Danmark, Små og store eventyr

En halv Gendarmsti

Gendarmstien

Gendarmstien er en 84 kilometer lang vandrerute, der går langs kysten i Sønderjylland. Ruten går fra Hørup Hav på Als til Padborg på grænsen til Tyskland. Vi har et par dage til rådighed i sommerferien, og teamer op med René og Lene, fylder bilen med rygsække, telte og godt grej og sætter kursen mod færgen til Als.

Radioen er stillet ind på “Touren på P4”, og vi følger spændte med, mens vi kører over Sjælland og Fyn. Vi jubler højt, da hele Danmarks Jonas Vingegaard kører alene i mål på Hautacam. Vive le Tour!

Vores mål er Fynshav på Als, hvor vi har en fantastisk aftale, der involverer ringridere og overnatning, inden vi bliver kørt til “start” næste morgen. Stort tak for gæstfriheden.

Krage-etapen

Gammelmark – Brunsnæs (19,0 km)

Vi har desværre ikke tid til at gå hele Gendarmstien, så vi har udvalgt en passende strækning. Vi starter ud ved Broager Strand Camping, og med Flensborg Fjord på venstre side følger vi derfra skiltene med den “blå mand”. Ruten er godt afmærket, og hvis man følger den “Den lille Gendarm”, kan man næsten ikke komme på afveje.

Gendarmstien byder på Danmark, når det er bedst. Vi vandrer gennem skove, langs strande og ad småveje med bølgende kornmarker på begge sider. Grøftekanterne er fyldt med vilde blomster.

På et langt stykke langs en af kornmarkerne har en bonde sået en meter bred bremme af vilde blomster. Et blomserhav i rødt, gult, orange og blåt. Valmuer, kormblomster og maguritter og meget andet flot.

I Brunsnæs kommer vi forbi Brunsnæs Ta’ Selv Is, og vi skal da have is. Også selvom det måske ikke ligefrem er klassisk isvejr. Kort efter kommer vi til Cathrinesminde Teglværk, der i dag fungerer som museum. Her fylder vi vores vandflasker, inden vi går mod shelterpladsen ved Broagervigvej.

Shelteret er desværre optaget, men vi har telte med, som vi slår op på pladsen bagved. Snart er der gang i brænderne, og en velfortjent kop te/kaffe. Aftenens menu står på frysetørret mad (tilsæt kogende vand og der er serveret) i forskellige udgaver.

Gendarmstien

Tegl- Etapen

Brunsnæs – Sønderhav (20,3 km)

På Tegl-etapen er der dømt flere kornmarker, og nogle virkelig fine stræk langs havet. Det er smukt og stemningsfyldt at gå langs det stille vand, der ligger stort set spejlblankt. Her dufter af tang og saltvand.

Vi går også gennem Egernsund, der i flere hundrede år var et nordeuropæisk centrum for teglværksindustrien. I sine velmagtsdage lå der omkring 40 teglværker i området. I dag er der kun nogle få tilbage. Langs stranden ligger der stadig mange teglsten, og vidner om historiens gang.

Til vores store overraskelse kommer vi pludselig forbi en villa med en masse stole og borde ude foran. Det viser sig at være restaurant og café Providence, og så er dagens frokost (og en kold øl) hjemme.

Gendarmstien

Da vi kommer til Sønderhav sidst på eftermiddagen, er der dømt pause og is i Annies Kiosk, inden vi går de sidste halvanden kilometer til vores planlagte overnatnings-sted.

Fra Sønderhav kan vi kigge over på Store Okseø, der ligger cirka 600 meter ude i fjorden. I 2020 blev her indviet fire nye shelters, men desværre er der i øjeblikket ikke nogen offentlig sejlads til til/fra øen. Men kommer du i kajak, eller kan du gå på vandet, så lyder det da som et fantastisk sted at overnatte.

Vi slår teltene op på den primitive overnatningsplads i Waldeck Skov, mellem Sønderhav og Kollund. En fin, lille plads, hvor vi har nogle få tyske naboer. Menuen er endnu en gang frysetørrede lækkerier og marcipanbrød til dessert. Aftenen byder på masser af hygge, bål og spejdersange på tysk.

En halv bjerg-etape

Sønderhav – Kruså (8 km)

Efter et par dage med mest gråvejr er der endelig kig til både blå himmel og solskin om morgenen. Humøret er højt, da vi kaster os ud på den sidste, korte del af turen.

Turen gennem Kollund Skov må have været med til at navngive denne etape, da her er masser af bakker og skrænter. Her ligger også et par shelterpladser, med en suveræn beliggenhed.

På den anden side af skoven ligger Kruså, hvor bilen er parkeret. Herfra er der cirka seks kilometer til Padborg, hvor ruten officielt slutter. Vi må nok tilbage og gå hele ruten på et tidspunkt – og gerne i solskin. Mojn…

Gendarmstien

Gendarmstien

Links:

Rejsetidspunkt: juli

BONUS-INFO: Gendarmstien blev i 2015 Danmarks første europæiske kvalitetsvandrerute, da den europæiske vandreorganisation (ERA) gav den stemplet som “Leading Quality Trail – Best of Europe”.