Europa, Italien, Små og store eventyr

Minori og Citronstien

Sommerferie sydpå i september – det kan altså noget. Det er varmt, men ikke for varmt, og der er lidt færre turister. Destinationen er Italien, og vi startede med et par dage i Den evige stad, Rom, som opvarmning til vores eventyr på Amalfikysten. Rom var, som altid, et dejligt bekendskab, og med hele systemet i ferie-gear satte vi kursen længere sydpå.

Minori

Minori er en skøn, lille by cirka 40 minutters sejlads fra Salerno. Den skulle være vores base i ti dage, mens vi udforskede Amalfikysten. Vi tog toget fra Rom til Salerno, og derfra videre med en lille færge til Minori. Sejlturen gav os de første indtryk af området, og vi sugede til os.

Havet glitrede i eftermiddagslyset, og hver lille by vi lagde til ved undervejs, så hyggelig ud. Fornemmelsen af små og store eventyr der lå og ventede om det næste hjørne, boblede indeni. Bag byerne lå bjergene og ventede på os og vores vandrestøvler. Vi blev mere og mere begejstrede, jo nærmere vi kom Minori.

Da det blev vores tur til at gå fra borde i Minori, var vi mere end forventningsfulde. Vi blev mødt på kajen af Cristina, der viste os vej op til vores airbnb – og det var op. Trapper, trapper og så lidt flere trapper.

Vi havde valgt at bo med udsigt ud over byen, og det koster jo på højdemeterne. Men det var det hele værd. Skøn lille lejlighed med tagterrasse hvor vi både havde udsigt ud over havet, Minori med sine tegltage og kirketårne og ind gennem dalen og op til bjergene. Perfekt!

Minori

Livets gang

Minori er en af de små og ikke så glamourøse byer langs Amalfikysten. En næsten uspoleret perle. Det er en rigtig by, med rigtige butikker, restauranter og et par hoteller. Når vi gik ned i byen om morgenen efter cornettoer (det italienske svar på en croissant) og brød, var fiskehandleren åben med frisk fisk, der lige var kommet ind fra havet. De lokale mødtes, og der blev snakket på hvert et gadehjørne og i køen til apoteket.

Der holdes lang siesta fra klokken 14-17, og om aften bliver der promeneret på den korte standpromenade. Om torsdagen er det markedsdag, hvor der fristes med sæsonens friske frugt, nødder, honning og andre lækkerier fra oplandet.

Vi fik hurtigt et par stamsteder i byen. Formiddagskaffen blev indtaget på den lille, hyggelige Bar Bambi, som ligger på pladsen lige foran kirken, Basilica di Santa Trofimena. Og når vi vendte retur efter vandreturene i bjergene, blev Café EuropaPiazza Umberto I vores faste sted til at indtage “sidst på eftermiddagen drinks”, mens solen gik ned, og livet i Minori foldede sig ud foran os.

Minori

Når nu den italienske citronlikør, Limoncello, stammer fra Amalfikysten, så skulle vi da lige en tur forbi Carlo Mansi bryggeriet og smage og vi fik også fejret Tonis fødselsdag med et par virkelig lækre kager fra den italienske kagekonge Salvatore De Riso. Begge dele kan anbefales.

Skal der handles brød, ost, pølse, vin og den slags, kan vi anbefale Pane, Amore & Fantasia. Super betjening og virkelig lækkert udvalg. Ja, en af byens slagtere, Macelleria Di Lieto, er bestemt også et besøg værd…

Vandrestøvlerne blev luftet næsten hver dag – men vi havde også et par dage med god tid til kaffen om formiddagen og hygge på terassen. 

Sentiero dei Limoni

En god ting ved Minori er, at byen ligger rigtig godt, når man vil ud og vandre. Lige uden for døren ligger bjergene. Vi havde den lille bog, Walking on The Amalfi Coast fra Cicerone med, og sammensatte flere af turene, så vi bare kunne starte fra vores hoveddør.

Første tur var Sentiero dei Limoni, Citronstien. Det er en kort men smuk tur fra Minori til Maiori og tilbage igen. Ruten går langs kysten med kig ud over havets blå, og snor sig gennem citronlunde og køkkenhaver på bjergsiden. Undervejs købte vi friskpresset limonade hos en af citronbønderne. 

Maiori er en større by end Minori, og stemningen er klart mere ferie og badeby. Vi gik en tur langs strand-promenaden, fandt et sted med udsigt til vandet og fik frokost, inden vi gik retur i den sene eftermiddagssol. En rigtig fin tur at få varmet benene op på.

Der ligger flere små byer i nærheden, som er fine udgangspunkter for vandreture. Længere oppe ad bjergskråningen bag vores hus ligger for eksempel Ravello, som vi besøgte et par gange. 

De ture vil vi skrive lidt mere om, og det kan du snart læse her på kanalen.

Rejsetidspunkt: september

BONUS-INFO: Minori er også navnet på en af karaktererne i den japanske anime Toradora! Så ved du det…