Omvejen til Machu Picchu

Det er nu ti år siden vi rejste til Peru, og tog på vores fantastiske og strabadserende vandretur gennem Andesbjergene. Trekket var på otte dage og gik via Inka-byen Choquequirao til Machu Picchu. Det er en alternativ rute, hvor præmien, efter at have slidt sig op og ned af utallige højdemeter, er at se det helt unikke Machu Picchu. Først fra en bjergtop, hvor vi gennem kikkerten kunne se turisterne myldre rundt, og så dagen efter i den tidlige morgenstund selv stå i ruinbyen.

Vi mangler ilt

Vi havde valgt dette trek, da vi havde hørt at det berømte Inka-trek var mere end veltrampet. Det kan vi ikke sige om trekket via Choquequirao. Vi mødte ingen andre turister, og i det hele taget var det småt med andre mennesker under hele turen. Det var en uge i selskab med vores guide, et par hjælpere, syv æsler og Stewart fra New Zealand, den eneste anden turist der var med på trekket.

Ingen af os havde før vandret i den mere iltfattige luft, der er når man kommer op over 3000 meter.  Vi brugte derfor et par dage i Cusco i 3400 meters højde for at akklimatisere os. Vi kunne godt mærke, at når vi skulle udfolde os fysisk i den tynde luft, skulle der arbejdes hårdere for at få ilt nok. Det var utroligt, hvor hurtigt vi blev forpustede.

Et smut omkring Choquequirao

I de meget tidlige morgentimer kørte vi fra Cusco  til Cachora, hvor vi skulle starte vores trek. Dagturs-rygsækkene og et følge af toppakkede æsler, der bar alt til vores tur, var klar. Foran os ventede otte dages vandring, hvor vi blandt andet skulle over Yanama Passet (4600 m), der var det højeste punkt på turen.

Hele trekket var spektakulært. Både temperaturen og vegetationen skiftede som vi kravlede højdemeter op eller ned. Gennem eukalyptusskove, golde bjergsider med kaktus og kæmpe aloe-planter til subtropiske tågeskove og orkidéer. Vi krydsede floder på hængebroer og rivende strømme på sammenflækkede broer, der ledte tankerne hen på Indiana Jones.

Rutinen var: Hver morgen blev vi vækket klokken syv med en kop coca-té, efterfulgt af morgenmad inden vandrestøvlerne blev snøret og rygsækkene pakket. Så gik vi ud af vores lejr med vores guide, ud på dagens etape.

Bag os blev lejren pakket sammen og op ad formiddagen blev vi overhalet for fuld damp af æslerne med hele molevitten og vores hjælpere. De stod så klar med frokost længere fremme, med ud-klappet bord med dug på, klapstole og dejlig frokost. Den blev hver dag indtaget i det mest utrolige natursceneri. Med udsigt ud over dybe dale og spidse bjergtoppe.

Fantastiske lejrpladser

Efter frokost og et velfortjent hvil brød vi op og fortsatte. Vi ville senere på eftermiddagen igen blive overhalet af æslerne med oppakning og vores peruvianske hjælpere, der var i utrolig god form. De havde så pakket ud, sat telte op og var i gang med aftensmaden, når vi helt udmattede, havde kæmpet os frem til aftenens lejrplads. Her ventede afslapning med popcorn og té, inden det var tid til mad. Appetitten fejlede ikke noget efter en hel dag på de stejle og stenede vandrestier.

Alle lejerpladserne var forskellige, og tre har særligt brændt sig ind i hukommelsen.  En af de første nætter sov vi på en bjergtop (mindede helt utrolig meget om de toppe der er tegnet i Disney filmen ”Kejserens flip”), hvor teltene var slået op på gårdspladsen ved en lille bondegård. Her blev vi om morgenen vækket at høns og geder, der rendte rundt og sparkede til teltdugen.

Den smukkeste og koldeste teltplads var lige på den anden side af San Juan passet (4200 m), ved den lille by Yanama. Her var lejren opstillet på en ganske primitiv fodboldbane, et lille stykke helt fladt mellem de høje bjergtinder. Solnedgangen var utrolig smuk og da mørket kom, kunne vi se Sydkorset på en glitrende stjernehimmel. Om morgenen vågnede vi til frost på plænen, sol og coca-te i stilheden.

Endelig var det selvfølgelig helt specielt at kunne sove med selve Choquequirao ruinen få meter fra teltene. Ruinen lå i 3150 m højde. Vi kom sidst på eftermiddagen, og kunne vandre rundt mellem de gamle stenbygninger og mure. Fornemmelsen af at være der alene, at være de første og at vi lige kunne falde over en glemt og gemt Inkaskat var helt fantastisk. Om morgenen vandrede vi fra Choquequirao i støvregn, hvilket gav alt et uvirkeligt skær. På vej op ad den våde vandresti flimrede kolibrier i den tætte underskov.

Det var selvfølgelig også fantastisk at komme til Machu Picchu, men på en helt anden måde. For selvfølgelig var det overvældende og helt utroligt, men der var noget uspoleret og stille over Choquequirao som Machu Picchu ikke længere havde, med de tusindvis af turister der besøger stedet hver dag.

Vi havde booket vores tur gennem Machete Tours, som dengang var et forholdsvis nyt bureau, der havde specialiseret sig i ture til Peru.

BONUS-INFO: Machu Picchu blev opdaget ved et tilfælde i 1911 af den amerikanske historiker Hiram Bingham. Forinden havde byen været glemt i næsten 400 år. Bingham var egentlig på jagt efter Vilacabamba, inkaernes sidste fæstning. Machu Picchu er selvfølgelig en del af UNESCOs verdenarv, og du kan læse meget mere her.