Tórshavn

Det er heldigvis kun en byge. På vej tilbage går vi ind på Færøernes Kunstmuseum, der har en særudstilling med værker af William Heinesen. Vi er også inde og se “Blådybet”, en kunstinstallation i en container. Det er fascinerende at gå ind i containeren, hvor spejle, lys og farver giver en følelse af uendelighed. Installationen er lavet af den berømte færøske kunstner Tróndur Patursson.

Vi slutter af med at tage en runde i den permanente udstilling, hvor der er flere værker af Tróndur Patursson. Blandt andet disse tre (Natur, Efterår og Sommer).

Tórshavn

Tórshavn fejrer ólavsøka

Efter et par dage med lunde-kig på Mykines og et par dage på Kalsoy, er vi tilbage i Tórshavn. Det er tid til at fejre Færøernes Nationaldag, ólavsøka.

Ólavsøka eller Olaifesten falder den 28. og 29. juli. Folk fra de nærmeste byer (og øer) kommer til Tórshavn, og fester sammen. Den 29. er helt speciel. Her tager mange rundt sidst på eftermiddagen, besøger venner og naboer. Der bydes på mad og der drikkes en snaps, eller to, inden alle sidst på aftenen mødes midt i Tórhavn for at synge og danse kædedans. Det vender vi lige tilbage til…

   

Tórshavn er pyntet op til fest begge dage. Madboder, øltelte og musik fylder gaderne. Der er mennesker overalt hele dagen og natten med, og rigtig mange er iført den flotte færøske nationaldragt. Der er en rigtig hyggelig stemning i byen.

Mange gallerier er åbne og vi besøger det færøske værksted og galleri, Steinprent, og får en snak om kunst og trykketeknik med Jan Andersson.

 Konni Kass  Steinprent

Det er lige før spisetid og lyden af en sprød saxofon trækker os op til et lille set-up i den gamle bydel, hvor der senere skal være koncert med den færøske sangerinde Konni Kass og hendes band. Desværre kan vi ikke være med, når koncerten starter, og må nøjes med prøverne. Vi har nemlig bestilt bord på en restaurant klokken 18. Men Konni og band lyder dog rigtig dejligt, så vi skynder os forbi musik-forhandleren og køber deres CD. Super musik! Den har kørt i heavy rotation, siden vi kom hjem.

Sæt kryds ved Barbara

Vi har booket bord på fiskerestauranten Barbara, der ligger nede ved havnen. Normalt kan man vælge mellem forskellige retter, men i dagens anledning har man kun en menu, der sjovt nok hedder Ólavsøkan Menu. Så den vælger vi. Og vi bliver bestemt ikke skuffede. Det er virkelig dejlig mad.

Tórshavn Barbara

Fællessang og lommelærker

Vi kommer ud i tusmørket, mætte og med en spændt forventning til Ólavsøka afslutning, som vi har hørt så meget om. Der er nu kommet rigtig mange mennesker på gaden, og vi går rundt og nyder stemningen. Klokken 12, midnat, mødes alle i centrum af Tórshavn og så er der ellers dømt fællessang.

Der synges en masse sange fra et lille sanghæfte, inden der sluttes af med færøsk kædedans. Lommelærkerne farer rundt på kryds og tværs, når der hilses og skåles med venner og familie fra nær og fjern. Det er en rigtig fin og meget stemningsfyldt oplevelse.

Efter 21 sange er vi klar til kædedans. Du kan lige så godt lære det med det samme. Først tager du de nærmeste i hænderne, og så er det ellers to skridt til venstre og et til højre, og sådan bliver det ved. Og ja, der synges videre, lange kvad, mens vi danser i en lang slange gennem gaderne og den store plads foran rådhuset.

Næste dag er det tidligt op og i lufthanen. Fyldt med indtryk (og snaps) tager vi en taxa, og snart sidder vi i flyet på vej til Danmark. Det har været en ret vild uge, med så mange oplevelser, at flere af dem slet ikke er sunket ind endnu.

Rejsetidspunkt: juli

BONUS-INFO: Den rigtige måde at ønske God Olaifest, hedder Góða Ólavsøku. Så ved du det…