Solnedgange
Solnedgange har til alle tider fascineret mennesket, også før fotografiet blev allemandseje. Derfor findes der stakke af smukke malerier, af nu berømte kunstnere, hvor solnedgange har været inspiration til mesterværker. I året 1815 var der et af de kraftigste vulkanudbrud i jordens nyere historie. Udbruddet fandt sted på den indonesiske ø Sumbawa. Dette kæmpe udbrud medførte af stratosfæren blev fyldt med askepartikler, der hurtigt spredte sig over hele kloden. Konsekvensen af dette blev nogle fantastiske og meget farveintense solnedgange, også i Europa. Flere af dem er formidabelt afbilledet af den engelske kunstner William Turner.
I 2012 fik vi fornøjelsen af super flotte og farveintense solnedgange næsten hver aften på Koh Samui, Thailand. Til trods for at der ikke var nogen askeskyer i nærheden.
Nu gør vi det alle sammen, tager billeder af solnedgange også selvom det kan syntes banalt eller måske endda kan syntes som en kliché. Men så alligevel. En solnedgang er lige fascinerende hver gang. Den markerer afslutningen på dagen, og når man er ude at rejse, har man tid til rigtig at nyde den, ofte i spektakulære omgivelser. Det kan være på en bjergside i de italienske Alper med udsigt over gyldne skyer og dybe skygger i dalene, eller “en klassisk solnedgang”, hvor solen synker ned i havet, mens man sidder helt stille i det lune sand på en strand på Tobago.
Jeg gør det også, og hver gang bliver der knipset i en uendelighed, for lyset og farverne ændrer sig konstant. Jeg syntes personligt at solnedgangsbilleder bliver flottest, hvis der er skyer på himlen. Det er med til at skabe flere farver, dybde og endda dramatik i et fotografi. Et andet fif er, at man har et motiv i forgrunden, der så står helt skarpt i silhuet. Efter en lang vandretur langs kysten på den skotske ø Skye sank solen i havet på den smukkeste måde, og så kan selv et pigtrådshegn blive både skulpturelt og næsten poetisk.
Fakta informationer om vulkanudbrud er hentet fra artiklen “Frankensteinvejr” i Weekend-avisens tillæg Ideer 6/6 2014.
/Helle