Tanker på tur

Tanker på tur: Kort er godt

kort Scafell Pike afoot

Er kort godt? Jeg siger absolut ja. Jeg er meget glad for kort, og vi har efterhånden fået samlet et pænt udvalg af vandrekort fra vores ture.

Det er en god idé at medbringe et kort, når man er på vandretur – og et godt, gammeldags kompas. Man kan komme langt med sin GPS (eller sin mobiltelefon), men er der ballade med teknikken, så kan man altid hive kortet frem og finde vej. Det næste er så, at man også skal vide, hvordan man bruger det. Ellers er det ikke til meget gavn.

Kortet viser vej

Ud over det sikkerhedsmæssige synes jeg at et kort giver det bedste overblik, når man skal planlægge sin tur. Det er fint nok, at man kan se det hele på for eksempel Google Earth, men jeg foretrækker at foldet kortet ud, og lade hele turen komme til live. Se bjerge, søer, fremmede navne og højdekurver tegne et billede af eventyr og ukendt land.

Kort

Da vi skulle gå GR 221 på Mallorca, havde vi lagt kortene ud på gulvet, så vi kunne få styr på etaperne og hvor vi skulle overnatte. Tænk at vi nu har hele vestkysten af Mallorca liggende på en hylde i en reol.

En pejs og et kort

Vi har mange gange holdt nytår med gode venner på den skotske vestkyst. En lejet hytte og så ud på dagsture i den smukke skotske natur. At sidde om aftenen foran en knitrende pejs med en øl, mens man planlægger den kommende dags tur, står for mig som noget helt fantastisk hyggeligt.

Vind og vejr, antal kilometer og den aktuelle dagsform vendes og drejes. Ruter og sights bliver foreslået og diskuteret. Til sidst er alle glade, og ruten bliver tegnet ind på kortet (og den elektroniske gizmo).

kort over Old Man of Storr

Hele verden på væggen

Ud over alle vores vandrekort har vi et stort verdens-kort hængende, hvor vi har markeret alle de steder, vi har besøgt. Det er en dejlig reminder om gode ferier og oplevelser sammen eller med venner og familie. Vi kan også se hvilke verdensdele, vi ikke har besøgt så meget (eller slet ikke), og så kan vi så småt begynde at planlægge og dagdrømme om de næste rejser…

Så er det sagt. Kort ER godt!

/Toni