Sassolungo
Man kan komme rundt om Sassolungo-gruppen på flere måder. Man kan gå hele vejen rundt, en tur på cirka 17 kilometer, eller man kan tage kabelbanen fra Passo Sella op til Toni Demetz hytten i 2685 meters højde, og så gå ned gennem midten af bjerget. Vi havde valgt det første, men besluttede os undervejs for det sidste.
Op til Sassolungo
Sassolungo (eller Langkofel på tysk) ligger og lokker til vandretur lige uden for vinduerne. Vi har udsigt til de imponerende bjergtoppe fra vores hotel. Hver morgen har vi kigget op for at se, om vejret i dag er til en tur rundt om Sassolungo. Ifølge vores hotelvært skal vi afsted, når Sassolungo ikke “har hat” på – altså skyer omkring toppene. Vi har ventet og holdt øje med både vejrudsigten og skyerne. Godt vejr er vigtigt, for det er en lang tur uden smutveje hjem, hvis det pludselig bliver dårligt vejr.
Nu er dagen kommet, sol fra en skyfri himmel og bjergene er uden hat. Vi tager liften fra Selva di Val Gardena op til Ciampinoi. Herfra gå vi med uret rundt om Sassolungo. Det er en smuk tur, der veksler mellem enge med græssende køer og udsigt til de høje bjerge med hvide toppe, og en smal sti omgivet af tæt krat hvor store klipperstykker er strøet ud med rund hånd. Vi ankommer til Passo Sella efter halvanden times tid.
En tur i TARDIS
Planen var egentlig at gå hele vejen rundt, men da vi ser kabelbanen ved Passo Sella, beslutter vi os for, at vi ikke kan forpasse chancen for en tur i et klenodie – for der kan da ikke være mange af den slags kabelbaner tilbage.
Vognene er til to personer, og minder mest om telefonbokse. Det er måske det, der får os til at tænke på Doctor Who og hans TARDIS. Det skal gå stærkt, når man skal ind i vognen. Der er ikke noget med, at tage stige ind i et adstadigt tempo. For kabelbanen sætter ikke farten ned, når man springe på. To mand sørger for at vi kommer ombord. De skubber os hurtigt ind, en af gangen, og lukker og låser døren. Og så står vi ellers der.
En flot tur senere bliver vi hevet ud af telefonboksen igen. Vi beundrer udsigten foran Toni Demetz hytten, og kigger på de gamle billeder indenfor, inden vi begiver os af sted. På en anden side af hytten står vi pludselig på en lille gletscher, og kigger på et mylder af mennesker. En del er kommet op for at vandre ned, men der er også mange der tager kabelbanen op for at at nyde udsigten og få en kop kaffe, og så tager kabelbanen ned igen.
Den første del af turen er med tungen lige i munden. Stien er smal og zig-zagger ned ad bjerget. Der er mange løse sten, og det går ret stejlt nedad nogle steder. Længere nede bliver stien bedre, og dalen åbner sig op langt under os. Det er en fantastik tur. At starte oppe i sneen og langsomt sno ned i den strålende sol.
Mødet med Sasmujel
På vej ned kommer vi forbi en stor sten, der er viklet helt ind i klatrereb. Det er et værk, der er lavet i anledning af 150 året for bestigningen af Sassolungo (3181 m). Kunstneren Hubert Kostner har brugt cirka 8000 meter reb, og værket hedder Sasmujel.
Det er land art, når det er bedst. En kunstform hvor naturen i den grad er en del af værket.
Langkofelhütte
Dagens udvalgte pause-hytte hedder Rifugio Vicenza – også kendt som Langkofelhütte. Den ligger midt inde i Sassolungo-gruppen, og herfra er der en fuldstændig fantastisk udsigt.
Ruten ned fra hytten og rundt om Sassolungo byder på nogle super flotte kig over mod Seceda og Geisler-gruppen. Omgivet af bjergernes dybe stilhed, med blomstrende bjergsider og flotte ranke lærketræer kan vi næsten ikke bede om mere. Vi har faktisk så travlt med at nyde turen og udsigten, at vi er lige ved at misse sidste tur med kabelbanen ned til Selva.
Det er en helt suveræn flot tur, som vi slet ikke kan anbefale nok, og hvis du derudover er til klatring og bjergbestigerhistorier, har Sassolungo endnu mere at byde på.
Rejsetidspunkt: juli
BONUS-INFO: Det er som nævnt 150 år siden, at Sassolungo blev besteget for første gang. Det skete helt præcis den 13. august 1869, da Paul Grohmann sammen med to bjergguider klatrede op på toppen.
