Sejerø Bugt Ruten
Sjælland har en masse vandrestier, der går under navnet Sjællandsleden. Vi besluttede os for at afprøve noget af den, og gå en del af Sejerø Bugt Ruten. En tur på cirka 30 kilometer.
Fra Nykøbing Sjælland til Lumsås (ca. 15 km.)
Vi startede lidt uden for Nykøbing Sjælland, og fulgte kysten mod vest. Det bedste man kunne sige om vejret, var at det ikke regnede. Smukt var det dog. Masser af luft og højt til himlen.
Cirka halvvejs på dagens etape kom vi til Klintebjerg, eller Klint Bakker som det også kaldes. Et moræne-landskab der blev formet under den sidste istid, og som byder på stejle skrænter, strand og skov. Det er et meget smukt område, og vi besluttede os for at det også var et godt sted at nyde frokosten. En byge sørgede for at vi ikke blev siddende længere end højst nødvendigt. Herfra gik det videre langs kysten og gennem Sonnerup Skov til Lumsås.
Da vi kom frem til vores planlagte overnatningssted, viste det sig at det var nedlagt for tre år siden, og marken var nu hjemsted for en flok køer. Man skal ikke tro på alt man læser, da både hjemmesiden og vores shelter-app sagde at her var mulighed for overnatning. Heldigvis var damen, der forgæves havde forsøgt at få fjernet grundens status som “teltplads”, meget sød, og lod os overnatte i haven (tusinde tak for din gæstfrihed).
Teltet kom op, og solen begyndte at titte frem. I løbet af en times tid var der helt blå himmel, og vi nød en dejlig eftermiddag i en have i udkanten af Lumsås, med en helt fantastisk udsigt ud over Sejerøbugten.
Vi spiste vores medbragte frysetørrede retter, mens solen gik ned, og kravlede derefter ind i teltet. Som natten faldt på blev himlen fyldt med stjerner, og vi kunne ligge i teltåbningen og nyde synet. En perfekt afslutning på dagen.
Fra Lumsås til Odden Færgehavn (ca. 15 km.)
Vi vågnede til lyden af regn, der trommede på teltdugen, så vi havde ikke travlt med at komme i gang. Til sidst fik vi dog taget os sammen, kom ud af soveposerne, spist morgenmad og pakkede teltet sammen. De næste par kilometer gik af småveje, der var landbrug så langt man kunne se, og havde solen skinnet, havde det været ren Morten Korch idyl.
Det varede ikke længe inden vi nåede til Overby Lyng. Et langt, kedeligt sommerhus-område, som vi ret hurtigt blev trætte af. Set i bakspejlet skulle vi bare have fulgt kysten på dette stykke af ruten. Det råd er hermed givet videre. For da vi endelig kom ud af sommerhus-ghettoen, med frit udsyn til skov og strand, var det rigtig smukt.
Vi kom igennem Overby og frem til Odden Havneby, hvor vi ville spise frokost på havnen. Det er en hyggelig, gammel fiskerihavn, hvor der stadig er aktivt erhvervsfiskeri. Der findes et par spisesteder, og en varm sommerdag må her være fyldt med sommerhus-gæster, der går rundt mellem bådene og spiser is.
Vi havde egentlig tænkt os at fortsætte helt ud til Gniben (spidsen af Sjællands Odde), men efter en dags vandring i regnvejr og en rådslagning på Café Tunen, hvor vi i øvrigt fik nogle fantastiske flæskestegs-sandwich og pomfritter, blev vi enige om at tage bussen retur til et varmt bad og en aften foran brændeovnen i stedet.
Det er forholdsvis nemt at komme til det nordlige Vestsjælland, og der er busser og tog, der kører på kryds og tværs. Vi vender tilbage en sommerdag, hvor vejret er bedre, og går det sidste stykke ud til Gniben. Ja, og så smutter vi nok forbi Tunen igen, til en omgang mere…
Rejsetidspunkt: september.
BONUS-INFO: Kommer du forbi Odden Havneby, så snyd ikke dig selv for et besøg hos Odden Fisk. Du kan se billeder og info om åbningstiderne på deres Facebook-side.
Hej Fin blog I har 🙂
Kan man få besked pr mail når der er nye indlæg ?
Vh
Hej Marianne.
Mange tak skal du have 🙂
Forneden på siden er der en “ABONNÉR VIA EMAIL”, hvor du kan taste din mail-adresse. Så modtager du en mail, når der er nye indlæg.
Glæder mig til at følge jer. Har i vandret på Nordfyn ?
Hej Vibeke.
Velkommen til og dejligt du vil følge med i, hvor vores vandrestøvler bringer os hen 😉 Nej, vi har ikke vandret på Nordfyn, selvom vi har Æbelø på vores liste over steder, vi gerne vil se…
🙂 Toni / afoot