Europa, Gæsteskribent, Tyskland

Hiker Girls Danmark fortæller…

Mammut

Vi har fået fint besøg på bloggen, og byder velkommen til Lotte og Marion aka Hiker Girls Danmark. De har netop gået Little Mammut i Hamburg, en 42 kilometer lang vandretur med masser af sightseeing igennem Tysklands næststørste by. Tekst og foto: Hiker Girls Danmark.

Marathon vandring

Ekstremvandring er ikke for hvem som helst, og for bare et år siden mente vi heller ikke, det var noget for os. Tilfældet ville det så, at vi en aften i januar faldt over Mammutmarchen, kiggede hinanden i øjnene og sagde ‘ja, det gør vi sgu’. Så en måned senere befandt vi os i Hamburg en lørdag morgen – klar til at gå en marathon.

Det øsregnede, da vi ankom til startområdet på øen Kaltehofe. 2500 mennesker var samlet og blev sendt afsted gruppevis. Det blev dog ikke den start, vi forestillede os hjemmefra. Arrangørerne meddelte, at deres udstyr inklusiv startarmbånd, medaljer og diplomer lå i en lastbil, der var forsvundet. Derfor måtte vi starte uden armbånd og muligvis også gå hjem uden medalje. Det blev vi selvfølgelig lidt skuffede over.

Mammut

Startskuddet gik dog som planlagt. Alle var i godt humør, og tempoet var sat højt. Vi valgte fra starten at gå i eget tempo, med en plan om at gennemføre inden for 12 timer. Vi havde forberedt os både fysisk og mentalt, så meget som det nu lader sig gøre en måned inden marchen. Vores største udfordring ville være smerterne, som vi tidligere har kæmpet med på vores 30 kilometer ture. Men da vi er både målrettede og udholdende, var vi på intet tidspunkt i tvivl om, at vi ville gennemføre marchen uanset de udfordringer, der måtte komme. Om vi så skulle bære hinanden i mål.

Mammut sightseeing i Hamburg

Så snart vi gik afsted, holdt regnen op, og solen kom frem. Hele dagen gik vi i solskin, så vi for første gang i år kunne smide regnjakken. Mammut-folkene havde planlagt ruten, så det blev en sightseeing-tur igennem hele Hamburg. De første 10 kilometer gik vi langs Elben og kom over mange specielle broer og havne fyldt med sejlskibe og turistbåde. Både langs havnen og længere ind i byen kom vi forbi anderledes og kreativt udformede bygninger. På hele turen blev vi gang på gang fascinerede af arkitekturen i byen.

 

En anden ting, Hamburg har meget af, er parker. Af Tysklands næststørste by at være, er det en meget grøn by. Der er altid mulighed for at søge ud i naturen. Vi kom gennem adskillige parker i større eller mindre format. Nogle lå helt ned til Elben og Außenalster med bænke ud mod vandet. Andre lå i tætbebyggede områder med masser af plads til picnic, gåture og leg. Altonaer Volkspark lå så tæt på Hamburg lufthavn, at flyene næsten rørte trætoppene, når de krydsede over parken.

For hver 10 kilometer vi havde gået, kom vi til en forplejningsstation. Som grundregel skal man være selvforsynende på Mammutmarchen, men her kunne vi få tanket vand op, fyldt depoterne og tisset af. Der var sodavand, slik, frugt og lette retter som suppe og sandwiches. På disse stationer kunne vi mærke den gode og positive stemning, som folk var fyldt op af. Der var smil og småsnakken overalt, og vi gik altid derfra med fornyet energi.

Mod målet

Måske var det fascinationen af, hvor smuk og interessant Hamburg var. Måske var det en kombination af det gode vejr og underlaget, vi gik på. I hvert fald mærkede vi hverken fysisk eller mental træthed de første 37 kilometer. Vi fløj nærmest turen rundt og havde ikke på noget tidspunkt ondt nogen steder. Vi blev enige om, at vi snildt kunne klare 10-20 kilometer mere.

Men ud af den blå luft ramte vi en mur. De sidste 5 kilometer blev de hårdeste på hele turen. Trætheden meldte sig, og benene blev tunge. Men så snart vi nærmede os Kaltehofe, kom de første deltagere tilbage imod os med deres medaljer. Lastbilen, og dermed alt udstyr, var fundet. Det var fedt at vide, at vi ville få hængt vores medalje om halsen, når vi nåede målet.

  Mammut

De frivillige Mammutter stod på målstregen og heppede på os. Medaljerne blev hængt om halsen, og diplomer og Mammutpas udleveret. Og så var vi færdige. Både fysisk og mentalt. Regnen stod igen ned i stænger, og vi forsøgte at strække ud så godt som muligt, inden vi vendte næsen hjemad.

Næste mål er nu at træne op til 100 kilometer Mammutmarch i København til sommer. Vi er helt sikkert ikke færdige med ekstremvandring.

Rejsetidspunkt: februar

BONUS-INFO: Hvis du vil se mere til Lotte og Marion og deres vandrehistorier og inspirerende eventyr, så følg med på deres facebook-side og find dem på Instagram som @hikergirlsdanmark.