El Acebuchal og Cruz de Félix

Som nævnt i det forrige indlæg, er der mange muligheder for god vandring omkring Frigiliana. Her er et par ture, der kan anbefales…

El Acebuchal

Vi starter ud med en tur til “den glemte by” Acebuchal. Turen er på cirka 13 kilometer tur-retur, og vi starter om formiddagen, for vi har nemlig frokostplaner.

Byen blev, efter ordre fra Franco, tømt for beboere i 1949. Først i 1998 flyttede der igen folk til byen, og begyndte at genopbygge den. I 2005 åbnede så Bar restaurant El Acebuchal, der disker op med lækre lokale egnsretter. Den havde vi læst meget godt om, så det skulle helt sikkert prøves.

Efter lidt startvanskeligheder får vi med hjælp fra en havemand ramt ruten til Acebuchal. Det første stykke går ad vejen, hvilket denne mandag er helt fint. Der er ikke meget trafik, og grøftekanterne er fulde af duftende blomster. Efter et par kilometer drejer vi op ad et hjulspor, der fører os op gennem landbrug og haver, hvor der ligger nogle fine villaer.

Ved turens højeste punkt (544 meter) går vi ned ad en grusvej, som vi følger det sidste stykke ned mod Acebuchal. Den snor sig gennem åben skov og byder på fine udsigter af og til. Efter endnu en kilometer får vi det første glimt af byen, der ligger på den anden side af en smal kløft. Nu går det jævnt nedad, og inden vi næsten ved af det, står vi midt i den lille by, hvor restauranten bestemt er midtpunktet. Vi fornemmer klart, at her må være travlt i sommersæsonen. Men i dag er her stille, og vi får en fin plads i solen.

Vi er ikke helt klar til frokost, så vi starter stille med en øl og et glas rosé og nyder solens stråler. Frokostsulten melder sig langsomt, og vi bestiller blandt andet den bedste aioli vi nogensinde har fået. Der er friskbagt brød til at dyppe i både aioli og i den lækre oliven-olie.

Mætte og fyldte med solskin går det retur. Det er ud og hjem samme vej – bortset fra det allersidste stykke, hvor vi drejer fra vejen og følger GR249 ruten (fra Cómpeta) ind mod Frigiliana. Ned gennem olivenlunde med små fincaer strøet ud over bjergsiderne.

Meget af turen går man på landevejen, men det er stadig en rigtig fin tur. Og så er restauranten i Acebuchal helt sikkert et besøg værd.

Cruz de Félix

Costa del sol. Det siger lidt sig selv, eller forventningen er i hvert fald, at solen skinner fra en skyfri himmel hver dag. Sådan er det bare ikke. I hvert fald ikke i denne uge, hvor vi er her. Vejret er ustadigt. Vores yndlings-hjemmeside er derfor YR, det norske metrologiske institut. De er ret præcise i deres vejrudsigter hele ugen, og en god hjælp til planlægningen af hvilke dage der egner sig til korte eller lange vandreture.

Vi vågner op til øs-pøs- regnvejr. Det står ned i stænger, og udsigten er fuldstændig forsvundet. Men vi er fortrøstningsfulde, for YR siger, at det klarer op senere på dagen. Det ser heldigvis ud til at passe, og straks er vi klar med støvler og en eftermiddags-plan om at “bestige” Cruz de Félix. En lille rundtur på 4-5 kilometer.

Turen starter nede i byen, og følger det første stykke GR249 ruten mod Nerja. Vi går ned til et flodleje i bunden af kløften, og følger Rio Higueron ind i nationalparken. Vandet er ikke så dybt, men der er meget godt fart på. Vi hopper fra den ene side af flodlejet til den anden, for at kunne nå nogenlunde tørskoet frem til Pozo Batán – et gammelt arabisk vandbassin.

Her er helt stille, bortset fra vandet der suser. Ganske tæt på får vi øje på et rådyr med unge. De står længere oppe på skrænten, og kigger ned på os. Vi nyder synet af de to, inden vi begiver os videre. Fra flodlejet, stadig på GR249, går det nu stejlt op ad en smal sti, der zig-zagger sig op ad bjerget gennem åben fyrreskov, duftende gyvelkrat og af og til med lange kig længere ind i dalen.

Da vi kommer ud af skoven, forsætter GR249 til venstre, mens vi drejer til højre, og følger højderyggen op mod Cruz de Félix. Det er et rigtigt smukt stykke med pinjetræer og flotte kig ind i dalen og ud over det blå Middelhav. Udsigten slår benene væk under os, da vi når toppen af Cruz de Félix, og solen kommer helt frem.

Fra toppen går det langsomt nedad. Vi følger stien, og da vi nærmer os en større vej, drejer vi fra og svinger mod Frigiliana. Først ad en grusvej og derefter en smal skovsti der ender nede ved flodlejet igen. Vi følger endnu engang floden, og da vi når stedet, hvor vi startede et par timer tidligere, er turen næsten slut og vi går op til byen igen.

En super tur der byder på nogle virkelig flotte kig ind i nationalparken.

Rejsetidspunkt: april

BONUS-INFO: Læs mere om vandring omkring Frigiliana på hjemmesiden for den lokale turistinformation. Her kan du også downloade en booklet med ni gode ruter – blandt andet disse to.