Danmark, Europa, Små og store eventyr

Ude midt i Rude Skov

Gode kollegaer, rødvin og masser af frisk luft. Det lyder da som en rigtig dejlig weekend. Shelter-pladsen ved Femsølyng i den nordlige ende af Rude Skov var booket til en hyggelig aften med bål og god mad.

Vi mødtes lørdag eftermiddag. Der blev hentet brænde, som blev savet og kløvet. De medbragte grøntsager blev hakket og snittet og snart sydede og boblede det i de store bålgryder. Grydeskeen blev forlænget, liggeunderlagene blev rullet ud og det nyeste grej blev beundret og diskuteret. Hvilken sovepose har du? Hvor meget vejer det liggeunderlag? osv.

 RudeSkov1  Rude Skov

Solen forsvandt og pandelamperne kom frem. Duften af chili con carne bredte sig i mørket, mens der blev varmet flutes. Jeg trak i et par lange uldne underbukser, da vejrguderne havde lovet at temperaturen ville lande lige omkring frysepunktet. Samlet ved bålet nød vi maden og varmen fra ilden.

Resten af aftenen/natten gik med at fortælle historier (ikke kun fra de varme lande) omkring bålet, indtil de sidste kravlede ind i shelterne og ned i deres soveposer.

 RudeSkov5  RudeSkov4

Søndag morgen vågnede vi til fuglesang og solskin. Der blev kværnet kaffebønner og lavet røræg og bacon over bålet. Til sidst sørgede vi for at der var ryddet op, så vi kunne efterlade pladsen med god samvittighed…

BONUS-INFO: Har du en smart-phone, findes der to apps, du kan installere, der viser hvor de forskellige pladser er i Danmark. De hedder “Shelter” og “Lejrpladser”. Der findes også en hjemmeside der hedder Ud i naturen fra Naturstyrelsen, hvor du kan se alle pladserne, og læse lidt om dem.

/Toni