Små og store eventyr

New York, New York

NY7

The Big Apple er simpelthen et fantastisk sted. Fascinerende og storslået. I 2010 havde jeg bestemt mig for, at vi skulle tage til New York og fejre min fødselsdag. Vi boede på Wellington Hotel, der ligger tæt på Times Square og Central Park, og i gå-afstand til det meste. Et perfekt sted til fem dage i byen med det måske mest berømte logo.  I love [heart] New York.

Man keder sig aldrig i New York. Vi gik over Brooklyn Bridge, spiste fisk på City Crab, besøgte en M&M’s butik i tre etager, var på opdagelse i Harlem, så dinosaurerne på American Museum of National History, kørte i subwayen, spiste burgere på White Castle (som har stået på min ønskeliste, siden Beastie Boys rappede om dem i “The New Style” i 80’erne), fik street cred for vores solbriller, vinkede til Frihedsgudinden, nød vejret i Central Park og sad på “den røde trappe” mens Times Square og Broadway summede af liv.

 New York  New York

Vi havde ikke rigtig lagt nogle planer inden vi tog af sted. Vi ville bare lande og så se hvad vi havde lyst til. Det fungerede rigtig godt, da man alligevel ikke kan nå at se det hele. Det eneste der stod på vores “to do liste” var at vandre rundt i Central Park og tage en tur til Brooklyn. Der var selvfølgelig en masse andet, vi havde tænkt på, men det måtte vi tage efterhånden. Og så var der jo også en fødselsdag der skulle fejres.

The View og en tur i helikopter

Vi tog glaselevatoren op til den roterende bar på 48. etage i The View. Efter et par fornøjelige timer, nogle dejlige drinks og et par rundture med baren, var klokken tæt på midnat. Tilbage i den stadig pulserende storby fandt vi en restaurant, og fik et par rigtig gode bøffer. New York er i sandheden “The city that never sleeps”.

 NY4  NY2

Endelig kan en helikoptertur over New York i den grad anbefales. Det var ikke billigt, men det var alle pengene værd. Så er der penge i budgettet, må du ikke snyde dig selv for en meget stor oplevelse. Vi startede Downtown og fløj op langs Hudson River, med den ikoniske Manhattan Skyline lige uden for vinduerne. Da vi kom op omkring Bronx, rundede vi Yankee Stadium, og fløj retur igen.

New York kaldes også for Gotham, et navn der forbindes med tegneserie-helten Batman. Vi så godt nok ikke ham selv, men vi så da hans bil…

NY3

Vi oplevede en masse, mens der var 1000 andre ting vi ikke nåede. Så en ting er helt sikkert. Vi er ikke færdige med Det Store Æble

Rejsetidspunkt: september

/Toni