Tanker på tur

Toni: Hvem tændte rejselysten?

eventyr de ydre hebrider

Som gammel FDF’er i Hareskov blev jeg tidligt introduceret til at sove i telt, tage på hike og i det hele taget nyde livet udenfor. Men jeg har ikke rejst meget, før jeg mødte Helle. Drømmene om eventyr var der, men var nok skubbet lidt i baggrunden til fordel for serie 6 fodbold og store fadøl.

Igennem de sidste mange år har vi heldigvis kunne kombinere udlængsel og vandrestøvler – og vi har rejst og vandret os til en masse fantastiske oplevelser. Men hvor kom lysten til at rejse ud i verden egentlig fra?

En verden under havet

Jeg tror, at den allerførste der pirkede til min lyst til at se og opleve verden, var franskmanden Jacques Cousteau, der med sin røde tophue tog på eventyr i En Verden Under Havet på DR i 70’erne. Sikken en tv-lørdag. Først var der Sportslørdag og senere Jacques Cousteau på eventyr under havoverfladen.

Igennem årene har vi snorklet på Filippinerne, Mauritius, Tobago og i Egypten. Vi har blandt andet set klovnefisk, dragefisk, kuffertfisk, havskildpadder og pufferfisk (der er en af mine favoritter).

Det er stadig de første snorkelture på øen Palawan i Filippinerne i 1999, der har budt på de klart flotteste koraller. Jeg er glad for, at jeg nåede at opleve et koralrev i al sin farvestrålende pragt. Om få år vil det måske være helt umuligt, da temperaturstigningerne efterlader blegede og døde koraller overalt i verden.

 eventyr filippinerne

Med Troels på tur

Det er helt umuligt at komme udenom Troels Kløvedal, der med sine dokumentarfilm og -serier og ikke mindst mange bøger åbnede verden for mig. Drømmene om eventyr stod i kø, og han gav mig lysten til at rejse langsomt og få det hele med.

Som han selv så fint formulerede det: “Jo mere man rejser, desto større bliver verden”.

Efter at have læst erindringsbogen “Alle Mine Morgener På Jorden”, skrev jeg en mail til Troels, og takkede for inspirationen. Det er jeg glad for at jeg nåede, inden han tog ud på sin sidste rejse. Jeg fik forøvrigt et fint svar og et par billeder retur, selvom han havde svært ved at skrive.

Det var planen, at vi her til foråret skulle se udstillingen “Frihedens værksted – Kløvedal og livet med Nordkaperen”M/S Museet for Søfart i Helsingør. En plan der på grund af covid-19 pt. er sparket til hjørne…

Disko-drømme og eventyr

Senere var John Andersens bøger om Grønland med til at vække drømmen om at tage nordpå. Spændende fortællinger og dragende billeder. En stor tak til min svoger, Henrik, for at bringe dem på bane, og for et par gode Grønlands-ture.

Men jeg tror faktisk, at drømmen om Grønland opstod allerede i folkeskolen, da vi skulle lave gruppearbejde i en af de små klasser. Siden dengang har Disko-øen stået som et sted, jeg rigtig gerne vil besøge. Jeg tror jeg tegnede Grønland til alle grupperne i klassen. Jeg husker det i hvert fald som om, jeg kunne tegne Grønland med lukkede øjne til sidst.

Disko-øen har jeg stadig til gode, selv om jeg har været tæt på. Jeg har faktisk stået i Ilulissat (der ligger i Diskobugten) og kigget over på den. Grønland har jeg besøgt flere gange, og det har været en kæmpe oplevelse hver eneste gang. Med sin helt utrolig smukke, vilde natur, magiske nordlys og gæstfri befolkning ligger der helt sikkert flere eventyr og venter der.

eventyr grønland

eventyr grønland

Klar til nye eventyr

Min farmor og farfar tog på krydstogt i 1969, og havde efterfølgende et verdenskort hængende, hvor ruten var indtegnet med kuglepen. Hele min barndom har jeg set på det kort, og studeret de fremmede bynavne og lande. Det kort hænger i øvrigt lige bag mig nu, mens jeg skriver disse ord.

Idag er der tusindvis af film, bøger, blogs, Instagram osv. der tænder for drømmene og rejselysten. Og jeg har også siddet foran skærmen sammen med resten af Danmark, når Havana har sat kurs mod fjerne kyster.

Det giver som regel også akut rejsefeber, når eventyreren Lars Monsen tager os med på tur i vildmarken, eller når Ben Fogle møder folk, der har bosat sig langt fra alfarvej i New Lives in The Wild.

Jeg er slet ikke færdig med at rejse og opleve, selvom verden i øjeblikket er sat på pause. Jeg krydser fingre for, at vi snart atter kan rejse frit og få udvidet horisonten. Altså når vi engang er færdige med at være småtykke, halv-alkoholikere med karantænehår…

/Toni