Vandfald og vandrestøvler

Vi vågnede til knaldblå himmel og solskin i Rauris, Østrig. Det kriblede i os for at komme af sted, ud i bjergene. En madpakke og dagtursrygsækken blev henholdsvis smurt og pakket i en fart. Til denne tur tog vi bilen helt ud til enden af dalen, cirka en halv time fra Rauris. Her ligger nationalparken Hohe Tauern omkranset af bjerge i en 3000 meters højde.

Kolm Saigurn

Solen blinkede i græsset, og fra parkeringspladsen gik en tydelig markeret rute ind i nationalparken. Vi var blevet anbefalet at gå “Wasserfall Rundweg”, som skulle være meget smuk. Hvilket den bestemt også var.

Gennem grønne enge med Milka-køer, hvor du følger vandløb op mod de mange vandfald. De strømmer, bruser og tumler ned gennem bjergenes kløfter. Ruterne fører “over” et par stykker undervejs, og det er en overvældende følelse at stå der tørskoet “midt i et vandfald”.

Vi var slet ikke parat, til at sige “at det var det”, da vi først på eftermiddagen havde vandret “Wasserfall Rundweg”. Vi var til gengæld klar til en pause og der lå, ganske oplagt, et gasthof enroute i 1598 meters højde. Her nød vi et lækkert glas vand – zitronmelisse und bergkrystalwasser og kaffe, selvfølgelig. Skønt at sidde i solen med kig til bjergtinderne og en snak om hvilken rute vi ville tage tilbage til bilen. En forlængelse, for det havde vi både tid og lyst til .

Valget faldt på en tur gennem skoven på den anden side af dalen, hvor der undervejs var de flotteste kig over til vandfaldene. Sidst på eftermiddagen lå skoven bag os, og en ny dal åbnede sig foran os.

I det fjerne kunne vi se en enkelt gård på græssletten. Men hov, var der ikke parasoller og bænke udenfor? Et ganske lille og fint traktørsted. Det skulle prøves! Det var forrygende at nyde en iskold øl i den sidste sol med udsigt til bjerge og blomsterenge.

Det sidste af ruten mod parkeringspladsen gik ned gennem “Rauris Urwald”. Ældgammel og uberørt skov. Det var som at gå gennem et eventyr illustreret af den svenske illustrator John Bauer. Vi fulgte en rivende flod, der løb i kløften under os. Bruset herfra var den eneste lyd i en ellers tyst og mos-dækket skov, med mange væltede træer og mørke, stille og dybe vandhuller. Et ret fortryllende sted at vandre. Stien var smal og snoede sig ned gennem terrænet. Et flot punktum på en dag der havde budt på skønne vandre- og naturoplevelser. 

Rauris – Hirschebenalm 1553 m – Poseralm – Rauris

Lige op og lige ned-turen kunne jeg passende kalde denne vandretur. For den startede med meget op, lige uden for vores dør, og sluttede med meget ned samme sted. En rundtur. Nummer fire på vores kort, der blev til nummer seks og så nummer fire igen, lige til slut. Jeg kunne også kalde den hjerteruten. Ikke kun fordi det var en strabadserende optur, men fordi ruten på vejen op var afmærket med røde hjerter.

Det var ikke bare solen, der gav varmen, det var også den fysiske udfoldelse, der holdt temperaturen oppe. Vi fulgte skovbrynet op langs marker med flere Milka-køer og flotte kig tilbage udover hele Rauris-dalen. Efter et par timer opad, gik det endnu mere op. Gennem skoven, hvor puste/hvilepauser blev brugt til at studere svampe, som det vrimlede med, myretuer og de utroligt mange forskellige grønne mos-arter.

Alt det hårde arbejde blev belønnet med en utrolig udsigt, da vi endelig kom ud på toppen. Ikke bare over Rauris-dalen, men også helt ud til Hohe Taurn hvor vi havde vandret dagen før. Det var det perfekt sted at nyde sin mere end velfortjente madpakke. Der er ikke noget dejligere end at sidde på toppen af verden, i solen, midt i naturens stilhed og spise frokost.

Og så gik det ned gennem åben skov. Med duften af granskov i næsen og bløde grannåle under vandrestøvlerne. Det er med en anden fart end op, men lige så hårdt. Måske endda mere anstrengende, især for knæene.

Sidst på eftermiddagen kommer Rauris’ hvide kirketårn til syne gennem træerne, og lyden af tyroler-musik bæres op til os fra byen. Der er marked i byen, hvilket vi havde læst om. Vi dumper rygsækkene i vores lejlighed, og når at få det sidste med. Små boder med lokalt håndarbejde, delikatesser og hjemmebagte kager. En fantastisk afslutning på tre skønne vandredage i Østrig.

Rejsetidspunkt: september

BONUS-ØSTRIG-INFO: Du kan læse mere om Rauris og omegn i det tidligere indlæg: Vandretur i Alpeland.

/Helle