Roque Nublo – den store sten

Der er noget ved navnet Roque Nublo. Det fik i hvert fald fik mig til at lege med det. Ved ikke om I kan følge mig. Nublo, nubret og det ledte tankerne hen på noget med tekstur, og lige sådan en sten man kan have i lommen, som man kan gå og nulre. Fra vores terrasse så den heller ikke sååå stor ud. Måske ikke lige til at putte i lommen og så alligevel.

Men når man så står der oppe på plateauet, er det en helt anden historie. Det er en mastodont, en kæmpe skulptur formet af vejr og vind. Selve “stenen” er i sig selv 65 meter høj og står i al sin majestætiske ensomhed 1803 meter over havoverfladen. Det er det sidste, der er tilbage af vulkanens top.

Vi starter med kaffe

Endnu en morgen hvor vores vandretur startede i La Culata – så godt planlagt. Tid til kaffe, indkøb af lidt ekstra vand og lige tjekke at sokkerne sidder godt i støvlerne, for vi skal jo ikke have vabler undervejs. Det bliver en varm dag, solen står igen højt på en dybblå himmel. Fra La Culata går det opad gennem åben fyrreskov, hvor bjergsiden er “strøet” med kæmpestore klippestykker. Stien er smal, kantet med blomster og det ene hårnålesving afløser det andet. Det er forholdsvis stejlt, især det aller sidste stykke op til La Goleta.

Da vi stikker hovedet op over kanten ved La Goleta, bliver vi ikke overraskede, da vi mødes af, ja, en p-plads, en kiosk og turister i klip-klapper, blomstrede sommerkjoler og stråhatte. Efter at havde gået op ad bjerget i stilhed, kun med lyden af fuglesang og vores egen pusten er det lidt af et kultur-sammenstød at stå her i vandrestøvler og rygsæk. Men det skulle vise sig at vi var helt rigtig klædt på til det sidste stykke ud til Nublo. Flere af de klip-klappende turister blev nemlig sat. For godt nok starter den sidste del af turen op til stenen med en fin og bred stenbelagt sti, men den ændrer sig hurtig og bliver til en af de sædvanlige bjergstier med mange store sten og ujævnheder. Det allersidste stykke op til plateauet er lidt af et scramble.

Frokost med udsigt

Det er dog alle anstrengelserne værd. Selve plateauet får os til at føle, at vi er landet på månen, og Roque Nublo tårner sig op for enden. Vi får rigtig fornemmelsen af dens størrelse nu, for de mennesker der går lige under den, ser bitte små ud. Man kan gå hele vejen rundt om den, hvis man er lidt af en vovehals og ikke bange for højder. Vi “nøjes” med en 2/3 rundt. Vi sad længe i skyggen af stenen og nød udsigten ned over dalen med La Culata i bunden. Det var så fint. Herfra kunne vi også tage bestik af vores kommende vandretur op til Pico de las Nieves.

Frokosten blev også nydt på plateauet med udsigt over bjergene og vulkanen, Teide, på naboøen Tenerife. Bagefter gik det ned igen, men nu via Degollada Blanca, der sluttelig skulle tage os retur til La Culata. Ved at vælge denne rute ned kommer man hele vejen rundt om Nublo og naturen på dette stykke var så smuk. Høje og duftende gyvelbuske var overalt med deres gule blomster og i det bløde eftermiddags lys med biernes summen og fuglesang kunne vi ikke ønske os mere.

Denne tur til Roque Nublo havde været noget ganske særligt. Et godt minde der vil ligge i lommen, det kan måske ikke nulres, men det kan godt tages frem og nydes igen og igen.

Rejsetidspunkt: april

Vi medbragte:

• Rother Walking Guide – Gran Canaria
• Vandrekort, Gran Canaria, Kompass (1:50.000)