Vandretur i rødt og grønt

Efter en meget kort køretur fra Casa de Rocca, var vi landet i den lille bjergby Pettorano sul Gizio i 656 meters højde. Den skulle være udgangspunktet for vores første vandretur i bjergene. Vi fik parkeret bilen på en smal vej lige ved turens start, hvilket et par hunde var forholdsvis utilfredse med. Heldigvis var den store tøjret og den anden meget lille. Ruten var en rundtur og var beskrevet i Stuarts bog. Turens mål var at nå op til Rifugio La Fascia, som skulle være dagens højdepunkt. Og det både målt i højdemeter men også fordi der herfra skulle være den mest fantastiske udsigt ud over dalen. Ned mod Sulmona og bjergene ud mod Adriaterhavet.

Vandretur mod Rifugio La Fascia

Man kan enten starte rundturen med en meget stejl og lang opstigning eller med en meget længere opstigning, der ikke er helt så stejl. Vi valgt det sidste. Vejret var blandet, sol og skyer men stadig omkring 20 grader. Perfekt vejr til at vandre i. Vi gik op ad et bredt hjulspor, der først snoede sig omkring bjergsiden, inden det førte os ind i skoven, hvor det begyndte at gå mere opad. Det var en smuk åben skov med fyr, bøg og gamle egetræer imellem hinanden. Af og til var der smukke grønne lysninger fyldt med blomster, inden vi nåede op i den “røde bøgeskov”.

Da vi ankom til Casa de Rocca, havde vi undret os over, at alle de træer der var øverst på bjergsiderne, var helt røde. Så var der et bælte, der var mikset rød/grøn, inden alt stod i forårsgrønt. Men det var helt som det skulle være. Bøgetræernes blade er nemlig røde, inden de springer endeligt ud. Naturligt nok er det træerne på toppen af bjergene, der springer ud sidst, da temperaturen her er koldere end længere nede af bjergene.

Efter cirka tre timer nærmede vi os toppen, og vejret blev mere og mere gråt og de lette byger blev længere og mere hyppige. Til sidst måtte selv jeg overgive mig, og finde regnslaget frem. Lige i tide. For da vi kom op over trægrænsen og ud af skoven ramte  regnen og vinden os med fuld styrke. Nu var det ikke så sjovt mere. Vi havde set os selv nyde frokosten på toppen med udsigt. Nu håbede vi bare at refugiet var åbent, så vi kunne komme i ly for vejret. Vejret var dårligt og skyerne hang lavt. Så vi diskuterede om det bare var op og så afsted ned mod La Fascia så hurtigt som muligt, så vi ikke ville blive fanget i tåge og skyer.

Go go Granny Legs

Vi var heldige, refugiet var åbent. Ingen luksus, men tørvejr og i læ for blæsten. Hvilket lige på det tidspunkt føltes som den største luksus. Det var godt og heldet var med os igen efter frokosten. Da vi stak næserne udenfor, havde regnen og vinden lagt sig, og vi blev belønnet med den flotteste regnbue, der spredte sine fine farver på den modsatte bjergside.

Så gik det nedad, stejlt nedad, i et par timer. Gennem højloftet bøgeskov og til slut knudrede, gamle egetræer. Da vi var tilbage i Pettorano sul Gizio var vores ben som gelé, eller som vi kaldet det: “granny legs”. Det havde været en helt fantastisk første tur ud i Abruzzos bjerge, til trods for regnen og den meget begrænsede udsigt, da vi kom op på toppen. Men det er vel også en del af charmen, når man går i bjergene…

Il Torchio

Så skulle man måske tro at vi havde fået tur nok, men nu var vi jo kommet til “byen”, så den skulle vi da lige se. Vi ville også finde den lille restaurant, vi havde fået anbefalet af Stuart. Il Torchio lå lidt gemt på et af byens små torve, og vi blev hurtigt enige om, at det da vist lige var noget for os.

Så efter en kort tur forbi “Villaen” til et bad var vi tilbage i Pettorano sul Gizio. Her fik vi serveret italiensk mad, der gik lige i mave og hjertet, og smagte den lokale kirsebærlikør. Hvis du er i nærheden, så besøg endelig Il Torchio, og hvis du er til kirsebærlikør, har du opskriften her. For selvfølgelig findes den på internettet.

/Helle

Rejsetidspunkt: maj