Tanker på tur: Udkant og vandkant
Mariannes to gæsteindlæg på bloggen om hendes tre måneder i den lille by Tasiilaq på Grønlands østkyst, fik mig til at længes efter endnu en tur op til menneskenes land. Men det fik mig også til at tænke over, hvorfor Toni og jeg ofte søger rejsemål langt fra alfavej. Hvad er det tiltrækkende ved at rejse ud til verdens udkanter, hvor der egentlig ikke sker noget? Altså sådan sat lidt på spidsen og set ude fra.
For os er attraktionen, at det er mørkt om natten og vi kommer ud, hvor vi kan se stjernerne og mælkevejen, når vi kigger op. Der hvor luften er frisk og fyldt med dufte af havet eller sommerblomster og tørt græs. Vi elsker at komme helt der ud, hvor vi kan finde “lommer” med stilhed, det uberørte og bare være til. At rejse ud til steder, hvor livet leves midt i stor natur, og hvor vejret har stor betydning, for de mennesker der bor der. Det giver ofte helt særlige oplevelser. Der er ro, plads til fordybelse og til at komme helt ned i gear. Opdage at livet i udkanten måske ikke er så begivenhedsløst, som det kan opleves fra vores plads i verden. Midt i en storby.
Udkant og iskant
Stor natur har vi også hjemme, men i vores lille land fylder beboelse og landbrug rigtig meget. Så vi må indrømme, at vi (ud over at snørre vandrestøvlerne) ofte må en tur i lufthavnen for at komme langt nok væk fra civilisationens glæder. På vores liste over favorit-steder, hvor vi har fået store naturoplevelser og oplevet stilheden ved at været på vandretur, er steder som Island, Skotland og Grønland.
Som da vi en sommer pakkede rygsækkene, og gik ind langs isfjorden ved Ilulissat. Bare 20 minutter efter at have lagt det sidste hus bag os, var vi helt alene i den storslåede Grønlandske natur, og vi mødte ikke et menneske i dagevis. Herude er storbyens lydmur afløst af stilheden, isens knirken og en sagte summen fra utallige insekter. Det er fantastisk, en smule skræmmende og fuldstændigt vidunderligt.
Masser af vandkant
Små øer står også højt på listen. Her indfinder der sig en øjeblikkelig ro, og menneskene har ofte en helt anden tidsfornemmelse. Her “er” man, og hvis man vil væk efter den sidste færge er sejlet, så må man svømme. Øer har den helt forrygende fordel, at man aldrig er lang fra havet og stranden.
Det er ikke kun den storslåede natur og det omskiftelige vejr, der får sommerens ø-hopstur til de Ydre Hebrider, til blive hos os. Her var teltet ikke med, men det at bo B&B i de små byer, var en oplevelse. Og byerne er ganske små. For eksempel har Hebridernes andenstørste by, Tarbert, et indbyggertal på bare 1300. Mange steder var der egentlig mere tale om meget spredt bebyggelse. Det gav et helt unikt indblik i det at leve i små samfund på kanten af Europa. Det giver indbyggerne en helt anden tilgang til rigtig mange ting. De er afhængige af hinanden på godt og ondt.
Vi oplevede en stor hjælpsomhed, mens vi rejste rundt. Her er Danmark klart med. Det kan godt være, vi ikke har bjerge og store udstrakte naturområder, men vi har masser af små øer. En tidlige forårstur på Øhavs-stien giver udsyn, fylder en med lyden af bølger og lyst til at emigrere ud til både udkant og vandkant.
Træd på bremsen
Vi rejser meget gerne langsomt. Vi vil gerne opleve følelsen af at være ankommet, og ikke bare at være kommet frem til at komme videre. Så vi bliver ofte i samme område i længere tid, også selvom der ikke sker noget, men det er en at pointerne. Det med at slå sig ned i et ganske lille samfund og opleve at blive en del af en bys rytme og liv.
Derfor må jeg også nævne at tre uger i en lille bjerglandsby i Italien, med store skove som nærmeste nabo, er mere end fantastisk. Det var måske ikke helt så isoleret som Mariannes Tasiilaq. Men når man man tilbringer tid i en lille landsby med kun 150 indbyggere, med langt til den nærmeste større by, kommer man ned i tempo. Man lærer bageren at kende, finder ud af hvilke varer der bliver sat til salg på de forskellige markedsdage og nyder at sidde hver aften på torvet og kigge på børnene der leger, og de gamle der sidder og småsnakker over en grappa.
/Helle