Med Game of Thrones i baghaven
Ja, vi ser Game of Thrones, og er super godt underholdt. Flere scener fra den populære tv-serie er filmet i og omkring Split. Vi kunne derfor ikke lade chancen for at besøge et par locations, gå vores næser forbi.
Tag med til Meereen…
Fortet i Klis, der ligger cirka 12 kilometer fra Split, bliver brugt som kulisse til slavebyen Meereen i Game of Thrones. I serien bliver byen befriet af dragemoderen Daenerys Targaryen på hendes vej mod det endelige slag om jerntronen. Vi venter spændt. Nu må det godt snart blive forår i 2019.
Fortet er bygget for mere end 2000 år siden, altså det originale, ikke det fra tv-serien, og har set sin del af krige og kroatiske herskere. Det er en rigtig fin oplevelse, også selv om man ikke er fuldstændig besat af Jon Snow, Tyrion Lannister og alle de andre.
Der var ikke specielt mange besøgende, da vi var der. Så vi følte af og til, at vi havde hele fortet for os selv. Der er nogle enkelte områder, der er afspærret. Ellers er det er stort set muligt at gå, hvor man vil. Dele af fortet er sat i stand. Blandt andet en bygning midt i fortet hvor dets lange historie bliver formidlet.
Med sin beliggenhed 360 meter over havets overflade, byder fortet i Klis også på en fuldstændig fantastisk udsigt ud over hele Split og omegn.
Der er masser af guidede ture i Split, der kan tage dig på den helt store Tour de Game of Thrones. Vi ville bare en tur til Klis og se fortet, så vi sprang på den lokale bus. Du kan enten tage bus 22, der holder lige ved HNK – det kroatiske national teater, og kører hver halve time (undtagen søndag) eller bus 34, 35 eller 36 (der ikke kører så ofte) fra Sukoisanska Bus station. Billetten koster 13 kroatiske kuna hver vej.
Indgangen til fortet koster 60 kuna for voksne, og 30 kuna for børn, og der er i sommerperioden åbent fra klokken 9-19. Vi var forbi midt på dagen, og det var en varm fornøjelse. Men som de siger i Game of Thrones: Winter is coming…
Mens du venter på at køre retur med bussen, kan du nyde en kold øl eller en kaffe på Caffe Bar Belfast. Den ligger lige neden for fortet – og lige ved siden af busholdepladsen.
…og ned i tronrummet
I hjertet af Split ligger Diocletian’s Palads. Et af rummene i kældrene under paladset har lagt mure til Daenerys’ tronrum i Meereen. Det er også stedet, hvor dragerne Viserion og Rhaegal blev holdt indespærret. Vi så hverken Daenerys eller dragerne, til gengæld var der en fin kunstinstallation i hele rummet…
Indgangen til kældrene koster 42 kuna for voksne og 21 kuna for børn.
Hvis du bare må eje en t-shirt eller et krus med et motiv fra Game of Thrones, så frygt ej. Der er flere butikker i Split der sælger merchandise. I den ene af dem kan du endda sidde i en kopi af jerntronen.
Rejsetidspunkt: august
BONUS-INFO: Også byen Dubrovnik, der ligger cirka 220 kilometer fra Split, har lagt mure til optagelser til Game of Thrones. Mange scener fra King’s Landing, hovedstaden i Westeros, er filmet der.
Hej med Jer.
Jeg er i Split lige nu. 🙂
Jeg tænkte på Daenerys’ tronrum, om indgangen er i den der underjordiske handelsarkade???
vi har set en masse mennesker der og kan se at det nu koster 42 Kuna/kroner.
Men vi har valgt at ikke gå ind, da vi ikke rigtig har fundet noget om kældrene om de er et besøg værd. Er de det???
Vi tager til Trogir i morgen og jeg har nydt jeres rejseberetning derfra. vi tager dog bussen. 🙂
Hej Linda. Det er lige præcis der, du/i skal ind, hvis i skal finde “tronrummet” 😉 Hmmm, det er et svært spørgsmål, om de er et besøg værd. Er man til GOT, er de helt sikkert. Er man til gamle bygninger/kældre, er de også. Billedet i indlægget er fra “tronrummet”, der er et af de store rum, og så er der en masse mindre rum i samme stil. Men ellers er der ikke såååå meget at komme efter.
God tur til Trogir og hils Chuck Norris, hvis du ser ham… 😉
/Toni
Hverken mig eller John har nogensinde set GOT, vi er dog til gamle bygninger/kældre men dem har vi efterhånden set mange af og da tiden er ved at være knap så tror jeg vi fokuserer på noget andet, så tak for hjælpen.
Vi mødte ikke Chuck Norris, men vi havde en virkelig hyggelig tur til Trogir.
En meget dejlig lille by at prøve på at fare vild i 😉
Det er fuldt forståeligt. Jeg vil heller ikke betegne det som et “must see”. Slet ikke hvis man ikke har set GOT 😉
Vi var også meget glade for Trogir. Fin lille by…