Kreta: Et glimt af E4
Der findes nogle rigtig lange (som i RIGTIG lange) vandreruter i Europa, der kaldes langdistanceruter. Ruten E4 strækker sig ialt over omkring 10.450 kilometer fra Portugal til Cypern. Noget af ruten følger Kretas kyst, fra Kissamos i vest til Kato Zakros i øst. En strækning på cirka 320 kilometer, som det tager flere uger at vandre. Ruten er afmærket med gul/sorte markeringer og små varder. Vi fik en lille prøvesmag på E4, da vi prøvede kræfter med nedenstående to strækninger.
Loutro – Chora Sfakia
Cirka 7 kilometer
E4 går lige gennem Loutro, eller i hvert fald lige i baghaven. Fem minutter fra hotellet er vi på E4 og på vej til Chora Sfakia. Det er tidlig formiddag og ikke alt for varmt, endnu. Stien er god og udsigten endnu bedre. Vi kigger på hinanden og kniber os i armene, for at være sikre på at vi ikke drømmer.
Den smalle sti følger kysten, og er det første stykke forholdsvis flad. Lige indtil det går opad og stien slår et knæk, vi runder pynten, og kigger ned over det azurblå hav og stranden Sweetwater Beach. I sommer-perioden er det lille Taverna Mermaid Island åbent. Vi er her før sæsonen rigtig starter, så baren er lukket og liggestolene ikke sat frem endnu.
Det meste af ruten går stort set ligeud, men efter Sweetwater Beach bliver det lidt mere krævende. Det går op, og underlaget skifter fra små sten til et ujævnt underlag i et mix af større sten og skærver. Vi følger stien, og går klistret op mod klippevæggen. Fra kanten er der et næsten lodret fald, der ender i Middelhavet. Her gælder det om at holde tungen lige i munden. Men det er flot og dramatisk, også selvom man godt lige kan nå at tænke, at det her gør jeg ikke. Det er absolut alle anstrengelserne værd. Gummiben eller ej!
Det sidst stykke ind til Chora Sfakira, følger vi landevejen. Ikke så spændende men udsigten er stadig smuk, og her før feriesæsonen starter, er der næsten ingen trafik, så det er ok. Vi har planlagt at spise frokost i byen, og efter et hurtigt kig rundt i den lille by, falder valget på det familiedrevne hotel/restaurant Lefka Ori. Vi finder et bord lige ud til vandet, og nyder “det græske køkken”.
Nu kender vi ruten, og derfor vælger vi, da vi skal tilbage til Loutro, at springe vej-stykket over. Vi tager i stedet Delfini båden (der ligger lige overfor Lefka Ori) og hopper af på Sweetwater Beach, hvorfra vi vandrer retur til Loutro i det sene eftermiddagslys. Så smukt. Det er dejligt med en lille sejl-tur, og så undgår vi det ret kedelige stykke ad vejen. Ren win-win.
Agia Roumeli – Loutro
Cirka 14,1 kilometer
Vi tager morgenfærgen fra Loutro til Agia Roumeli, som er start-punktet for vores næste smagsprøve på E4. Agia Roumeli er også start/slutpunkt for en tur gennem den berømte Samaria-kløft. Der er en god grund, til at vi har valgt at starte her. Så har vi nemlig hele dagen til at komme hjem til Loutro, og vi skal ikke bekymre os om at nå en færge, men kan vandre hele dagen i vores eget tempo.
Det første stykke af turen er til tider ret anstrengende. Vi går langs stranden, hvor underlaget af sand og småsten er tungt at gå i. Udsigten er dog smuk, solen skinner og efter et stykke tid går stien opad, væk fra stranden, og vi følger kysten gennem åben pinje-skov. Det er dejligt at komme ind i skovens skygge, for det er allerede ret varmt.
Efter cirka fire kilometer kommer vi til det lille kapel, Agios Pavlos. Det er mere end 1000 år gammelt, og ligger flot lige ned til stranden. Efter besøget i det lille kapel går det opad, og vi er tilbage i skoven. Turen byder hele tiden på utrolige udsigter og smukke landskaber. Skoven afløses af næsten nøgne bjergsider, bortset fra lidt krat og masser af vild timian. Der er en konstant summen af bier, der elsker timianblomster.
Solen bager ned, og vi begynder så småt at nærme os Loutro igen. Heldigvis går ruten lige forbi Marmara Beach, og vi behøver ikke at diskutere, om vi skal ind på tavernaet. Kort tid efter står der to iskolde Mythos på bordet. Meget velfortjente, hvis vi selv skal sige det – og når vi nu er landet, får vi også en omgang græsk salat, calamari og et par lokale pølser.
Kreta kan virkelig anbefales, hvis man ønsker at lufte vandrestøvlerne. Der er rigtig mange muligheder for at gå nogle smukke ture, uanset om man vil gå langs kysterne eller op i bjergene.
BONUS-INFO: Kreta er med sine 8.336 km² den største græske ø, og den femtestørste ø i Middelhavet.
Rejsetidspunkt: April