Marianne fortæller…

Vi byder velkommen til Marianne som den næste gæsteblogger. Hun har lige som os tabt hjertet til Grønland, og har de sidste 3 måneder boet i den lille by, Tasiilaq, på østkysten. Tekst og foto: Marianne Olsen.

Formiddag kl. 10, sidder i stuen med min bærbare i skødet. Min gemal ligger og sover efter nattevagt, hører yderdøren blive låst op og nogen komme ind, stivner lige, indtil jeg kommer i tanker om, at det er fredag, og så kommer lortemanden og tømmer toilettet! Det gør han tre gange om ugen, for jeg er landet i udkantsgrønland, hvor træk og slip stadig er en luksus forbeholdt de få.

Winter is coming…

Afbrød lige mit skriveri for at gå op og fylde kemisk væske i spanden, så det ikke kommer til at lugte alt for ubehageligt. Men det bliver nok ikke slemt i denne weekend, sommeren går på hæld og den varme, som den uafbrudt bagende sol har velsignet os med hele sommeren, er for aftagende. Vi nærmer os september og kan snart forvente sne på fjeldtoppene. I går aftes var der nordlys, også et tegn på, at vinteren nærmer sig med hastige skridt. Da jeg kom for to måneder siden, var her lyst døgnet rundt, så det var vanskeligt at hitte rede i, hvad der var nat og dag, navnlig da børnene spillede fodbold døgnet rundt udenfor vort hus. Det gør de nu stadig, selv om det nu bliver mørkt ved ti-tiden om aftenen, og mørket holder sig til fire-fem tiden om morgenen.

Tasiilaq helt ind i sjælen

Det er svært med få ord at beskrive, hvordan og hvorfor Tasiilaq har gjort en forskel i mit liv, men jeg mærker det helt ind i sjælen. Da jeg kom for to måneder siden direkte fra det pulveriserende liv i København, var jeg rastløs som bare pokker den første uge. Jo, jeg havde glædet mig, har tidligere boet mange år i Nuuk, så jeg mente også at vide, hvad jeg gik ind til.

Men Østgrønland og Tasiilaq viste sig at være en helt anden oplevelse end Nuuk og Vestgrønland. Nuuk er en metropol i forhold til livet i Tasiilaq, i Nuuk er der et rigt forretnings- og kulturliv, med storcenter og caféliv. I Tasiilaq har vi 2 Pilersuisoq’er, to købmænd/kiosker og et byggemarked! Her er ingen frisører. Hvordan flertallet bliver så fint klippet og hårfarvet, er mig fortsat en gåde (mit hår trænger kraftigt til en opstramning!). I Pilersuisoq kan man købe alt lige fra leverpostej til APV’er, myggeolie, sofaer og festkjoler, men ingen fersk kød og udvalget af grøntsager er meget begrænset.

Verdensuniversitetet

Til gengæld har vi noget, ingen andre byer har: Verdensuniversitetet, vor lille boghandel, der ud over et mindre udvalg af bøger sælger kaffe, isvafler (byens bedste – og eneste), børnetøj og internettid i baglokalet. Neriussaq bestyres af Gerda, som har en fortid som mand, har boet i Tasiilaq i 35 år, er medlem af Erhvervsrådet for kommunen og fører halvdelen af byens regnskaber. Neriussaq har åbent fra 12 til 17, og byens damer flokkes på terrassen, så snart Gerda kommer kørende i sin lyserøde Toyota Van.

Når krydstogtskibene fylder byen med pensionist-turister (det er dem, der har råd til at rejse til Grønland) med kameraer større end dem selv, vandrestave og alt fjeldudstyr parat til at indtage byen, så åbner Gerda allerede kl. 8, og der kan snildt komme flere hundrede besøgende på en formiddag.

Udsigt og indblik

I min begejstring for Verdensuniversitetet, som i øvrigt har en Michelinstjerne, fik jeg vist forvildet mig væk fra, hvad Tasiilaq har gjort ved mig. Når jeg kigger ud af vinduerne fra vort lille røde hus, som ligger midt i byen lige ved siden af den smukke femkantede kirke, så kigger jeg ud på Sømandsfjeldet (hvis 630 meter jeg har besteget to gange, py ha) til den ene side og Tasiilaq bugten til den anden side.

Men jeg ser også ud på mennesker, som har sat sig på stenene lige udenfor vort hus, og som jeg hilser på, når jeg går en tur i butikken. Og det er nok denne blanding af storslået natur, menneskeligt nærvær og fjeldets ro, der gør den store forskel for mig. Det fjeld, som har ligget her i millioner af år, og hvor vi og vor tid kun er som en dråbe i det store vand, der omkranser fjeldene.

Og så er der naturligvis vandreturene ind i baglandet (har fået vandret knap 300 km i fjeldet i sommer) og sejlturene i fjordsystemet og til bygderne, som er et helt kapitel for sig. Jeg har besøgt de 5 bygder, der hører under Ammassalik distrikt med bygdebåden Johanna Kristina, og sejlet en del med Dines Mikaelsen, som har Dines Tours. Begge dele kan varmt anbefales, hvis man skulle komme på disse kanter. Dines er grønlænder, født i den mindste bygd Isortoq, som i dag kun har 30 indbyggere, og et utroligt dejligt menneske, som både er bymester i hundeslædekørsel, isbjørnejæger og kunstner.

Jeg vender tilbage med en beretning fra en weekendtur med Dines til Tiniteqilaaq med overnatning og efterfølgende sejlads til Johan Pedersens Fjord og opstigning på Hanngletsjeren, en udløber fra indlandsisen.

Rejsetidspunkt: sommer