Tanker på tur

Vandring for krop og sjæl

Vi har altid haft stor glæde af at lufte vores vandrestøvler. Både dagsture og vandreture over flere dage hvor teltet bliver slået op langt fra alfarvej. Ud i naturen hvor der er højt til himlen, hvor byens summen og uro er langt væk, og vi bare kan synke ned i naturens ro. Det er en kæmpe luksus for os.

Vi rejser rigtig gerne langsomt, og her passer det perfekt at vandre. Livet bliver helt enkelt og simpelt, og tankerne flyver, mens det ene skridt tager det andet. Hjernen tømmes for rod, humøret stiger og vi kan nyde udsigten og omgivelserne. Vi får alle naturens små detaljer med. Sanserne er på arbejde, vi dufter blomsterne og lytter til fuglene og dyrene der pusler, mens vi glæder os til at se, hvad den næste kilometer bringer.

Lykken er at finde et sted med god udsigt og nyde en varm kop te, mens tiden går i stå. Når vi er afsted, er vi som regel helst fri for at tænke på klokken. Det kan dog være nødvendigt, især hvis vi vandrer i bjergene om vinteren. Vi havde for eksempel en stram deadline, da vi besteg Sgorr Ruadh i Skotland i november. Her var vi afhængig af det lille lokale tog, der kun kørte tre gange om dagen. Det havde sat os af i det tidlige vintermørke på et trinbræt ude midt i ingenting i det skotske højland. Hvis vi missede toget retur, ville der være en meget lang vandretur hjem. Men ellers bestræber vi os på at have al den tid i verden, vi kunne ønske os.

For os er der ikke noget mere fantastiske end at komme ud på eventyr med vandrestøvlerne på. Uanset om vi vandrer i Danmarks smukke natur, bliver udfordret af høje bjerge med ujævne og smalle stier eller ud i den helt store og vilde natur som på Grønland, så giver det alt sammen noget. Den indre scrapbog bliver fyldt med oplevelser, der er lige til at tage frem på en grå og regnfuld dag.

vandring rold skov

Vandring er sundt

Ud over fornøjelsen ved at komme ud i den friske luft og byde Moder Natur op til dans, er der også en række andre helt åbenlyse fordele ved vandring:

  • det er god motion og man taber sig.
  • det styrker knoglerne.
  • hjertet får lov til at arbejde, og det hjælper mod hjerte-kar-sygdomme.
  • vandreture i naturen nedsætter stress-symptomer – så længe du ikke farer vild i hvert fald.
  • risikoen for at få en række livsstilssygdomme, blandt andet sukkersyge, nedsættes.
  • hjernen bliver glad, det nedsætter chancerne for demens og øger kreativiteten.

Hvordan starter man?

Lyder det som noget for dig, så er det faktisk ret nemt at komme i gang. Start med det “udstyr” du har, og bliver du bidt af det, kan du altid opgradere. Det vigtigste er dog ordentligt fodtøj, især hvis du skal gå langt. Men du kan sagtens starte med et par gamle gummisko, og så evt. købe vandrestøvler eller -sko senere. Husk at nye støvler og sko ofte lige skal gåes til, inden du begiver dig ud på de helt lange ture.

Start stille ud, så kommer erfaringerne hen ad vejen, og du finder ud af, hvad der passer dig bedst. Nogle vandrer helst alene, mens andre hellere vil være en del af et større selskab. Der er masser af muligheder, vandring er for alle…

vandring laugavegur

Og så skal det være sjovt! Nogle gange kan du godt blive presset, men når du har klaret dagens tur, skal du have følelsen af, at det har været en god dag, på trods af mange kilometer, sved på panden eller rystende ben på stier langs stejle klippesider.

Du må gerne føle dig træt og brugt om aftenen, men når du går i seng, skal det være med et smil på læben.

Andre der vandrer

Der er mange grunde til at vandre. Vi er blevet lidt nysgerrige, og har derfor snakket med et par andre vandrere, for at høre hvad der driver dem.

Først giver vi ordet til Mette og Martin, der har rejsebloggen Mette & Martin rejser. Her kan du blandt andet læse meget mere om deres ture, og nyde deres virkelig flotte billeder.

“Vi tog på vores første ’rigtige’ vandreferie sidste sommer, hvor vi vandrede rundt om Mont Blanc. I en uge vandrede vi hver dag fra hytte til hytte i et vanvittigt smukt landskab af bjerge – og selvom vi altid har holdt af at være aktive på vores ferier, så blev vi for alvor bidt af at vandre!

For os hænger glæden ved at vandre sammen med flere ting. Naturen, friheden, sammenværet og den berusende følelse, der følger med, når kroppen er godt brugt. Det er usædvanligt hyggeligt at have tiden til at gå og sludre om alt mellem himmel og jord, nyde små detaljer på vejen og falde i staver over store landskaber. Og så smager en kold øl efter dagens vandretur altid fremragende”.

vandring

Næste levende billede er Mikkel, der har bloggen Wildstray. Han er netop nu i gang med at vandre Pacific Crest Trail i USA – en tur på hele 4265 kilometer fra Mexico til Canada. Så SKAL man være glad for at vandre.

“Jeg vandrer fordi jeg først og fremmest synes, at det er spændende, hyggeligt og bringer mig både ro i sindet og et smil på læben.

Jeg kan også godt lide det med at “koble af”. Ikke sådan helt stenalder-aktivt uden nogle moderne remedier, men bare det der med ikke at skulle tænke på deadlines, indkøb, træning, aftaler og alt det andet ræs, der kører i hverdagen. Naturen og vandring er et frirum, hvor alt foregår i et tempo, som man helt selv bestemmer. Og det er lige noget for mig.

Vandring er også en fantastisk aktivitet at gøre med andre. Alle kan være med og man får utroligt gode oplevelser med ømme stænger, jord under neglene og duften af røg i tøjet. Desuden, betager det mig at fotografere naturen, og derfor har jeg altid et kamera med ude på tur”.

Vandring Pacific Crest Trail

Stort tak til Mikkel, Mette og Martin for tekst og billeder. Har du brug for yderligere inspiration, er du selvfølgelig velkommen til at blive hængende her på bloggen, hvor du blandt andet kan læse vores indlæg om vandreture fra Mallorca, Island og Rold Skov.

Til sidst vil vi slutte af med et citat af den amerikanske forfatter Jack Kerouac: “Because in the end, you won’t remember the time you spent working in an office or mowing the lawn. Climb that goddamn mountain”. På med vandrestøvlerne og af sted. Verden venter…

BONUS-INFO: Og husk så på mottoet “Take Only Pictures, Leave Only Footprints”, når du er ude i naturen. Det gør oplevelsen så meget bedre, for den næste der kommer forbi.