Bøger og film

Masser af vild viden

vild viden

Boganmeldelse. Anmeldereksemplarer fra Carlsen.

Vild viden er en ny bogserie af biografier fra forlaget Carlsen, der henvender sig til børn mellem 10 og 14 år. Det er meget begrænset, hvad der findes af biografier til den aldersklasse, så ideen er at ramme de børn og unge, der gerne vil læse faglitteratur om nogle fascinerende og spændende mennesker.

Det synes vi er en glimrende idé. For selvfølgelig skal de unge da have noget seriøs litteratur, så der ikke går YouTube i det hele. Vi har altid læst meget begge to, og sætter stadig stor pris på en god bog. Når bøgerne så endda handler om nogle berejste eventyrere, kan vi ikke forlange meget mere.

Vild viden

Der er netop udkommet tre bøger, alle skrevet af Line Friis Frederiksen, i serien:

  • På tværs af Stillehavet – Den utrolige historie om Thor Heyerdahl
  • Først på Everest – Den utrolige historie om Sir Edmund Hillary
  • Alene jorden rundt – Den utrolige historie om Laura Dekker

Alle tre bøger er på lige under 120 sider, og indeholder en håndfuld billeder. Men det er absolut den vilde viden, med masser af fakta, der er sat fokus på. De er spændende, inspirerende, lærerige og ikke mindst godt fortalt. Jeg har læst to af dem (turen rundt om jorden har jeg stadig til gode), og var super godt underholdt hele vejen. De får mine varmeste anbefalinger.

 vild viden  Vild viden  Vild viden

Imponerende bedrifter

Vi stifter bekendskab med tre personer, der hver især har søgt eventyret. To af dem har for længst skrevet sig ind i historie-bøgerne. Nordmanden Thor Heyerdahl, der sejlede næsten 8.000 kilometer over Stillehavet på tømmerflåden Kon-Tiki  i 1947, og biavleren fra New Zealand, Sir Edmund Hillary, der var første mand på toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest, i 1953.

Og så har vi historien om hollandske Laura Dekker der i 2012, i en alder af bare 16 år, blev den yngste, der har sejlet jorden rundt alene. En imponerende sejltur der varede 518 dage.

Bøgerne fortæller historierne om personerne, med vægten lagt på deres største bedrifter. Men de kommer også rundt om barndommen og familien, inden vi får et dybere indblik i de strabadser, der har gjort netop deres historier til noget helt særligt.

Selv om du skulle falde udenfor målgruppen, er der flere timers eventyrlig læsning, hvor du kan genopfriske, dykke ned i eller måske for første gang stifte bekendskab med hovedpersonerne i disse tre utrolige historier. Og måske vækker de, uanset om du er ung eller gammel, en lyst til at rejse ud i verden. Ud hvor oplevelserne og eventyrene står i kø, og bare venter på at blive fundet…

Lidt om forfatteren

Hvis du synes du har hørt om Line Friis Frederiksen før, så har hun, udover at være min kollega for mange, mange år siden, blandt andet været vært på TV-serien “Danmark – kyst til kyst” i tre sæsoner på DR.

Line er uddannet biolog, medlem af Kvindelige Eventyreres Klub og har skrevet flere bøger, deriblandt en om Charles Darwin og hans evolutionsteori, “Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet”.

Der er også masser af eventyr-blod i Line. Hun har blandt andet isklatret, boet tre måneder dybt inde i regnskoven i Amazonas og besteget Denali, det højeste bjerg i Nordamerika, og dermed en af The Seven Summits – de syv højeste bjerge på de syv kontinenter.

Hvis du er blevet nysgerrig, kan du læse mere om Line på hendes hjemmeside.

BONUS-INFO: Til foråret udkommer der yderligere tre biografier. De kommer til at handle om de to fodboldspillere Christian Eriksen og Pernille Harder, samt tennisspilleren Caroline Wozniacki.

/Toni