Små og store eventyr, Sverige

Cool, Kullen, Kullaberg

Kullen

Så fik vi besøgt Kullen, eller Kullaberg som det hedder på svensk. Vi fik oplevet den skønne natur med hav, klipper og skov samlet på et og samme sted – og vi er meget begejstrede. Sammen med et par gode venner, telt og vandrestøvler havde vi sat kursen mod nord. Klar til et forlænget weekend-eventyr på den svenske halvø, der ligger “lige ovre på den anden side”.

Planlægningen var i top, og vi havde ramt den helt rigtige weekend til en tur ud i det fri. Træer, buske og blomster sprang ud omkring os, fuglene sang og temperaturen var indstillet på sommer.

Overnatning

Vores første overnatning var i en lille hytte på First Camp Mölle. Vi havde egentlig tænkt os, at vi efterfølgende skulle sove ude i den vilde natur, men der er ikke mange steder at overnatte i telt i Kullaberg Naturreservat.  Der er faktisk kun en teltplads ved parkerings-pladsen ude ved fyret, og ellers er der shelter-pladser ved Josefinelust og Himmelstorp.

Og så var der meldt “ingen brug af ild af nogen art”, da alt var meget tørt. Vi besluttede os derfor for at tage et par nætter mere på campingpladsen – men i telt . Det betød dagsture ud fra campingpladsen, hvilket fungerede rigtig godt.

Tjek altid “brandriskprognosen” Räddningstjänstens hjemmeside inden du tager af sted.

Kullen

Ud på tur

Fra campingpladsen er der cirka tre kilometer ind til den lille, hyggelige by Mölle. Allerede efter 1,3 kilometer ramte vi Skåneleden (SL5), som vi fulgte en del i løbet af weekenden. Den er markeret med orange skilte, og kan følges hele vejen rundt om Kullen. Vi gik dog ned langs vandet og over strandenge. Her var der mange små vandhuller, hvor klokkefrøerne holdt koncert.

Der er masser af stier på kryds og tværs af Kullens klipper og skove, så der er rigtig gode muligheder for at planlægge sin egen rute, eller bare tage det som det kommer. Vi havde ikke planlagt særlig meget på forhånd. Den eneste plan vi egentlig havde, var at ramme Skåneleden et sted og så mere eller mindre følge den rundt, indtil vi skulle finde et sted, hvor vi ville spise aftensmad. Det fungerede perfekt.

Kullen

Kullen

Ude på spidsen af Kullen ligger der et fyr, som vi selvfølgelig skulle se. Udsigten er næsten 360 grader, og det var dejligt at kunne smide rygsækken og nyde en tår vand, mens blikket søgte ud over havet. Fyret er bygget i år 1900, og er det kraftigeste i Skandinavien.

Et andet godt pausested er Håkull, der er Kullens højeste punkt, 187 meter over havet. Der er en fantastisk udsigt over vand og land, og vi kunne se gode, gamle Kronborg i det fjerne.

Ud over at vandre, er der også gode muligheder for at klatre og dykke på Kullen, hvis man er til den slags. Og så er der et stort antal grotter, man kan besøge langs kysten. Så der er mange muligheder for at komme ud og opleve noget.

Kullen

Mad og drikke

Der er også mange muligheder for at gå ud og spise på Kullen, både i Mölle og Höganäs ligger der flere restauranter. Her kommer et på anbefalinger fra os:

  • Cirka halvanden kilometer fra Mölle kom vi forbi Ransvik Havsveranda, som er virkelig hyggelig, med have lige ned til vandet. Det var vi nødt til at prøve. Stedet emmer af historie, ligger utrolig smukt og både mad, drikkevarer og betjening var helt i top.
  • På havnen i Arild ligger Arilds Hamnfik, der serverer lette frokostanretninger og bagværk. Vi bestilte fire gange rejemadder med dertilhørende kolde øl, som vi nød, mens livet gik sin stille gang i den lille fiskerby.
  • På vejen hjem fra Kullen kørte vi ind forbi Flickorna Lundgren til frokost. Det ligger cirka tre kilometer fra Arild, så man kan også sagtens gå forbi, hvis det passer ind i planerne. Et fint lille bondehus, hvor der serveres mad og kager til den store guldmedalje.
  • Vi var blevet anbefalet, at tage forbi Mölle Krukmakeri, men det nåede vi desværre ikke. Det så ellers virkelig hyggeligt ud.

Da vi jo havde planlagt at overnatte ude, havde vi taget frysetørret mad med. Det skulle bestemt ikke gå til spilde, så både fredag og lørdag blev aftensmaden indtaget yderst på den lille mole på Fågelvikens badplats i Mölle – og det kan vi simpelthen ikke anbefale nok.

Havet var blikstille, luften var dejlig lun og rødvinen var perfekt tempereret efter tyve minutter i vandet. Den medbragte brænder sørgede for varmt vand til både mad og guld-kakao, og så klarede naturen ellers resten. Solsorte, nattergale, strandskader og klokkefrøer sørgede for underlægningsmusikken, mens solen stille dalede mod horisonten. Jättebra!

Kullen

Ladonia

Vores tur til Kullen bragte os også forbi mikro-nationen Ladonia, hvor du finder kunstværkerne Nimis og Arx. Det er en sjov oplevelse, og vi kan absolut anbefale at kigge forbi. Nimis er den mest interessante, og består hovedsagligt af drivtømmer, mens Arx er lavet af sten og beton.

Det startede i 1980, da den svenske kunstner Lars Vilks begyndte at bygge på stranden. Efter et par år opdagede myndighederne byggeriet, og de næste årtier var der mange retssager, da de ønskede værkerne fjernet. Men de står der endnu, og selvom der ikke officielt skiltes til området, er der alligevel cirka 40.000 mennesker, der årligt finder vej forbi.

Kullen Ladonia

Den 2. juni 1996 blev området erklæret uafhængigt af Lars Vilks, og Ladonia var født. Du kan læse meget mere om mikro-nationen på deres hjemmeside, hvor du også kan søge om stasborgerskab, hvilket mere end 28.000 personer pt. har gjort.

Vejen til Ladonia går gennem skoven ad Skåneleden (SL5). Der er ikke nogle officielle skilte, men stedet hvor du skal dreje fra, er markeret med et “N”, og ligger lige overfor skiltet med “2,6 km til Arild og 8,3 km til Kullens fyr”. Det sidste stykke ned på stenstranden kræver at man holder tungen lige i munden, da det er meget ujævnt og til tider forholdsvis stejlt. Den nærmeste parkeringsplads ligger ved Himmelstorp.

Kullen

 

Links:

 

Rejsetidspunkt: maj

BONUS-INFO: I starten af 60’erne var der færgeforbindelse fra Mölle til Gilleleje, hvor dampskibet S/S Agnete sejlede frem og tilbage.