Lænestols-eventyr
Hvor og hvornår starter rejseeventyret, og hvordan får du rejsefeber? Jeg tror jeg blev smittet med den uhelbredelige virus, da jeg for rigtig mange år siden læste ”Egne veje” af Robyn Davidson. Historien om en ung australsk kvinde, der rejste gennem ørkenen fra Alice Springs i hjertet af Australien, ud til den australske vestkyst, hvor hendes rejse ender i den lille by Hamelin Pool. Hendes eventyr tog otte måneder og hun rejste alene. Hun havde dog følgeskab af sin hund Diggity og et par kameler. Hun fik også selskab af fotografen Rick Smolan fra National Geographic undervejs. De sort/hvide billeder i midten af bogen opleves nu som meget bedagede og fra en helt anden verden, som fotos fra en fjern opdagelsesrejse. Robyns fortælling gjorde et stort indtryk på mig og jeg tror at den såede kimen til min rejselyst. Tænk bare at kunne pakke rygsækken og begive sig ud i månedsvis, væk fra hele den civiliserede verden og bare leve (og overleve) eventyret.
Bogen er nu mere end 35 år senere blevet filmatiseret, og havde premiere i foråret 2014. Ikke at jeg har set filmen, trods gode anmeldelser. Premieren fik mig til at finde mit eget gamle og noget lasede eksemplar frem. Den har nemlig overlevet utallige flytninger og har længe stået uberørt i vores efterhånden meget fyldt bogreol, som bugner med rejsefortællinger og guidebøger. I første omgang for at låne den ud til en veninde der havde set filmen, men jeg har nu lagt den øverst i bunken af bøger, der ligger og venter på at blive læst.
”Egne veje” var måske nok det første store lænestols-eventyr, men er blevet fulgt op af utallige andre.
I reolen står også Carsten Jensen’s to moppedrenge ”Jeg har set verden begynde” fra 1996 og ”Jeg har hørt et stjerneskud” fra 1997. Her pakkede Carsten Jensen også rygsækken og tog ud på opdagelse af verden og sig selv. Jeg læste hans to rejseromaner da de udkom, og blev meget fanget af dem. Jeg genlæste hans afsnit om Vietnam, lige inden vi selv rejste der ud i 2011. Jeg husker stadig hans beskrivelse af Laos og Vietnam som noget meget eksotisk, og glædede mig til at opleve de mørke, bløde nætter, det liflige grønne, duftene og maden.
Det er samme breddegrader, og på nogenlunde samme tidspunkt som Carsten Jensen, at Tiziano Terzani rejser gennem i Asien i ”A fortune-teller told me” fra 1997. Tiziano er journalist og Asien-korrespondent for blandt andet ”Der Spiegel”. Han bliver i Hong Kong spået, at han ikke burde flyve i det næste år. Det tager han som en udfordring, og rejser det næste år rundt i østen til fods, med båd, bus og tog. Jeg fandt bogen i en lufthavn, jeg kan ikke længere huske hvilken, og hvor jeg var på vej hjem fra. Bogen har bestemt været med til at forlænge rejsen, også efter at jeg havde pakket ud hjemme i København. Så hvis du falder over den, er der et godt eventyr gemt her.
For mig er rejselitteratur en glimrende inspirationskilde til nye eventyr, men det er også fantastisk at kunne begive sig ud i det uvisse på sofaen, med en pude i ryggen og en god kop te. Især hvis der ikke er udsigt til, at jeg selv skal pakke rygsækken og af sted indenfor en overskuelig fremtid.
/Helle
