Abruzzo – smukt og lige til at spise

Der er vist fantastiske vandreture til et helt liv i Abruzzo. Vi havde kun et par dage, men vores vandrestøvler fik fuld valuta for pengene. Ud over vores tur op til Rifugio La Fascia, fik vi to hele dag ude i Abruzzos smukke og varierede blomstrende forårs natur. To rundture med udgangspunkt i henholdsvis landsbyen Anversa degli Abruzzi og Pescasseroli.

Riserva Naturale Gole del Sagittario

Inden vi snørede støvlerne og kørte til Anversa degli Abruzzi, var vi et smut forbi Sulmona. Det er en fin lille by med hyggelige pladser og smukke gamle bygninger. Her var stadig spor efter Giro d’Italia. Pink balloner og butiksvinduer pyntet med alt muligt cykelhejs. Efter en kort slentretur og en kaffe kørte vi af sted til Anversa degli Abruzzi.

Vi fik parkeret bilen i udkanten af byen og gik derefter ned gennem byens smalle, snoede gader og over torvet, hvor turens startpunkt er markeret med skiltet “Riserva Naturale Gole del Sagittario”, der er turens officielle navn. Undervejs passerede vi Ristorant La Fiaccola, som både så hyggelig ud, men også havde rigtig mange klistermærker i vinduet, som gjorde opmærksom på, at her kunne man få noget rigtig godt at spise.

En hurtig beslutning blev taget. Det måtte være her vi skulle spise til aften, også selv om vi havde tænkt at det skulle have været i Sulmona. Vi fik bestilt bord, og så var det af sted.

Modsat turen til Rifugio La Fascia valgte vi at starte med meget op. Det gik op og op i en god times tid ad en temmelig mudret æsel-sti, inden vi kom op og ud af skoven. Herfra var der en flot udsigt nedover dalen til Anversa degli Abruzzi. Vi fulgte højdekurven rundt gennem åben skov til den lille bjergby Castrovalva kom til syne på bjergkammen overfor. Det var et oplagt sted at spise vores medbragte sandwich, som var kreeret af den lille cafe/købmand på torvet i Anversa degli Abruzzi. De var fyldt med friske tomater og mozzarella ost, og var meget lækre.

Castrovalva var målet for dages tur herfra var der var en meget fin udsigt ud over dalene på begge sider af bjergkammen. Den sidste den sidste del af “Riserva Naturale Gole del Sagittario” gik gennem en dyb, frodig og smal dal. Ruten fulgte en brusende flod, der snoede sig i bunden af dalen, inden det igen gik op til Anversa degli Abruzzi. Det havde været en rigtig dejlig tur, og den blev sluttet perfekt af med en forrygende middag på Ristorant La Fiaccola.

En tur omkring Opi

Vores sidste tur lå cirka halvanden time i bil fra Villa de Rocco, men det var bestemt køreturen værd. Vi kørte gennem flotte dale og op gennem bjergene til Pescasseroli. Solen stod højt på himlen og byen summede af søndags-hygge. Det lille torv var fyldt med familier og venner, der sad og nød foråret med en kaffe og snak.

Det var meget fristende at slå sig ned ved et af bordene og få en kaffe og suge stemningen til sig. Men vi havde valgt en rigtig lang tur at slutte vores ferie af på, så der var ikke tid kaffe, hvis vi skulle nå hele turen rundt. Vi havde valgt at gå en 15 kilometer lang rundtur via landsbyen Opi tilbage til Pescasseroli.

Efter en del frem og tilbage fandt vi starten på turen, og det skulle vise sig at det kunne have været overskriften for turen. Efter at have vandret op gennem fyrreskov, åbnede landskabet sig op med vide græssletter. Over plateauet fulgte vi først et stengærde, som var tydeligt markeret både på vores kort og i Stuarts bog. Det var virkeligt smukt. Efter et par timers vandring var det tid til frokost med fotostat udsigt.

Frokosten var også anledning til at læse kort og guidebog, for ifølge beskrivelsen var dette et punkt, hvor det kunne være svært at finde den rette rute til Opi. Det viste sig at være helt rigtigt. Efter en del diskussion var vi helt sikre på den næste del af ruten. Vi kom gennem flotte stræk med skov og åbne sletter, hvor der gik vilde heste og græssede. Men der var noget, der ikke helt stemte. Endnu engang måtte vi nærlæse kortet og guidebogen. Vi var nu sikre på, at vi var gået fejl et eller andet sted. Ikke at vi helt kunne sige hvor…

Kaffen kalder

Vi vidste nogenlunde hvor vi var, og det var ved at være sidst på eftermiddagen. Skulle vi fortsætte og prøve at nå frem til Opi, selvom turen nu så ud til at blive lidt længere? Eller skulle vi gå tilbage, sådan lidt cross country? Valget faldt på det sidste. Ikke kun fordi at tiden var skredet, at benene måske var lidt trætte og kaffe i Pescasseroli lokkede, men fordi vejret havde ændret sig. Bjergene omkring os var i løbet af eftermiddagen forsvundet i lave skyer, der blev tættere og mere og mere sorte.

Det var tordenskyer, og nu gik det stærkt med at finde den mest lige vej tilbage til Pescasseroli. Vi skrablede det sidste stykke ned gennem fyreskoven, langt fra officielle stier med tunge regndråber og tordenrummel over os. Vi havde knap sat foden i byen, før himlen åbnede sig med blanke lyn og regn af tropiske dimensioner. Vi søgte ly og forkælelse i den lille Bar dell Orso med masser af kage og kaffe, mens vi nød vejrets rasen i tørvejr og heldigvis ikke på toppen af bjerget.

Rejsetidspunkt: maj